Flere end hver anden vælger, helt præcist 53,23 procent, stemte på landets siddende præsident, Adama Barrow, da Gambia i lørdags holdt præsidentvalg. Sejren kom ikke som den store overraskelse, men det var uventet, at den blev så klar, og at Barrow kunne opnå absolut flertal i et felt med hele seks kandidater til præsidentposten. Det store spørgsmål er nu, om Barrow vil udnytte sin sejr til at befæste sin magt, eller om han vil gennemføre de demokratiske reformer, han lovede, da han første gang – højst overraskende – vandt præsidentvalget i 2016, men som han ikke har levet op til.
Da valgresultatet blev annonceret søndag, gik tusinder af Barrows tilhængere på gaden for at give deres glæde luft, men der var også spredte demonstrationer imod valgresultatet. Flere af oppositionskandidaterne gik sammen i en erklæring, hvor de såede tvivl om resultatet, blandt andet fordi optællingen af stemmerne flere steder trak mistænkeligt længe ud.
EU siger god for valget – med forbehold
Modsat det forrige præsidentvalg i Gambia blev valget i lørdags observeret af adskillige internationale og nationale organisationer, blandt andet EU, som havde i alt 32 observatører i Gambia før og under valget. EU udsendte mandag en ti sider lang foreløbig erklæring, der konkluderer, at valget markerer et solidt fremskridt for demokratiet i Gambia, men også, at der er behov for helt grundlæggende reformer af forfatningen og valglovene.
EU roser den brede folkelige deltagelse i valget og i tiden op til valget. EU noterer også, at hele 57 procent af de registrerede vælgere var kvinder, og at omkring 90 procent af de registrerede vælgere mødte op og stemte. EU fremhæver desuden, at selve valghandlingen og optællingen af stemmer forløb fredeligt og uden større problemer. Der synes altså ikke at være grundlag for at så tvivl om det officielle valgresultat.
Men EU-erklæringen sætter samtidig fingeren på mange af de punkter, oppositionen, civilsamfundsorganisationer og andre har kritiseret: At Barrow og hans parti har haft en række fordele ved at sidde på både den politiske og økonomiske magt i Gambia, og at de har udnyttet den magt og deres adgang til store økonomiske ressourcer på udemokratisk vis. For eksempel ved at uddele mad og andet ved valgmøder, ved at sætte sig på mediedækningen af valget og ved ikke at få ændret på udemokratiske love fra perioden før 2016, hvor Gambia blev regeret af diktatoren Yahya Jammeh. Han gennemførte i sine 22 år ved magten over 50 ændringer af forfatningen, de fleste med det mål at koncentrere mere magt omkring præsidenten og stække vingerne på blandt andet medierne.
En af de forfatningsændringer, Jammeh fik indført, var at ophæve bestemmelsen om, at en præsident ikke kan genvælges efter to perioder. Da Barrow kom til i 2016 som kandidat for en koalition bestående af syv oppositionspartier, var det blandt andet med et løfte om at genindføre den bestemmelse og i øvrigt at gennemføre en gennemgribende reform af forfatningen og valgloven. Men det løfte har han ikke indfriet. Et af de helt store spørgsmål allerede nu er, om han vil ændre forfatningen her i sin anden periode, eller om han – som så mange andre afrikanske præsidenter før ham – selv vil gå efter flere genvalg.
Fra helte til skurke
Ved valget i 2016 var det helt afgørende, at Gambias valgkommission levede op til sit navn som uafhængig og modstod presset fra den slagne Jammeh om at erklære valgresultatet for ugyldigt. Det skabte stor folkelig tillid til kommissionen, fremgår det af EU-erklæringen, der dog også noterer, at kommissionen nu stort set har sat den tillid over styr. Det skyldes blandt andet, at kommissionen lige før valget afviste 15 af de 21 personer, der havde meldt sig som præsidentkandidater. Et par af de afviste indbragte afgørelsen for domstolene, og en af dem fik medhold, men nåede ikke at stille op. Det foregik alt sammen på en svært gennemskuelig måde, der såede tvivl om valgkommissionens uafhængighed og kompetencer.
Så der er nok at tage fat på for den genvalgte præsident. Han skal også meget snart tage stilling til, hvad der skal ske med den omfattende rapport, som en sandheds- og forsoningskommission afleverede i ugerne lige op til valget. Kommissionen blev nedsat i 2017 for at undersøge forbrydelser begået under Jammehs diktatur og komme med anbefalinger til, hvordan Jammeh og andre skyldige skal retsforfølges. Også det bliver kontroversielt.
Gambias tidligere diktator, Yahya Jammeh, har levet i eksil i Ækvatorialguinea, siden han i 2017 måtte flygte fra Gambia. Det forhindrede ham dog ikke i at blande sig i valgkampen fra sit eksil, hvor han opfordrede sine støtter til at stemme på Mama Kandeh, der kom ind på en tredjeplads og måtte nøjes med godt 12 procent af stemmerne. Det tyder på, at den folkelige opbakning, Jammeh har påstået, at han fortsat nyder i den gambiske befolkning, er begrænset.
Den evige toer
Næstflest stemmer ved valget i lørdags blev der til Ousainou Darboe, der fik 27,72 procent af stemmerne. Den position er velkendt for den nu 73-årige Darboe, der nåede at tabe adskillige valg til Jammeh, men som Jammeh-styret i 2016 satte i fængsel, så han ikke kunne stille op. Dét banede vejen for den hidtil ukendte Adama Barrow, der var medlem af Darboes parti UDP, og som ved 2016-valget fik opbakning fra seks andre partier.
Det var nok til, at han – overraskende for alle og ikke mindst Jammeh – vandt valget. Siden brød Barrow med UDP og dannede sit eget parti, som han nu er genvalgt for.
Politik i Gambia har budt på mange overraskelser og kovendinger de seneste år, og selv om valget i lørdags bragte nogen afklaring, er det stadig højst usikkert, om Gambia kan bevare sin status som et demokratisk lyspunkt i Afrika, eller om landet er på en glidebane på vej tilbage mod de forhold, der karakteriserer et repressivt styre.
