Sindslidelser er et globalt problem af et omfang, som de færreste gør sig klart. Omkring en milliard mennesker lever med en sindslidelse, heraf 300 millioner med depression og 27 millioner med skizofreni, og problemet er voksende.
Manglen på handling er så udtalt, at den berømte Harvard-professor Arthur Kleinmann har kaldt den ”a failure of humanity”.
Problemet er stort og voksende
Indtil 1996, da det store Global Burden of Disease studie udkom, kunne man med en vis ret hævde, at ingen rigtig vidste, hvor stort et problem mental sygdom var, især i udviklingslandene. Studiet introducerede et mål for sygdomsbyrde, kaldet DALY (som står for Disability-Adjusted Life Years), som for første gang gjorde det muligt at måle den byrde, en given sygdom repræsenterer.
Sindslidelser er især et stort, overset problem i udviklingslandene, hvor sundhedsstrategier og sundhedsbudgetter nærmest lader som om problemet ikke eksisterer. Ofte kan antallet af psykiatere i et land tælles på en eller to hænder, og antallet af psykiatriske sygeplejersker er helt utilstrækkeligt til at håndtere de mange patienter. I stedet overlades de syge til overbebyrdede familier og kvaksalvere, hvis de da ikke placeres i fængselslignende for-profit institutioner, hvor de er lænket eller opbevares i betonceller. Det paradoksale er, at behandling af sindslidelser er lige så økonomisk effektivt som behandling af somatiske sygdomme, og behandlingsresultaterne er i store træk lige så gode.
Mennesker med sindslidelser udsættes for stigma, mishandling og udnyttelse, og deres rettigheder overtrædes i uhyggeligt omfang i gammeldags psykiatriske institutioner, der ofte reelt er fængsler med snesevis af patienter i celler bygget til ganske få.
Indsatsen mod sindslidelser er utilstrækkelig
Kleinmann’s dom over verdenssamfundet forekommer at være på sin plads. Der er bemærkelsesværdigt, at de store verdensreligioner, som alle hævder at tale de svage og undertryktes sag, ikke reelt gør meget for at lindre de sindssyges lidelser eller udøver effektiv fortalervirksomhed for mennesker med sindslidelser.
I de seneste ti-femten år har flere og flere multilaterale og bilaterale udviklingsorganisationer ændret strategi fra at arbejde med behov til at arbejde med rettigheder. Det er blevet almindeligt at udviklingsorganisationer skriver, at de er rettighedsbaserede i deres arbejde, dvs. at deres projekter og programmer er baseret på en analyse, der fastslår hvilke befolkningsgrupper der er mest sårbare og derfor har mest behov for hjælp til at forbedre deres liv. Imidlertid er det forbavsende sjældent, at analyserne finder frem til dem, der er allernederst i samfundet og mest udsat for stigma, udnyttelse, fattigdom og tidlig død, nemlig de mentalt syge og folk der lever med handicaps. Disse grupper, som er store og nærmest umulige at overse hvis man tilbringer tid i verdens fattigste lande, er altså både overset af deres egne regeringer og af donorerne.
Referencer:
The Lancet Vol. 392 Number 10153 | Sep 29, 2018
The Lancet Vol. 374 Aug. 22, 2009
Arthur Kleinmann, The art of medicine. Global mental health: a failure of humanity
Esben Sønderstrup er tidligere chefrådgiver (sundhed) i Udenrigsministeriet.
