Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Fra scenen i den nordiske FN-by i København proklamerede den daværende danske udviklingsminister, Venstres Ulla Tørnæs, i december 2017, at Danmark som det første land i verden var klar til at bruge blockchain som et våben i kampen for menneskerettigheder. Alverdens medier var med på historien, og selv The New York Times skrev om de innovative danskere, der ville bryde vanetænkningen og lade den nye teknologi bekæmpe fattigdom.
Baggrunden var, at Danmark havde finansieret en rapport med titlen ”Hack the future of development aid”.
Udviklingsbistanden og det humanitære arbejde sad fast i gammel tænkning og skulle revolutioneres gennem ny teknologi, lød det i rapporten. Som det hed sig: ”Udviklingsbistand er langsomme penge, mens crypto er hurtige penge”.
Teknologisk innovation kan lave risici om til muligheder, og Danmark skal sørge for hurtigt at kaste sig ud i nye eksperimenter, forklarede rapporten, og et af forslagene var, at Danmarks udviklingsbistand skulle lægges i skyen, og så kunne potentielle modtagere selv ’logge på’ og bede om at få hjælp til dette og hint. Måske en interessant idé i teorien, men også ude af trit med, hvad der er muligt og effektivt i virkeligheden.
Store forventninger til blockchain
Centralt stod også kryptovalutaer og blockchain, altså teknologi, der kan bruges til at registrere bevægelser med penge, skøder eller andet, som i princippet ikke kan kompromitteres eller manipuleres, fordi det befinder sig i en lukket digital protokol, der registreres samtidig på tusindvis af computere i et netværk.
Forventningerne til brugen af blockchains i udviklingsarbejdet var og er store. Fortalerne lægger vægt på, at blockchain gør det muligt at udrydde overflødige mellemmænd i udviklingsbranchen, ofte forstået som korrupte bureaukrater eller finansielle institutioner, for eksempel banker, der tager overpris for pengeoverførsler, og som æder af den bistand, som egentlig skulle gå til at forbedre vilkårene for verdens fattigste.
Ved at fjerne mellemmændene eller disintermediering, som det også kaldes, kan man desuden reducere risikoen for korruption. Midlerne kan overføres direkte fra donor til modtager, uden at andre indblandes og er med til at øge risikoen for misbrug.
Samtidig kan man erstatte papirdokumenter, som i dag nemt kan manipuleres, med digitale beviser på for eksempel ejerskab af jord og andre rettigheder gennem blockchain.
Allerede i dag forsøger en lang række store toneangivende organisationer at arbejde med blockchain i udviklingslandene. Dog med blandet succes. Det gælder blandt andre Verdensbanken, der lancerede sit Blockchain Lab i 2017, og ikke færre end 15 af FN’s organisationer.
Der snakkes imidlertid mere, end der reelt handles, og i langt de fleste tilfælde er der fortsat tale om små pilotprojekter.
Indkøb med øjet
En af de organisationer, der rent faktisk eksperimenterer med reelle projekter, er FN’s Verdensfødevareprogram, WFP. Siden 2017 har WFP haft gang i et større pilotprojekt i Jordan og Pakistan, der kaldes Building Blocks, og som skal innovere måden flygtninge modtager nødhjælp på.
I stedet for at dele sække med ris eller anden mad ud, som man traditionelt har gjort, eller i stedet for at give flygtningene vouchers og hævekort, som de kan bruge i lokale supermarkeder, ser den nye proces sådan her ud:
Når de syriske flygtninge ankommer til lejrene i Jordan, registreres de med deres biometriske og biografiske data. De får taget billeder af deres iris og får scannet deres fingeraftryk på begge hænder, samtidig med at de fortæller, hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de har lavet tidligere, og hvem deres familie er.
Den proces tager cirka ti minutter, og så har de givet al personlig information til den lokale organisation, der administrerer lejren, typisk UNHCR eller en anden FN-organisation.
For hver familie udpeges så en ansvarlig, typisk familiens mor, der fungerer som indkøber og overhoved for familien, når det gælder nødhjælp.
Afhængigt af familiens størrelse har hun nu et fast beløb hver måned til at købe ind for i de supermarkeder, der er tilgængelige i lejren. Men hun behøver ikke medbringe noget til butikken, intet kort eller voucher, der angiver, hvad hun har.
Hun går bare ned i butikken og vælger de varer, hun skal bruge. Måske ris, aubergine og hvidløg, det er jo ikke, fordi udvalget er kæmpestort her. Oppe ved kassen sker magien så.
Kvinden kigger ind i en irisscanner, der verificerer hendes identitet og skaber forbindelse til et system, der tjekker hendes ’saldo’ og holder det op imod varerne, hun har valgt. Går det hele i orden, tager hun varerne med sig og begiver sig hjem for at lave mad.
Indbetalingen fra WFP, udbetalingen til flygtningene og deres forbrug i de lokale butikker registreres udelukkende gennem en privat blockchain, hvilket gør det nemt at overskue transaktionerne og følge pengenes bevægelser. Helt uden at involvere banker og andre mellemmænd.
I stedet for at flygtningene skal stille sig op i en lang kø og udelukkende kan få nødhjælp i form af mad eller tæpper, får de mulighed for selv at bestemme, hvad de har brug for.
Lige præcis i Jordan er systemet, som benytter sig af en variant af kryptovalutaen Ethereums klient, integreret med det biometriske identifikationssystem, som firmaet IrisGuard leverer.
Urealistiske forventninger
WFP’s pilotprojekt er både fascinerende og provokerende i sit forsøg på at introducere ret så radikal teknologi til hundredtusindvis af syriske flygtninge. Overordnet set kan det dog siges, at forventningerne til, hvilken forskel blockchain kan gøre for at afhjælpe fattigdom, er en kende urealistisk.
Ideen om at skrive flygtninges menneskerettigheder ind på en blockchain, som skal kunne tilgås på mobiltelefonen, er god på papiret, men dens effekt i praksis er mere tvivlsom. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at fængselsvagter i for eksempel Etiopien vil afholde sig fra at banke en politisk fange, alene fordi fangen med blockchain kan fremvise sine rettigheder på en telefon.
Det samme kan man sige om ideen om at bruge blockchain til at bevise, hvem der ejer et stykke jord eller en ejendom. Forskning viser nemlig, at fattiges ejerskab af jord eller ejendom typisk er indlejret på indviklet vis i sociale relationer og identiteter og altså ikke nødvendigvis kan opgøres i et enkelt dokument.
Man skal samtidig huske, at der stadig er rig mulighed for at manipulere med teknologien, hvilket kan få uoverskuelige konsekvenser for de familier, som risikerer at miste ejerskabet over deres ejendom.
Blockchain ser i sin nuværende form hovedsageligt ud til at kunne løse problemer, der i dag er forårsaget af dårlige bogholderisystemer og usikre pengeoverførsler. Det er ikke et ubetydeligt fremskridt, men det er heller ingen revolution af fattigdomsbekæmpelsen.
Man skal huske, at forskningen viser, at arbejdet med at skabe udvikling ikke kun handler om simple overførsler af ressourcer fra rige til fattige, men om at skabe varig social og økonomisk udvikling.
På den front mangler blockchain endnu at bevise sit potentiale til at skabe nybrud. Hvis man gerne vil skabe markante forandringer, tyder alt på, at man bliver nødt til at stille grundlæggende spørgsmål til den måde, vi tænker og udfører vores humanitære arbejde på i dag.
Det vil efter alt at dømme ikke være nok at levere de samme løsninger på en ny måde ved hjælp af nye digitale teknologier.
De gode droner
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at flere humanitære organisationer i de kommende år vil kaste deres kærlighed over de gode droner, som vi var inde på i indlægget Fingeraftryk og førstehjælp ( /content/silicon-valley-skal-redde-verden-fingeraftryk-og-foerstehjaelp).
Deres udbredelse vil stige, blandt andet i takt med at dronerne falder i pris. Spørgsmålet bliver, om en teknologi, der i udgangspunktet har været forbundet med død og ødelæggelse, også kan omdannes til at gøre en forskel for verdens fattige i mere end bare enkelte projekter. Og om organisationerne får succes med at løfte denne opgave.
Måske lyder det banalt, men det afgørende i den forbindelse bliver, hvordan organisationer og myndigheder konkret bringer teknologien i spil. For selvom teknologien udvider mulighederne for den humanitære sektor, rejser den også et væld af praktiske og etiske spørgsmål om sikkerhed og ikke mindst privatlivets grænser.
Vi skal huske, at den samme teknologi kan bruges på mange måder. Vi har set droner overvåge havet ved Lesbos for at hjælpe flygtninge i nød. Men vi har også set droner af samme type blive brugt til at forhindre andre flygtninge i at få adgang til Europa eller til at dræbe oprørere i Mellemøsten eller Nordafrika.
Eksperimenterne kan koste dyrt
Fælles for alle de mange teknologiske eksperimenter er, at private fonde og udviklingsorganisationer i deres iver efter at gøre en forskel her og nu bruger mange ressourcer på at forfølge alverdens smarte løsninger, som risikerer aldrig at komme til at gøre en forskel for de mennesker, der rent faktisk har brug for hjælp.
Teknologi i sig selv er næppe svaret på humanitære problemer som hungersnød og oversvømmelser.
Ja, der er et stort behov for, at organisationer, myndigheder og andre aktører i den humanitære sektor tænker nyt og stort i jagten på løsninger, der for alvor kan redde menneskeliv og gøre en forskel for verdens fattigste.
Men der er også et stort behov for at stille spørgsmål til den type teknologi, man udvikler og afprøver, således at den ikke ender med at få den modsatte effekt af, hvad man i virkeligheden ønsker.
De mange teknologiske eksperimenter kan utvivlsomt føre til vigtige fremskridt for verdens fattigste, men der er også en fare for, at meget vil falde til jorden.
Det humanitære arbejde har altid været bygget op omkring det stærke imperativ om ikke at gøre nogen skade, men med denne drejning mod nye teknologier risikerer den humanitære branche at undergrave årtiers legitimitet og god vilje, når der jongleres med sårbare befolkningers liv.
Indlægget er et uddrag fra bogen ”Forbandede fremskridt – portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker” af brødrene Adam og Johan Moe Fejerskov.
Det er andet af tre uddrag fra bogen, som Globalnyt bringer på denne plads. Første uddrag var Fingeraftryk og førstehjælp og andet uddrag var Fonde med gigantiske muskler.
Adam Moe Fejerskov er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Johan Moe Fejerskov er journalist ved dagbladet Politiken.
