I februar dræbte den Islamiske Stat (IS) i Libyen 21 koptiske (egyptiske) kristne ved en ren henrettelsespeloton ved kysten i den nordlige del af landet og viste det frem på internettet.
Mandag udsendte IS i Libyen endnu en video, hvor 30 etiopiske kristne bliver dræbt. IS advarer i videoen om, at de kristne ikke skal føle sig sikre, før de enten har accepteret islam eller betalt beskyttelsespenge. Det er en afskyelig måde at bruge religiøse forskelle på.
På bare to år er Libyen gået fra næsten ikke at have en politisk muslimsk bevægelse til at der i dag er en række islamiske militser med en stor samling af muslimske brødre og indtil flere grupper, som har tilsluttet sig IS. Den destabiliserende effekt for nabo-landene inklusiv Europa er oplagt.
Afrikanerne kritiserer med god grund Vesten for at have skabt et kaos ved NATO operationen for fire år siden, og den kritik, er nu kommet op igen – med god grund. Islamisk Stat er forhåbentlig ikke ved at overtage landet, men risikoen for at IS kommer ind som en af de vigtige aktører er overhængende.
Den nuværende krise med drab på uskyldige kristne har ekstra lag:
Markedet for menneskesmuglere er desværre i vækst og Libyen i kaos med en lang kyststrækning, giver rige muligheder for at udnytte de mange ulykkelige menneskers længsel efter bedre livsvilkår.
Får IS først rigtig fat i dette marked, så vil der være midler til en hel del mere terrorisme, og det vil skabe en direkte linje til Europa igennem migranterne.
Skrækscenariet med IS, der indtager Rom er alligevel ikke mere spekulativt, end at IS muligvis snart vil kunne skabe stor skade i de områder, der tager imod flygtningene i Italien. I samme åndedrag kan man med stor vrede observere, at der allerede er muslimske flygtninge, som smider kristne flygtninge over bord på de små plimsoller, som bringer migranterne til Europa.
Inddragelsen af Etiopien binder krisen sammen med konflikten omkring Al-shabaab i Somalia, og derved er spændingerne i Mellemøsten i direkte forbindelse med spændingerne i Østafrika, hvor mordene i Garissa den 2. april på 150 Kenyanske kristne er det seneste lavpunkt. Historisk har den kristne kirke i Egypten og den kristne kirke i Etiopien stået tæt sammen, og den sammenhæng bliver måske igen relevant. Det er ikke kun i Mellemøsten men også i Afrika, at det er blevet endnu sværere at være kristen.
Ved en tidligere massakre i Kenya, hvor en hel by blev angrebet af rabiate muslimer, lærte muslimske skolebørn de kristne skolebørn strofer fra muslimske bønner, så de kristne kunne svare, hvis det blev råbt an af morderne. Det er udtryk for konkret solidaritet mellem børn, men i det store billede er det aldeles uacceptabelt, at religiøse bønner skal kunne reciteres for at slippe for vilkårlig henrettelse. Religiøse forskelle kan udvide horisonten hos den enkelte og være en kilde til inspiration, men skal aldrig være grund til mord og modbydelighed.
Men forslag skal der til, og det er ikke godt nok at Danmark og de andre Europæiske lande nu vil ødelægge flygtningebåde ved kysten i Libyen. Det er ren symptombehandling, og udfordringerne alt for omfattende, og det gælder hele strækningen fra de nordlige kyster af Afrika og ned til kysten i Østafrika.
