Sidste manende ord fra Mahathir

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Malaysias kontroversielle og farverige premierminister, Mahathir Mohamad, har talt til sit lands parlament for sidste gang, skriver BBC Online.

78-årige Dr. Mahathir, som er den længst siddende folkevalgte leder i regionen, overgav fredag premierministerposten til sin nummer 2-mand, Abdullah Badawi, efter 22 år ved roret. I sin tale vendte den malaysiske leder tilbage til et par temaer, som har præget hans lederskab – økonomien og hans anstrengte forhold til Vesten og demokratiet.

Han opsummerede Malaysias økonomiske udvikling de sidste 50 år, som strækker sig fra fattig gummi- og tinproducent til status som industrination og et af regionens rigeste lande, men advarede samtidig om, at de demokratiske friheder kan føre til anarki.

– Anarki kan pludselig blive en realitet, hvis man lader sig besætte af tvangstanker om demokratiske friheder. Troen på, at når demokratiet er der, så er alle problemer løst, har ganske enkelt ingen rod i virkeligheden, især hvis demokratiet indføres over hals og hoved, lød det.

Dr Mahathir understregede, at Malaysias multiraciale sammensætning var en potentiel brandbombe, som kunne eksplodere, hvis den “nationale enhed” ikke blev nøje opretholdt og overvåget.

Malaysia har en flertalsbefolkning af malayer på 60 procent, men store kinesiske og indiske mindretal. Landet har en af verdens skrappeste censurlove og poliitet har mulighed for at tilbageholde personer uden at stille dem for en domstol.

– Vi har med al tydelighed set, hvordan mange andre multiraciale samfund er gået op i limingen, fordi enhver race sætter sine egne interesser højere end nationens. Hvis vi ikke uafladeligt passer på, vil vi også falde som ofre for disse ødelæggende kræfter, sagde han.

Mahathir levede op til sit rygte som en skarp kritiker af Vesten, da han i sin tale vendte tilbage til en strid, som er opstået efter en af hans tidligere taler, hvor han postulerede, at det jødiske folk styrer verden pr. stedfortræder. Det fik bl.a. det amerikanske senat til i denne uge at vedtage, at fremtidig militærbistand til Malaysia er afhængig af landets evne til at sikre religionsfriheden, herunder tolerance overfor den jødiske tro.

Uden at nævne USA ved navn langede han tilsyneladende ud efter amerikanerne, da han sagde: – I virkeligheden var det folk i det land, der blev tvunget til at antage en ny religion. Folk, som blev bortført fra Afrika og bragt til det land og gjort til slaver, udsat for tortur og tvunget til at skifte religion, også de muslimske slaver måtte antage en ny religion (kristendommen).

Og i en henvisning til Senatets beslutning tordnede Mahathir: – Hvis de anklager os, og ikke vil give os penge, er det OK. De kan beholde deres penge.

Mahathir, der er uddannet læge, gik ind i politik i 1964. Allerede 5 år efter blev han ekskluderet af regeringspartiet, UMNO, fordi han anklagede premierminister Tunku Abdul Rahman for at negligere malayernes interesser. Det uddybede han i bogen, “Det malayiske Dilemma”, hvis hovedtese var, at malayerne i årtier var blevet apatisk accepterede deres rolle som andenrangs gruppe”, skriver Tor Tolstrup i en kommentar i Morgenavisen Jyllandsposten.

Den nye premierminister, Abdullah Ahmad Badawi, er en tro, loyal og velopdraget følgesvend af Mahathir. Intet andet var muligt, skriver Tolstrup. Det tidl. vicepremierminister, Anwar Ibrahim, som alle troede skulle efterfølge “den store gamle mand”. men som udfordrede ham, afsoner nu på femte år en dom på 9 års fængsel, han fik i 1999. I det, mange kalder en juridisk face, blev Ibrahim dømt for konspiration, korruption og homoseksualitet. Denne sag vil hvile som en skygge over Mahathirs politiske eftermæle, mener Tor Tolstrup.

Den 63-årige Badawi er Malaysias femte premierminister siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1957.