De havde formentlig aldrig set noget lignende. I landsbyen Thipa i det centrale Malawi stimlede de lokale børn sammen om en mand med en hvid genstand med fire små vinger. Det lignede noget fra en helikopter. Ikke at helikoptere ofte landede i Thipa.
Manden løftede genstanden op over sit hoved og fortalte ungerne, at det var en drone. En drone fra organisationen UNICEF, som for eksempel skulle transportere vacciner ud til landsbyen og dermed hjælpe dem af med alvorlige sygdomme.
Der findes ikke et ord for drone på det lokale sprog chichewa, så manden brugte udtrykket ’kandege kakang’ono’, der betyder lille fly. Han stillede dronen på jorden og tændte den. Der gik et sug gennem forsamlingen, alle trådte et skridt tilbage. Dronens fire motoriserede vinger fik den røde sandede jord til at hvirvle op i luften, og da dronen kort efter lettede og fløj hen over menneskemængden, satte børnene ivrigt i løb efter den fremmede maskine for ikke at tabe den af syne.
Thipa har hjemme i distriktet Kasungu, der er kendt for sin tobaksindustri og den næsten 2.500 km2 store nationalpark, som ligger ikke langt fra byen. Eller sådan var det i hvert fald længe.
Men en dag i juni 2017 kom Kasungu på verdenskortet. Det skete, da FN’s børneorganisation UNICEF offentliggjorde, at den havde skabt Afrikas første dronekorridor. En 5.000 km2 stor flyveplads med navnet Kasungu Aerodrome, hvor virksomheder, universiteter og andre kan testflyve droner og udvikle dem til godtgørende formål.
I virkeligheden er der mest af alt tale om en tilladelse til at flyve droner over et ganske normalt befolket område og en lille landingsplads, men opmærksomheden var enorm, da nyheden landede i medier over hele kloden.
Giganternes bevægelser mærkes overalt
Historien er endnu et bevis på, at Silicon Valley og teknologiens giganter har sat gang i bevægelser, som rækker langt ud over USA og deres egen branche.
I dag er verden vidne til et utal af konflikter, katastrofer og kriser, ligesom antallet af mennesker på flugt er på sit højeste siden anden verdenskrig.
For organisationer og virksomheder i den humanitære branche har hensigten og målet med deres arbejde altid været det samme – red menneskeliv, støt udsatte med nødhjælp og få folk på fode igen efter konflikter og katastrofer.
Men de senere år har digitale teknologier vendt op og ned på, hvordan man identificerer, forebygger og løser konflikter og katastrofer, hvad end de er menneskeskabte eller forårsaget af naturen.
Mobiltelefoner med GPS og sociale netværk har i et hidtil uset omfang gjort det muligt at indsamle oplysninger om, hvornår kriser opstår, og givet organisationer og myndigheder nye muligheder for at stoppe dem.
Avancerede digitale betalingssystemer skaber alternative måder at uddele nødhjælp, mad og vand på i de flygtningelejre, der også er begyndt at benytte biometriske data til at identificere og følge flygtninge og migranter på deres rejser.
Endelig er der store forventninger til de såkaldte gode droner. For selvom dronerne har vist sig at være en brutal kilde til død og ødelæggelse i krig og konflikter, regner man i den humanitære sektor også med, at dronerne kan gøre en stor forskel i den gode sags tjeneste.
Maj 2019: I en golfklub i Etiopiens hovedstad Addis Ababa øver hjælpearbejdere sig i at styre en drone.
Foto: Minasse Wondimu Hailu/Anadolu Agency/Getty Images.
De fagre nye muligheder
Humanitære organisationer som UNICEF, Røde Kors og Red Barnet vender sig mod nye teknologier og uprøvede arbejdsgange. Det gør de på grund af et voksende pres på dem for at udrette mere med færre ressourcer, men også som følge af et intensiveret politisk krav om fornyelse.
En fornyelse, der gerne skal ske gennem disruption og digitalisering. Ligesom alle mulige andre brancher skal kampen mod fattigdom også udnytte teknologiens fagre nye muligheder.
Derfor arbejder stort set alle nødhjælpsorganisationer nu med at udvikle nye eller at tilpasse eksisterende teknologier for at styrke og effektivisere deres arbejde.
Men det er ikke kun inden for den traditionelle humanitære sektor, at nye teknologier vinder frem. Facebook, Microsoft og Google foreslår hyppigt nye teknologiske tiltag, som skal gøre livet bedre i verdens fattigste dele. Dog ikke altid med stor succes.
Facebooks projekt Internet.org, der havde som mål at levere gratis internet, faldt for eksempel til jorden, da det gik op for folk, at projektet i virkeligheden mest havde til formål at udbrede det sociale medies tilstedeværelse rundtomkring i verden.
Også private fonde som Bill og Melinda Gates Fonden, der i dag er verdens største af sin slags, investerer svimlende milliardbeløb i ny teknologi, der skal gøre verden bedre.
De sætter deres enorme midler ind på at teste nye toiletter, der kan lave afføring om til drikkevand og strøm til mobiltelefonen, eller producere nye former for prævention. Mange af de mest fremskredne forsøg med ny teknologi udfolder sig ikke på vestlig jord, men i fattige lande i Afrika, Latinamerika og Sydøstasien.
Flygtninge og fattige som forsøgsdyr?
Fælles for de mange velgørende teknologiske eksperimenter, hvad end de er drevet af private fonde eller mere traditionelle organisationer, er, at de ser fattige lande og krisesituationer som levende laboratorier. Laboratorier, hvor det er både smart og nødvendigt at eksperimentere med ny digital teknologi for at redde menneskeliv og skabe fremgang for lokalbefolkningen. Og ikke mindst hvor det er legitimt at eksperimentere.
Disse aktører kan have så stor magt og så markante økonomiske midler, at der sjældent bliver rynket på næsen, når de spørger om lov til at prøve noget nyt i en fattig afrikansk landsby.
Inspirationen til de mange teknologiske eksperimenter i fattige lande finder mange af aktørerne i Silicon Valley. Det gælder ikke mindst ideen om, at udviklingslande rundtom i verden har brug for hurtige og radikale forandringer, ja, samfundsforstyrrelser, der skal drives frem af nye teknologier.
Det er en tilgang, hvor risici bliver set som nødvendige, og hvor fejltagelser og fiaskoer er en produktiv kraft – jo hurtigere vi kan lave fejl og lære af dem desto bedre, for så kan vi producere nye og bedre eksperimenter, lyder ræsonnementet.
Men det er også en tilgang, hvor man har det med at glemme, at der er markante forskelle på et startup-kontor eller et klinisk laboratorium og så et fattigt samfund eller en flygtningelejr. I et laboratorium kan man eksperimentere med ny teknologi uden større konsekvenser. I en flygtningelejr har eksperimenterne virkelige følger for levende mennesker.
Spørgsmålet er, om de nye digitale teknologier reelt vil hjælpe verdens fattigste ud af deres ulykke, eller om teknologien i virkeligheden risikerer at forstærke de eksisterende uligheder? Og ikke mindst hvad der sker med de fattige befolkningers rettigheder til privatliv og frihed, når overvågende droner, biometriske systemer og andre opfindelser gør deres indtog i en hastig fart?
Fingeraftryk og irisskanninger
Over de seneste femten år har de humanitære aktører ikke mindst kastet deres kærlighed over en bestemt gren af teknologiens verden. Det er det, man kalder biometri.
Mange har nok prøvet at få taget deres fingeraftryk i lufthavnen, når de skulle igennem immigrationskontrollen i Storbritannien, USA eller andre lande. Det er essensen af biometri, nemlig at indsamle fysiologiske kendetegn fra mennesker for at kunne registrere og kategorisere dem.
I lufthavnen er intentionen at overvåge, hvem der bevæger sig ud og ind af et land. I flygtningelejre tjener teknologien en lang række andre formål. Den bliver for eksempel brugt til at bestemme, hvem der må få hjælp i form af mad, og hvornår de må få den, eller hvorhenne folk må slå sig ned, hvilken etnisk gruppe de forbindes med og lignende.
Og det er langtfra kun fingeraftryk, som bliver indsamlet i lejrene. For eksempel er irisskanninger et mere og mere udbredt biometrisk registreringsværktøj, som bliver brugt til at kontrollere, at nødhjælp bliver fordelt ligeligt mellem folk, og som kan være med til at skabe en identitet for de flygtninge, der ofte kommer uden pas eller andet identifikationspapirer til lejrene.
Det smarte ved at skanne irissen er, at den ligesom vores fingeraftryk er unik for ethvert menneske.
En irisskanner tager et billede af regnbuehinden, der er den muskel i øjet, som regulerer sammentrækningen af pupillen, og et algoritmisk system bruger så mønstergenkendelse til at vurdere og gemme personens irisprofil. Irisskanneren bruger op mod 20 gange flere datapunkter end et fingeraftryk, hvilket i princippet gør sikkerheden langt bedre.
Krav om irisskanning for at få støtte til at vende hjem
FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR var formentlig blandt de første til at teste de nye biometriske teknologier i begyndelsen af det nye årtusinde. I oktober 2002, et år efter amerikanske styrker havde invaderet Afghanistan, forsøgte UNHCR at registrere afghanske flygtninge biometrisk i Peshawar i Pakistan.
For at få støtte til at vende tilbage til deres hjemland skulle flygtningene lade deres iris skanne hos organisationen.
De efterfølgende år spredte brugen af biometrisk registrering sig også til UNHCR’s flygtningelejre i blandt andet Tanzania, Kenya, Ghana og Djibouti.
Og man oplevede teknologien som så stor en succes, at man i 2013 i en officiel politik fra flygtningehøjkommissariatet byggede en hel strategi op omkring teknologien. UNHCR forventer at registrere op mod ti millioner flygtninge over en periode på ti år.
Det er ikke længere en overvejelse, om biometrisk teknologi overhovedet er fornuftig at bruge i flygtningelejre. Beslutningen er taget, og opgaven har siden været at udvikle et effektivt system.
I takt med at den syriske flygtningekrise udfoldede sig i 2014 og 2015, fortsatte UNHCR med at udvide brugen. Man gik fra at registrere flygtninge i specifikke flygtningelejre til at følge deres bevægelser på tværs af landegrænser.
I dag har organisationen udbredt sine biometriske systemer til hundredvis af steder verden over.
Teknologien er ikke fejlfri
De biometriske systemer fylder ikke desto mindre nødhjælpsverdenen med ambivalens.
Teknologien kan være en kærkommen hjælp for alle de organisationer, som slider med at holde styr på hundrede tusindvis af mennesker i flygtningelejre. Samtidig kan biometrien være med til at sikre, at den rette hjælp når frem til de rette modtagere på en effektiv måde, der forhindrer korruption eller anden misbrug af midlerne.
Ved at forbinde biometrisk registrering med specifikke former for nødhjælp, kan man simpelthen se præcist, hvem der har fået hvilken type mad hvornår.
Fordelene er i den forstand ikke ubetydelige, hvilket selvfølgelig er en væsentlig årsag til teknologiens hastige udbredelse. Den kan gøre mange ellers kaotiske forhold i flygtningelejre meget mindre komplicerede.
Problemet er bare, at de maskiner, der registrerer og indsamler denne form for data, langtfra er fejlfrie. Tyske hackere har for eksempel demonstreret, at det kan lade sig gøre at narre irisskanneren i Samsungs smartphones ved hjælp af blandt andet kontaktlinser.
Udfordringen er samtidig, at mange af de biometriske teknologier nok fungerer gnidningsfrit, når de testes under kontrollerede forhold, men så snart de rulles ud i den virkelige verden i flygtningelejre, opstår der problemer. Irisskannere kan nemt forstyrres af snavs, støv og varme, der ikke ligefrem er fremmede forhold i lejrene. Dertil kommer, at teknologien ofte skal være tilkoblet et netværk for at virke.
UNHCR har selv oplevet væsentlige problemer, hvor netværket ikke har virket, eller hvor andre logistiske og tekniske udfordringer har betydet manglende strøm og forbindelse til nettet.
De tekniske problemer oversættes i disse situationer hurtigt til alvorlige vanskeligheder på jorden. Biometriske systemer, der ikke virker, kan føre til lange køer, forsinkelser i leveringen af nødhjælp og konflikter i lejrene, der kræver fysisk kontrol fra sikkerhedspersonale. Og det kan resultere i voldelige sammenstød, hvis hjælpen til desperate og nødlidende mennesker bliver udsat eller aflyst på grund af tekniske problemer.
Det kan ligeledes have fatale konsekvenser, hvis biometriske systemer ved en fejl registrerer, at en person allerede har modtaget hjælp, selvom det ikke er tilfældet. Og sådanne usikkerheder er nu en del af nødhjælpsarbejdet.
Teknologien omformer mål og ambitioner
De biometriske systemer er ikke bare en tilfældig teknologi, der kan bruges til at effektivisere en række arbejdsgange. Teknologien er i sig selv med til at omforme de politiske mål og ambitioner, som præger det humanitære arbejde.
Mange humanitære operationer foregår midt i konfliktzoner, hvor nødhjælpsorganisationer og statslige aktører som militær og politi typisk samarbejder om at redde liv og skabe orden i kaos. Det betyder også, at der ofte løbende udveksles data, efterretninger og andre typer information mellem de disse aktører, som bruger dem til meget forskellige formål. Og sådanne udvekslinger af data er ikke uproblematiske.
De biometriske registreringer, der af nødhjælpsorganisationer bliver brugt til at sikre mad og sikkerhed til alle flygtninge, kan være til stor gavn for stater eller lokale myndigheder, der ønsker at organisere og kontrollere visse befolkningsgrupper.
Teknologien kan altså ikke blot være til gavn for de nødlidende, men også bruges til at overvåge og holde styr på, hvem der bevæger sig hvorhen, på tværs af hvilke grænser og hvornår. Databaserne kan samtidig bruges til at identificere eventuelle eftersøgte og på den måde være med til at virkeliggøre et regimes ønske om at forfølge specifikke individer eller grupper.
I stedet for at støtte mennesker mod stater, hvilket ellers er UNHCR’s mandat, risikerer organisationen på den måde at ende med hjælpe stater med at kontrollere mennesker gennem teknologien.
Hvem har adgang til UNHCRs data?
UNHCR har som politik, at intet data slettes, og vi aner således ikke, hvor lang tid et menneske vil stå registreret som flygtning, selvom personen ikke længere er på flugt. Vi ved heller ikke præcis, hvem der har adgang til dataene udover UNHCR, og selvom flygtningene i teorien skal give mundtligt samtykke til at få registreret deres data, så peger erfaringerne på, at nødhjælpsarbejderne sjældent får forklaret detaljerne i samtykket, og at flygtningene sjældent forstår de konkrete konsekvenser og risici forbundet med at afgive selvsamme data.
I Kenya har UNHCR eksempelvis en aftale med myndighederne om at dele informationer. Et samarbejde, som blev intensiveret, da man i 2016 fandt ud af, at næsten 25.000 kenyanere havde registreret sig som flygtninge i Dadaab-lejren, selvom man ifølge internationale regler ikke kan være flygtning i eget land.
En lignende situation hersker i Libanon, hvor UNHCR også deler data med myndighederne om syriske flygtninge, uden at nogen rigtigt aner, hvad dataene bruges til, eller om andre end de libanesiske myndigheder i sidste ende kan få adgang til den.
Man skal ikke lede længe for at få øje på mulige problemer. Hvad sker der for eksempel, hvis den syriske regering får fat i en database med oplysninger om, hvilke mennesker der er flygtet fra Assads regime?
I Bangladesh har FN tilsvarende været med til at registrere rohingyaer på flugt ved hjælp af biometriske data, selvom regeringer flere steder har givet udtryk for, at de ikke vil acceptere flygtninge, der identificerer sig som rohingyaer. Kan man så sige, at FN hjælper flygtningene? Der er i hvert fald en alvorlig risiko for, at den smarte digitale teknologi, som skulle gøre en positiv forskel, ender med at bringe mennesker i fare.
Intentionerne er vitterligt gode, men det ændrer ikke ved, at billedet bliver mudret, når spørgsmål om teknologi, data, politik og humanitært arbejde på denne måde smelter sammen.
I sig selv er magten til at tvinge flygtninge til at lade sig registrere biometrisk ikke ukontroversiel. Vi taler ofte om mennesker, som ankommer til lejre med paraderne nede og tankerne på alt andet end datasikkerhed, algoritmer og den slags. Samtidig viser erfaringen fra alle mulige andre brancher, som vi også har været inde på tidligere, at det er vanskeligt at kontrollere, hvad der sker med dataene, når de først er produceret.
Man kan således ikke bare antage, at dataene nødvendigvis vil blive brugt i den gode sags tjeneste og til de gode formål, som de oprindeligt blev indsamlet til.
Indlægget er et uddrag fra bogen ”Forbandede fremskridt – portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker” af brødrene Adam og Johan Moe Fejerskov.
Adam Moe Fejerskov er forsker ved Dansk institut for internationale studier og Johan Moe Fejerskov er journalist ved dagbladet Politiken.
