Den er nemlig ikke blot velvære for øjet, men fortæller om de mange forskellige aspekter af silkeavl, om silkens rolle i Indiens kultur og historie og om silkeruterne gennem tiden.
Lad mig indrømme: Jeg havde ikke ventet at blive grebet af læsningen om indisk silkeavl, om silkeormene, om produktion af silkestoffer, om morbær-, tasar- og erisilke, hvor meget jeg end elsker tøj lavet af silke.
Men det blev jeg. Jeg kunne også lide beretning af den kejserlige historiker Procopius, som fortæller, at to kristne munke smuglede æg fra morbær silkeormen i en udhulet stok fra Kina til Konstantinopel, gav æggene til den byzantinske kejser Justinian I og således lagde grunden til silkeproduktion i det østlige Middelhavsområde.
Det gør ikke så meget, at historien formentlig ikke er sand, da silkeormenes æg næppe kunne have overlevet rejsen fra Kina og nok er hentet fra det nærliggende Persien, der allerede havde silkeproduktion.
Det mener i hvert fald bogens forfattere, og de ved, hvad de snakker om.
Forfatterne er Ole Zethner, Rie Koustrup og Dilip Barooah, og skulle der ringe en klokke ved de to første navne er det ikke så mærkeligt.
Ole Zethner og Rie Koustrup udgav nemlig i 2007 bogen ”Silkens veje – gamle tråde og nye netværk”, der har fokus på silke og silkeavl i Europa og Danmark og fulgte den op året efter med ”African Ways of Silk: Ancient Threads- New Possibilities”.
Men allerede i 1980 skrev Ole Zethner den første samlede bog om silke på dansk ”Silke – et naturprodukt”, inspireret af oplevelser i Pakistan, Bangladesh og Indien.
Han, der blev forstkandidat i 1960 og lic.agro (entomologi )i 1964, har forsket i insekter og kontrol af skadevoldere ved universiteter og institutioner i både Danmark, USA, Pakistan og Bangladesh, Gambia og Kenya, arbejdet som skovbrugsplanlægger i Marokko, været studievejleder for Danida-stipendiater ved Landbohøjskolen og u-landskonsulent i Danagro og Scanagri.
Rie Koustrup er uddannet lærer og man sporer hendes pædagogiske kunnen i bøgernes lettilgængelige form og nyttige informationer. Hvordan ved man, om man har silke og ikke kunststof i hånden? Det får man svar på.
Siden Ole Zethners pensionering har silke og silkeavl haft topprioritet for ægteparret Zethner-Koustrup, og en ny bog er allerede på trapperne.
“South Asian Ways of Silk. A Patchwork of Biology, Manufacture, Culture and History” har de skrevet sammen med 10 medforfattere fra Bangladesh, Bhutan, Indien, Myanmar, Nepal, Pakistan og Sri Lanka.
At det er miljøvenligt at gå i silke og at tusinder og atter tusinder af fattige kvinder lever af silkeavl, gjorde det ikke mindre interessant at læse ”Indian Ways of Silk.”
Og inden den nye bog om silken og dens veje i Sydasien udkommer så læs om den indiske silke. Det er en appetitvækker.
”Indian Ways of Silk. Precious Threads Bridging India’s Past, Present and Future” af Ole Zethner, Rie Koustrup og Dilip Barooah. 128 sider, gennemillustreret i farve. Engelsk tekst. Indbundet. 2. udgave 2014. Bhabani Print & Publication, Guwahati, India. En mindre del af oplaget er hos forlaget Koustrup & Co. Pris 250 kr.