U-landsnyt.dk mødte billedkunstner Rasmus Nielsen i forbindelse med hans netop afsluttede udstilling ”Between Black and White”, hvor han bogstaveligt talt skærer verdens rædsler ud i pap.
INTERVIEW Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
”Jeg bliver ved med at vende tilbage til den tredje verden,” konstaterer Rasmus Nielsen under mit besøg på VESS, Vesterbro Showroom, hvor han fra 9. – 14. juni har udstillet et udvalg af sine værker under titlen ”Between Black and White”.
”Jeg leger med lys og mørke, som er udstillingens tema, og alle nuancerne imellem,” fortæller han om udstillingens samling af sort-hvide værker, hvoriblandt der både er malerier og tryk med grafiske elementer, tegninger på A4-papir og meterstore lærreder. De sort-hvide værker skildrer tunge aktuelle emner som sult, krig, fattigdom og ulighed.
Rasmus Nielsen debuterede i 2005, og blandt værkerne på den aktuelle udstilling er nogle helt tilbage fra 2007, mens andre er lavet for nylig.
”Dette billede lavede jeg i går,” siger han og peger på et billede i udstillingen.
Rasmus Nielsen blander graffiti-elementer med mere klassisk malerkunst – og oversætter på den måde gadeaktivismens politiske opråb til galleri-egnet billedkunst. Han har gennem årene udstillet på flere gallerier i Danmark, bl.a. med makkeren Mikkel Flohr. Sidste år lavede de udstillingen ”No Justice No Peace” – en udstilling, de lancerede som ”vulgær, voldsforherligende, venstreorienteret propaganda”.
Og det venstreorienterede ligger lige til højrebenet, for selvom Rasmus Nielsen ikke sætter navn på, så arbejder han inden for genren protestkunst eller mere generelt politisk kunst, som giver associationer til 1970’ernes protestkunst med Røde Mor i spidsen. Hos Rasmus Nielsen er træsnit og linoleumstryk dog skiftet ud med stencils og maleri.
”Alle billederne har deres eget sprog, og i mine malerier arbejder jeg meget med lag og dybde. På dette billede er alt skåret, og selvom det ser simpelt ud, har det taget rigtig mange timer,” fortæller han om et billede af en gruppe afrikanske børn. ”Det sværeste er at lege med skyggerne.”
Rasmus Nielsen genbruger sine skabeloner i andre værker: Et arabisk mønster går igen i flere billeder ligesom den røde stjerne og vanddunken, der henviser til tusinder af menneskers daglige kamp for rent vand.
Kunstens rolle
Med scenarier fra Tahrirpladsen, Buenos Aires og Aden-bugten placerer Rasmus Nielsen sine værker i vores samtid. Også selvom det ifølge ham selv kan være svært at forholde sig til nutiden, hvilket Irak-krigen er et godt eksempel på. Motiverne er hentet fra verdens brændpunkter, men Rasmus Nielsen er ikke glad for kasser:
”Hvad er god politisk kunst? Er det spørgsmål om liv og død og guldfisk i en blender eller noget helt andet? I mine værker prøver jeg at stille spørgsmålene og ikke give svarene. Det kan være faldgruben, at kunsten bliver moraliserende. Men hvad skal kunsten? Skal den bare være rar?”
To motiver indrammer Rasmus Nielsens produktion og illustrerer den akse, han aktuelt arbejder ud fra: Det sultende afrikanske barn og det amerikanske flag.
”Pigen med vanddunken bliver ved med at komme tilbage – hun har været på Christianshavns torv, på en mur i Fredericia og her i mere simpel form,” fortæller han.
Hvorfor insisterer du på at lave billeder af afrikanske børn med udspilede maver, også nu hvor endda flere nødhjælpsorganisationer afstår fra det?
”Jeg gør det, fordi det er vigtigt,” svarer Rasmus Nielsen prompte, kigger lidt forundret op og fortsætter:
”Selvom billedet (drengen fra billedet Searching for peace 2.0, red.) er frygteligt, vidner det også om håb. Men jeg har lært, at der skal være håb i billederne. Før var jeg mere vred, men ud fra folks respons er jeg blevet bevidst om, at der også skal være en følelse af håb. Folk blev simpelthen i dårligt humør af at se på dem.”
”Jeg lægger stor vægt på det æstetiske. Og i det sort-hvide kan det være mere spiseligt,” siger han.
”Sidste år lavede jeg også et projekt i Westend – med et opløst amerikansk flag med omvendte stjerner, hvor folk ligefrem kom og spyttede på det under arbejdet, men jeg lavede to afrikanere under flaget, og så fik det pludselig en helt anden betydning,” fortæller han.
”I 2007 malede jeg det amerikanske flag med de blå-gule farver, som fangedragterne på Guantánamo-basen har. Her til udstillingen har jeg igen lavet flaget. Det er i opløsning, malingen glider ud. Flaget, billedet af Guantánamo-fangen og kraniet med visdommens øje tænker jeg som en installation med konspiration som omdrejningspunkt,” forklarer han og peger på tre malerier på den ene væg, som alle er lavet i gråtoner med opløste baggrunde og referencer til Irak-krigen.
Inspiration fra verden
Rasmus Nielsen finder inspiration til sine billeder forskellige steder – en gammel rejseskildring, nyhedssites og en udstilling med børnetegninger fra Darfur har været blandt inspirationskilderne til ”Between Black and White”.
”Jeg blev inspireret af en udstilling af børnetegninger fra Darfur på en udstilling i London. Det var meget voldsomt, og det her er ingenting ved siden af!”
”Jeg har desuden boet et halvt år i Buenos Aires og set kvinder gå på Plaza de Mayo i protest hver søndag med billeder af deres forsvundne sønner,” fortæller Rasmus Nielsen, der tilbage i 2007 lavede en række værker med referencer til krigen i Irak, der blev vist på gruppeudstillingen ”Invasion”, og for nylig har han lavet en serie med Det Arabiske Forår som hovedmotiv.
Fremtiden
”I næste uge skal jeg ud og lave en installation som led i et kunstprojekt i forbindelse med det danske EU-formandskab. Der bliver opført en kæmpeinstallation på 1.000 m2 på Toftegårds Plads, som åbner 21. Juni. Jeg vil lave illustrationer af bønder ud fra spørgsmålet om, hvor meget giver EU i landbrugsstøtte. Landmændene sprøjter deres marker og brokker sig og brokker sig, selvom de får så meget støtte. 40 procent!” siger han og ryster på hovedet.
Der er en stor følelse af ansvar hos kunstneren og mennesket Rasmus Nielsen. Han fortæller, hvordan han undersøgte, hvilken computer der er mindst miljøbelastende, inden han købte en ny, og fx ikke bare vil få sine kataloger trykt billigt i Kina.
”Det er bare ikke ok, når man arbejder med de emner, jeg gør.”
Rasmus Nielsen har flere projekter i støbeskeen, og efteråret byder på arbejde med workshops i samarbejde med tre kenyanske gadekunstnere og Juse One i forbindelse med Center for Kultur og Udviklings ungdomsprogram. De vil også lave en udstilling med fælles værker.
Makkeren Mikkel Flohr vender sandsynligvis også tilbage til Danmark, og de er blevet kraftigt opfordret til at lave en udstilling sammen igen efter succesen med ”No Justice No Peace”.
Men vi venter, kan vi vælge at fare vild i labyrinten på Toftegårds Plads eller på nettet, hvor flere af Rasmus Nielsens værker kan ses.
FAKTA
Rasmus Nielsen er født i 1984. Han er billedkunstner m.m. I 2005 debuterede han med udstillingen ”Virkelighed € Vanvid”. Efterfølgende har han lavet plakaten ”Guantánamo” for Amnesty International, været med i flere gruppeudstillinger, bl.a. ”Invasion” i 2009 med Mikkel Flohr, Thomas Kruse & Peter Misfeldt og enkelte soloudstillinger, ”My People Will Kill You For Water” og ”Voice of the Voiceless” i henholdsvis 2006 og 2007. I 2008 udkom Rasmus Nielsens bog ”Stem på Gadekunsten”, hvor han dokumenterer overmalede valgplakater op til folketingsvalget i 2007.
I efteråret 2011 udstillede han sammen med Mikkel Flohr på Arttra Gallery i København under titlen ”No Justice No Peace”.
Rasmus Nielsen samarbejder desuden med afrikanske gadekunstnere i forbindelse med Center for Kultur og Udviklings ungdomsprogram og har for nylig besøgt slumkvarteret Kibera i forbindelse med projektet Street Art on the Run.
