Den 31. december blev byen Pibor i den østlige del af Sydsudan angrebet og Læger uden Grænser (MSFs) lille hospital plyndret og raseret.
Efter evakuering til hovedstaden Juba i en uge vendte 12 MSF-medarbejdere tilbage til Pibor den 7. januar for at yde medicinsk nødhjælp til de af byens beboere, der vender tilbage efter at være flygtet ud i bushen.
Holdet får nu selskab af Dan Schøler, der i seks måneder skal være med til at genopbygge hospitalet og det område, MSFs medarbejdere bor på, og sørge for at de nødvendige forsyninger af medicin og udstyr kommer frem til det øde Pibor.
– Jeg har prøvet at bygge hospitaler før, så det tager jeg ret roligt, sagde den 36-årige elektriker inden afrejsen med henvisning til sin første udsendelse med Læger uden Grænser. Her arbejdede han i seks måneder sidste år med at bygge et kirurgisk hospital op fra bunden i Kunduz i det nordlige Afghanistan.
– Jeg kommer ned til ingenting, så det bliver lidt af en udfordring. I Kunduz kunne man gå ned ad gaden og købe en pakke skruer, hvis man manglede. Det kan man ikke i Pibor. Derfor køber jeg også et par kilo ost og noget solcreme med til de andre på holdet. Det vil de sikkert sætte pris på, siger Dan Schøler.
Dan Schøler er født i Århus og bor til dagligt i Skanderborg. Han er udlært elektriker og har uafsluttede ingeniørstudier bag sig.
Han har været involveret i studiepolitik, bl.a. som formand for StudieRådet for Ingeniørstuderende i Danmark i 2006, og har siden arbejdet med intelligente tekniske installationer til kontorbyggeri, indtil han i 2011 første gang blev sendt ud med Læger uden Grænser.
MSF har arbejdet i Sudan siden 1979. Landet er nu delt efter at det nye Sydsudan blev selvstændigt i juli i fjor.