Indtryk fra et debatmøde i forlængelse af FN-forbundets repræsentantskabsmøde i december 2007; bragt i forbundets seneste elektroniske nyhedsbrev for januar
Af Lars Kjærgaard
medlem af FN-forbundets repræsentantskab
Repræsentantskabet havde besøg af Jakob Simonsen, der er direktør for UNDPs nordiske kontor i København og af chefen for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Nanna Hvidt.
Krisen er tydelig i FN og i FNs under- og særorganisationer, men den får også konsekvenser for NGOer inden for samme arbejdsfelt. Samtidig er mange stater så “gennemhullede”, at der er behov for internationalt organiserede NGOer, ligesom globalisering på alle livets områder betyder større og større behov for matchende internationale GOer på disse områder.
Anarkiet i international politik er måske ved at blive en hæmsko for udvikling, og ikke kun i u-lande.
Status for FN nu
Jakob Simonsen beskæftigede sig især med, hvordan FNs og FN-systemets status var lige nu og konsekvenserne heraf. Han så en krise heri, for der er et åbenlyst behov for globale løsninger på adskillige globale problemer.
En del af krisen er imagemæssig, fordi det ikke har været muligt for FN at spille nogen væsentlig rolle i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien og i Irak. Men heri er der naturligvis også et problem i sig selv.
På udviklingsområdet er der opstået flere aktører, og det betyder, at den koordinatorrolle, som FN og specielt UNDP har haft og bør have, er blevet vanskeligere.
Disse andre aktører har egne dagsordener samtidig med at de også har meget store ressourcer. Det gælder private rigmænds fonde (f. eks. Bill Gates og George Soros) og det gælder multinationale koncerner, der profilerer sig ved Corporate Social Responsability.
Bistandsgivende lande har desuden ganske mange andre dagsordner end blot udvikling i modtagerlandene.
Hvad angår globale offentlige goder som f. eks. klimaet, er det nye og ikke tidligere dyrkede FN-områder. Det er vanskeligt for FN virkeligt at sætte en global og overordnet dagorden herom, når landegrupper og lande har så forskellige politiske og økonomiske vinkler på disse problemer.
På samme måde er det med en del andre FN-arbejdsområder.
Når FN ikke reelt kan magte og matche disse nye udfordringer og arbejdsopgaver har det flere årsager.
Det er vanskeligt at skabe varige globale løsninger, når hvert land har én stemme, og så mange skal blive enige. Det hidtidige intergovernmentale system bliver i tiltagende grad utilstrækkeligt.
Den gamle ordning fra efterkrigstiden med de 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet med vetoret er heller ikke tidssvarende, når de globale magtforhold er i skred.
Nye lande er på vej til at blive stormagter på globalt plan: Indien, Brasilien og måske Nigeria eller Sydafrika. Aspirationerne hos disse lande bakkes op af større landegrupper, f. eks. G77. Samtidig er EU opstået som en ny aktør på ruinerne af Frankrigs og Storbritanniens stormagtsstatusser.
USAs specielle egenrådige supermagtspolitik, der negligerer FN-systemet, er selvsagt også et problem.
Men USAs kritik af FN-systemet som ineffektivt er desværre rigtig langt hen ad vejen, selv om den måske også er urimelig.Verdensorganisationen har ikke videreudviklet sig i takt med det internationale politiske systems ændringer. Men den multilaterale holdning i medlemslandene er også mindre udtalt end tidligere.
Jakob Simonsens baggrund for disse vurderinger er 26 års arbejde forskellige steder i UNDP.
Den nationale politik og de globale problemer og løsninger
Nanna Hvidt tog udgangspunkt i de ændringer, der er sket i vilkårene for at drive politik i f.eks. Danmark. Det meste af den politiske organisering, herunder NGOerne er slet ikke gearet til den globale udvikling, som sker for tiden.
Vi taler om globalisering, men er i grunden ikke rigtig klar til at tage fat om de problemfelter og nye politikområder, som opstår heraf.
Den vigtigste statslige aktør i international politik er stadig USA, men reelt kan EU matche USA og Kina er stærkt på vej. Indien følger lige efter om få, men lidt flere år. Og der kommer flere til, der kræver en plads i det internationale system.
Kun militært står USA stadig stærkt i front. De nuværende organer og fora kan ikke, som de ser ud nu, bruges hertil.
Men der er andre aktører, der har stor økonomisk magt. De store transnationale selskaber har større økonomier end mange FN-medlemslande.
Og der er NGO-aktører, der internationalt har politisk magt. Al Quaida hører til i denne gruppe f. eks.
Det er en overdrivelse at kalde det et Clash of Civilizations, men der er tale om en modsætning mellem de hidtidige organisatoriske muligheder og de stedfundne nyudviklinger i aktørkreds og balancen mellem aktørerne.
Nanna Hvidt nævnte nogle eksempler på, hvordan de nye udfordringer er ved at ændre på organiseringen.
NATO er holdt op med at koncentrere sig om at forsvare det nordatlantisk-vesteuropæiske område og laver i stedet “out of area”-operationer. Har vi egentlig opdaget det, og er det mon rimeligt, at en sådan “tilfældig” gruppe af lande står for sådanne opgaver, spurgte hun.
EU har lignende aspirationer. De hæmmes dog endnu af kravet om enstemmighed. Og den sidste aftale med AVS-landene er ikke det gennembrud for nyorganisering af de mellem-økonomiske forhold, som nogen havde håbet.
I FN er tonen blevet skarpere. De hidtidige u-lande vil ikke længere finde sig i at blive tilsidesat eller blot være klienter med trang.
Afrika vil ikke finde sig i at blive holdt uden for den økonomiske globalisering af velstand. Konfliktområder vil ikke finde sig i, at USA, NATO eller EU bestemmer vilkårene for humanitær intervention.
Der er ganske vist flere FN-operationer end før, men også mange, der ikke er det. Vægten på militære operationer og dermed Sikkerhedsrådet svækker de øvrige organer i FN.
Breton-Woods-institutionerne på det økonomiske område (Verdensbanken og Valutafonden, red.) har nok også overlevet sig selv. De matcher slet ikke den nuværende globaliserede økonomi.
På bistandsområdet er der i nogle lande noget nær kaos, f.eks. når der i Tanzania optræder 100 forskellige aktører. Og vi har stadig ikke en fælles måleenhed på pengeområdet.
NGOer i de europæiske lande, der hidtil har haft en afgørende rolle i u-landsbistanden, risikerer i stigende grad at komme til at træde i baggrunden, fordi multinationale selskaber og samarbejder mellem de hidtidige u-lande samt donorer fra nyrige lande træder mere og mere frem og overtager frontpositionen.
Multilaterale fora til globale problemer
Nanna Hvidt gav udtryk for, at multilaterale fora og løsninger er nødvedige, fordi problemerne er globale. Bilaterale og enkeltorganisations-projekter er ikke den fremtidige måde at lave u-landsbistand på.
I FN-systemet findes en del vedtagelser, der er fremtidsrettede og problemløsende, men det kniber med at føre dem ud i livet på grund af de hidtidige og forældede magtstrukturer. Der er noget at bygge på.
Civilsamfundene har betydet meget på det normative område. Det peger fremad, at der på områder som f.eks. menneskeret og klima findes sådanne organiseringer.
NGOer såsom FN-forbundet må tage fat på den opgave at ændre de hidtidige organisatoriske forhold. Derfor må NGOerne også selv blive globale. De må danne internationale netværk.
Nanna Hvidt har før sin ansættelse som DIIS-direktør haft stillinger både i FN og Danida.
