Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Vi har længe vidst, at teknologiske fremskridt er afgørende for at skabe udvikling og økonomisk vækst i både rige og fattige lande. Der har derfor i årtier været et stort fokus i den humanitære sektor på at overføre nye teknologier til mindre velstillede lande, hvor disse endnu ikke eksisterede, for at hjælpe dem fremad.
Sådan har det i virkeligheden været helt tilbage fra udviklingssamarbejdets spæde begyndelse kort efter anden verdenskrigs afslutning. Samarbejdet blev drevet af en overbevisning om, at økonomisk vækst kunne strømme fra udviklede til udviklingslande, hvis man overførte de etablerede teknologier, der allerede havde hjulpet med at sikre europæiske fremskridt i årtier, hvis ikke århundreder. Det gjaldt specielt teknologier fra landbruget og de tungere industrier.
Op gennem 1960’erne fokuserede store aktører i udviklingsarbejdet som Verdensbanken, USA, Storbritannien og Frankrig, men også mindre lande som Danmark på at sprede kapitalintensive teknologier, der kunne automatisere processer i industrien og i landbruget. Altså maskiner, motorer, arbejdskøretøjer som traktorer etc.
Tekniske eksperter blev sendt af sted fra Vesten og sat til at hjælpe med at gennemføre projekter, som benyttede nye teknologier, især til at anlægge nye veje, udbygge elnettet og skabe andre former for fysisk infrastruktur.
De hvide elefanter træder ind på scenen
De store infrastrukturprojekter havde dog svært ved at leve op til forventningerne og kickstarte den økonomiske revolution, man havde håbet på. I 1970’erne blev den manglende effekt af de overførte teknologier i stigende grad anerkendt, ikke mindst fordi den almene befolkning i udviklingslandene ikke kunne mærke mange forbedringer fra teknologierne.
Det var på denne tid, at de såkaldte hvide elefanter begyndte at dukke op: anekdoter og eksempler på mislykkede teknologioverførsler, hvor de lokale behov og omstændigheder var blevet overset.
Det kunne være, at man havde doneret en lang række elektriske brønde til landsbyer, hvor der ingen adgang til strøm var, givet en traktor til nogle bønder, der ikke havde adgang til benzin, eller at den ‘hjælp’, der i det hele taget blev ydet, krævede store ressourcer for at blive vedligeholdt. Som en konsekvens skiftede udviklingsarbejdets teknologifokus.
I de følgende år blev man snarere optaget af at tilpasse teknologier til den lokale kontekst og gøre dem effektive. Gradvist falmede den humanitære sektors interesse for teknologi, og da vi ramte 1990’erne, blev fokus et helt andet. Muren var faldet, og den vestlige liberalismes stærke idealer om frihed og individualisme så ud til at have vundet.
Tiden var nu inde til at bringe den menneskelige del af udviklingsarbejdet i centrum, og FN fik en central rolle i arbejdet med at skabe bedre uddannelse, sundhed og ligestilling rundt på kloden.
Teknofilantropisterne træder ind på scenen
Når der i disse år igen er kommet et stærkt fokus på teknologien i den humanitære sektor, skyldes det ikke mindst en ny gruppe af amerikanske filantroper og private fonde, der er opstået i kølvandet på den enorme akkumulering af værdi og velstand, som har karakteriseret de sidste årtier.
Flere af disse personer, med Bill Gates og Mark Zuckerberg i spidsen som repræsentanter for en ældre og en yngre generation, har Silicon Valley som deres ideologiske afsæt. De har begge enorme forventninger til deres evne til at ændre verden og drive det, de ser som en global revolution gennem teknologiske eksperimenter og innovation. Ambitionen er ikke længere bare at overføre moderne teknologier, der har vist deres værd i Vesten.
Det handler i stedet om at afprøve ny teknologi direkte i verdens fattigste lande og brændpunkter med målet om at skabe intet mindre end en revolution. Denne gruppe af aktører kaldes også ofte filantrokapitalister eller teknofilantropister, fordi de har en dyb tro på fordelene ved det kapitalistiske samfund og den teknologiske innovation.
Deres filantropiske gøren og deres private fonde er, ligesom de virksomheder, der har gjort dem så svimlende rige (ikke mindet techgiganterne Facebook og Microsoft), formet af en forestilling om individets, markedets og samfundets fremskridt gennem teknologien. Som Bill Gates er citeret for at have sagt: ”Kapitalismen har fungeret glimrende. Dem, der har lyst, kan bare flytte til Nordkorea.”
Vilde eksperimenter
Zuckerberg, Gates og de andre deler og idealiserer en fortælling om nørderne, der brugte deres ungdom på at kode i deres forældres garager og på deres kollegieværelser. De havde ikke brug for det etablerede system, droppede ud af berømte universiteter og vendte ryggen til ellers sikre og velbetalte karrierer.
I stedet byggede de deres egen succes på nye teknologiske opfindelser, der skulle gøre verden til et bedre og mere åbent sted. De repræsenterer en tankegang om, at fremgang først og fremmest skabes gennem teknologier, og at man er nødt til at eksperimentere vildt og voldsomt med teknologien for at finde frem til de allerstørste innovationer. For virkelig at gøre en forskel. Det er denne tankegang, som er godt i gang med at blive en del af, hvordan man i den humanitære sektor løser udfordringer i fattige lande.
Private fonde har historisk spillet en vigtig rolle i spredningen af videnskab og teknologi fra rige til fattige lande. De har finansieret internationale netværk og forskningsinstitutioner, der har produceret og formidlet viden, og de har deltaget i projekter og programmer, som har påvirket sociale og kulturelle forhold verden over.
Rockefellerfonden forsøgte sig for eksempel med at sprede vestlig medicin og medicinsk viden til Asien og især Kina fra 1920’erne og fremefter. Håbet var at indlede en teknologisk revolution i det kinesiske samfund.
Fonden har ligeledes været dybt engageret i at udvikle nye modificerede afgrøder i både Latinamerika og Asien og stod bag det, vi kender som ”Den Grønne Revolution”, der introducerede nye landbrugsteknologier rundtom i verden.
Mængden af denne type projekter er eksploderet de seneste årtier. Zuckerberg annoncerede i 2016, at han vil sælge aktier for op mod 13 milliarder dollars, som skal bruges til at gøre en forskel for udsatte i verden.
Derfor stiftede han sammen med sin kone, Priscilla Chan, fonden Chan Zuckerberg Initiative, der i løbet af få år har opbygget en organisation med flere hundrede ansatte.
Et af fondens store mål er at støtte forskningen, så det bliver muligt at kurere eller ligefrem udrydde alle sygdomme i løbet af deres børns levetid. Det skal blandt andet ske ved at nedbryde siloer i sundhedssektoren og uddannelsessystemet.
”Vi mener, at bedre samarbejde mellem forskningens og teknologiens verden er en nøgle til at sikre flere mennesker en reel chance for at leve sunde og meningsfulde liv,” har Priscilla Chan sagt til det amerikanske medie CNBC.
Chan Zuckerberg Initiative befinder sig stadig i opstartsfasen, men har allerede høstet roser for sine ambitioner navnlig hos Bill Gates, som står i spidsen for den private fond, som går forrest i det humanitære arbejde.
Fejlslagne eksperimenter
Bill og Melinda Gates Fonden bygger på den formue, som Gates skabte på Microsoft. Den har en pengetank på flere end 400 milliarder kroner, og den giver årligt et beløb svarende til omtrent 30 milliarder kroner ud til forskellige velgørende formål.
Fonden er en massiv politisk og økonomisk kraft, der investerer massivt i medicinske og teknologiske eksperimenter og forskning, som har til formål at skabe markante forandringer for fattige mennesker og fattige lande. Og den har i kraft af sin størrelse og sine mange penge en chance for at gøre en forskel der, hvor fonden vælger at engagere sig.
Et af fondens store teknologiske projekter er bestræbelserne på at opfinde et nyt toilet. Hvert tredje eller 2,5 milliarder mennesker på jorden har ikke adgang til ordentlige sanitære forhold, og der er dermed tale om et af de største globale problemer.
Der er i dag større chance for, at en person har adgang til en mobiltelefon end et toilet. Tidligere har svenske ingeniører forsøgt sig med udviklingen af det, der kom til at hedde ”PeePoo Bag”, en pose af bionedbrydeligt materiale, som man kunne besørge i og efterfølgende snurre sammen.
Efter en rum tid var afføringen blevet omdannet til gødning, som kunne sælges til en landmand eller bruges i den lokale køkkenhave. Teknologien i sig selv var smart, men det lykkedes aldrig at masseproducere den, inden det svenske firma, der havde opfundet den, gik konkurs.
Problemet var blandt andet, at folk ikke brød sig om at opbevare deres afføring i baghaven. Og sådan er det ofte. Det ene teknologiske eksperiment efter det andet falder til jorden som følge af kulturelle eller andre menneskelige barrierer, hvilket også har kendetegnet mange af Gates Fondens forsøg.
Toilet til 7.000 dollars
Fonden igangsatte i 2012 en konkurrence om at fremstille det næste toilet, og som det typisk er med de projekter, fonden involverer sig i, var det hovedsageligt større vestlige forskningsinstitutioner og universiteter, der deltog i konkurrencen.
Opgaven lød på at opfinde et toilet, der var egnet til en familie i et udviklingsland, og som kunne omdanne afføring til drikkevand og energi. Man skulle i princippet kunne oplade sin iPhone på toilettet.
California Institute of Technology fra den amerikanske vestkyst vandt førstepræmien for et toilet, der kunne producere brint og elektricitet.
Toilettet havde dog en pris på omtrent 7.000 kroner. Og det er ikke ligefrem uproblematisk at installere et så dyrt og teknisk avanceret toilet i en landsby, hvor folk lever for under halvanden dollar om dagen.
Tænk på de hvide elefanter, altså alle de teknologier, som blev eksporteret til Afrika for at gøre en forskel, men som faldt til jorden i 1960’erne og 70’erne, for eksempel elektriske brønde til landsbyer uden strøm eller traktorer til steder, hvor der ikke var råd til diesel. Det kan altså blive dyrt for en familie at reparere det højteknologiske toilet, som også må tænkes at invitere til tyveri.
De mennesker fra det amerikanske universitet, der udviklede toilettet, var utvivlsomt eksperter i de tekniske processer, der omhandler omdannelsen af afføring til hydrogen, men de vidste åbenbart ikke meget om den kontekst, hvor denne nye teknologi skulle bruges.
Hans forslag til en løsning på de manglende toiletter var en anelse mere realistisk: Grav et hul i jorden.
Jason Kass, der har stiftet organisationen ”Toilets for People”, forklarede problemet med denne tilgang meget præcist, da han sagde, at fonden begik den fejl at behandle opgaven, som var det et moderne produkt, der skulle udvikles til Microsoft, med skyhøje budgetter og ingeniører fra verdens førende institutioner. Hans forslag til en løsning på de manglende toiletter var en anelse mere realistisk: Grav et hul i jorden.
Teknologipakker til fattige afrikanske bønder
Ambitionen om at opfinde et nyt toilet var selvsagt spektakulær, og den blev viderebragt i alverdens medier. Gates Fonden står dog også bag mindre opsigtsvækkende, men ikke desto mindre omfattende forsøg i verdens fattigste lande.
I 2006 stiftede fonden sammen med Rockefellerfonden det, der i dag er det formentlig største teknologiske fondsprojekt inden for landbruget. ”Alliance for a Green Revolution in Africa” eller bare AGRA har til formål at udvikle og give såkaldte teknologipakker til fattige landmænd, som skal hjælpe dem med at drive et mere effektivt landbrug.
Ideen er i teorien god, nemlig at skabe en ny grøn revolution ved at udvikle nye såsæd, som kan give landmændene et større udbytte af deres marker. Ambitionen er simpelthen at tilbyde landmændene nye typer frø, som giver planter, der vokser bedre og højere, og som derfor i sidste ende giver en bedre høst.
Problemet med mange af de nyudviklede såsæd er dog, at de kræver omfattende mængder af kunstgødning, pesticider og kunstvanding for at gro ordentligt, og at de risikerer at ende med at udpine jorden over tid. Hver sæson forventes landmændene at købe både nye såsæd (fordi planterne er etårige og derfor ikke kommer igen næste år), kunstgødning, pesticider og kunstvanding.
Det er ofte en stor investering, som skal betales tilbage med en betydelig del af høstudbyttet. De år, hvor høsten slår fejl, og det gør den oftere og oftere som følge af klimaforandringerne, er landmændene ikke i stand til at tilbagebetale deres lån og må optage ny og større gæld.
I Indien har denne uheldige cyklus ført til massive selvmordsrater blandt de landmænd, der ikke har råd til at betale deres gæld tilbage.
Siden 2013 har mindst 12.000 indiske landmænd begået selvmord hvert år. Mange tager deres eget liv ved at drikke pesticider. En symbolik, der ikke er til at tage fejl af.
Læs også: Knud Vilbys blogindlæg om selvmord blandt Indiens bønder Færre selvmord og bedre jordstruktur
Kritikken af AGRA, der både kommer fra organisationer, som repræsenterer småbønder, og den akademiske verden, går på, at den teknologiske hjælp hovedsageligt kommer de større landbrugs- og kemikalievirksomheder til gode, fordi det er disse, som udvikler og sælger de nye frø og den kunstgødning, som landmændene skal bruge i store mængder hvert år for at sikre et ordentligt udbytte af markerne.
Gates Fondens modsvar lyder, at organisationen hele tiden lærer og bliver klogere af den dialog, den har med landmændene. Og det er et ræsonnement, der ofte høres fra de organisationer, som sætter deres lid til teknologiske eksperimenter – at de begår fejl, men at det vigtigste er, at de lærer af dem.
Gates selv forsvarer fondens tilgang til landbrug ved at sige, at debatten om genetisk modificerede organismer, altså for eksempel nye såsæd, er en ideologisk kamp mellem dem, der går ind for ny teknologi, og dem, der modsætter sig udviklingen.
”Intet væsentlig bidrag”
At det ikke er nemt at skabe store forandringer med nye radikale teknologier, har Gates Fonden ad flere omgange måttet sande.
Hvert år giver fonden penge til en videnskabelig konkurrence om netop at udvikle nye teknologier, og da Bill Gates i efteråret 2014 gik på scenen under ”Grand Challenges”, som konkurrencen hedder, for at fortælle om udbyttet af de første ti udgaver, var hans ydmyge besked, at ud af de mange projekter med avanceret teknologi og innovation, der var sponsoreret for i alt en milliard dollars, havde ingen ydet et væsentligt bidrag til at forbedre sundhed i u-landene.
Alligevel er de private fonde gennem det seneste årti blevet mere og mere optaget af at eksperimentere med høj risiko for fejl eller ligefrem fiaskoer i deres forsøg på at udvikle nye teknologier, der kan skabe radikal forandring rundtom i verden.
De er fuldt ud bevidste om, at de tager store chancer, og at størstedelen af deres indsatser formentligt vil fejle, men den risiko løber de gerne.
Faglig viden får sparket
Et andet eksempel på denne risikovillighed er de såkaldte sociale innovationslaboratorier, som er blevet et enormt hit blandt de private fonde og humanitære aktører. Der er tale om eksperimenter, der har til formål at finde innovative teknologiske løsninger på humanitære problemer. Og det skal gå stærkt. Vanvittigt stærkt. Så tidligt som inden for to måneder skal projekterne producere prototyper og eksperimentere med løsninger på et konkret problem.
I laboratorierne anses faglig viden ofte for at være unødvendig eller uproduktiv, fordi man mener, at fagfolk er bundet af forældede normer og traditioner. Gamle normer er en hæmsko, når man vil skabe radikale forandringer gennem teknologi. Og hvordan skal man så konkret forstå disse sociale laboratorier?
Rockefellerfonden bryster sig for eksempel af at have bragt en venturekapitalist og en sms-ekspert sammen for at designe løsninger til småskalafiskeri og lokale kystsamfund. Ingen af de to eksperter anede noget om lokale kystsamfund eller fiskeri i mindre skala, og deres løsningsforslag var derfor ikke farvet af eksisterende erfaringer på området.
Hvad der kom ud af forsøget, melder fonden dog ikke noget om. Formålet med sådanne forsøg er ikke bare at forbedre eller tilpasse et system, men at ændre det radikalt, og det indebærer, at man er at tager nogle chancer og lave fejl fra tid til anden.
Som den nu tidligere direktør for Gates Fonden, Microsoft-milliardæren Jeff Raikes, da han i 2010 tiltrådte sin stilling: ”Vi skal lave nogle risikable ting, nogle spekulative ting for at prøve at se, hvad der virker, og hvad der ikke virker.”
Det er til gengæld mere uklart spørgsmål, hvad der egentlig sker, når eksperimenterne går galt. Omverdenen hører sjældent om, hvilke konsekvenser fiaskoerne har, når fondene udfører forsøg med mennesker, der ikke har meget at stå imod med.
Indlægget er et uddrag fra bogen ”Forbandede fremskridt – portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker” af brødrene Adam og Johan Moe Fejerskov.
Det er andet af tre uddrag fra bogen, som Globalnyt bringer på denne plads. Første uddrag var ”Fingeraftryk og førstehjælp.
Adam Moe Fejerskov er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Johan Moe Fejerskov er journalist ved dagbladet Politiken.
