Hvis man vurderer det globale demokrati på en skala fra alarmerende rød til håbefuldt grøn, er det på nuværende tidspunkt ikke nær så grønt, som det var i årene efter Berlinmurens fald. Dengang var der en stålfast tro på bedre tider, koldkrigens fastlåshed i forstokkede ideologier smuldrede, og Østeuropa vendte sig mod vest, afholdt valg og smed gamle apparatniks ud. I dag, 35 år efter, er det globale demokratis farve slået over i gult – og mange steder er farven mørkerød.
Pandemier, krig, fordrivelse, klima-, energiforsynings- og fødevarekriser, inflation og naturkatastrofer presser samfund og mennesker og forstærker demokratiets tilbagegang. Polykriser er det nye buzzord.
Vi kan oveni lægge, at det nu er et år siden Putin invaderede Ukraine, og hvad det har ført med sig af skred i geopolitikken. Ukrainekrigen har været en øjenåbner for europæerne. Ikke nok med at krigens grusomheder pludselig opleves i Europas baghave. Krigen har også understreget, at ikke alle ledere ønsker at være med i verdens demokratiklub. Og imens der kæmpes for frihed og selvbestemmelse i Ukraine, køber lande som Indien billig olie af Rusland, ligesom en række afrikanske lande lukker øjnene for konflikten, hvilket vi blandt andet ser i afstemninger i FN. Verdensordenen, som den har set ud efter 2. verdenskrig, kan ikke længere tages for givet – og store lande som Kina, Indien og Brasilien udfordrer det geopolitiske spil.
Om autokrater og kleptokrater
Autokraterne er måske den største trussel mod demokrati, stabilitet og fred, og de har styrket deres magt, redskaber og metoder de seneste 20 år. Ifølge det svenske V-Dem Institut lever 72 procent af verdens befolkning nu under en eller anden form for autokratisk styre. I 2002 var der 13 lande der udviklede sig autokratisk, i 2022 er 42 lande på vej mod autokrati.
Autokraterne lærer af hinanden og deler viden på tværs af landegrænser. De har raffineret deres kontrol over de demokratiske institutioner, over medielandskabet og over de politiske partier, samtidig med at de strammer grebet om civilsamfundsaktører. Autokrater lever af polarisering og har lykkedes med at skabe sort-hvide fortællinger og love, at de som stærke mænd nok skal finde løsninger på de mange problemer.
Autokrater er desværre ikke den eneste trussel mod demokratiet. Vi ser også et tiltagende antal kleptokrater. Med økonomisk raffinerede metoder holder de sig ved magten, mens de lever af at undergrave staten.
Både auto- og kleptokrater (det kan være svært at skelne) som Putin fastholder befolkninger i ufrie liv, alt imens sociale sikkerhedsnet og øvrige rammer for udviklingen af solide samfund langsomt opløses, og fællesskabet udhules. Ofte i øvrigt understøttet af tech-giganter, der enten bevidst spreder falsk nyt, eller blot undlader at stoppe en sådan undergravning af den demokratiske samtale.
Folk skuffes, når de oplever, at eliter rager til sig.
Det er tid til, at verdens ledere bestemmer sig for, hvilken klub de vil være en del af: den demokratiske eller den autokratiske. Befolkninger verden over har brug for at se og mærke, at demokratiet er den styreform, der giver dem de bedst mulige rammer for et godt liv.
Folk vil ikke have mindre demokrati. De vil tværtimod have mere og bedre demokrati.
De skuffes, når de oplever, at eliter rager til sig. De skuffes, når der ikke er et socialt sikkerhedsnet. Og de skuffes, når deres børn ikke har mulighed for at få et bedre liv end deres eget. Alt sammen er med til at underminere demokratiet.
Jeg mødte Sveriges nye statssekretær for bistand, Diana Janse, for nylig. Hun sagde: ”Ingen vil ledes af folk, de ikke har haft mulighed for at stemme på”.
Der er brug for, at demokratierne står sammen i kampen mod autokratiet. I marts 2023 bliver præsident Bidens andet demokratitopmøde afviklet, nu med demokratier fra hele verden som værtspartnere. Udover det digitale hovedmøde i USA for udvalgte statsoverhoveder afholdes der online demokratimøder i Costa Rica, Sydkorea, Zambia og Holland. Her skal emner som unges rolle i demokratiet, valg, antikorruption og teknologiens rolle for demokratiet diskuteres. Alle sammen vigtige aspekter i bedre og stærkere demokratiske samfund.
Der skal investeres i demokratiet
Men der mangler visioner og lederskab for, hvordan vi skal takle den globale demokratiske tilbagegang. Et eller to topmøder kan ikke skabe grundlag for et sådant lederskab, og der mangler desværre energi og retning for de planlagte digitale møder.
Vi skal ikke holde op med at have samtaler og holde møder, hvor vi kan udveksle erfaringer for at styrke demokratierne. Men vi skal mere end det – der skal flere midler og mere politisk vilje til for at stoppe den autokratiske udvikling og give befolkningerne et alternativ. Der er mange modige mennesker, der hver dag sætter livet på spil med ikke-voldelige handlinger, for at få lov til at leve i et demokratisk samfund.
Vi ser det hos de iranske demonstranter, blandt aktivisterne fra Belarus, og i Ukraines kamp mod det russiske autokratis overgreb, bare for at nævne et par eksempler.
Hvis udviklingen skal vendes, skal der investeres i styrkelsen af uafhængige medier, demokratiske institutioner og demokratiske politiske partier. Partierne har en særlig vigtig rolle i at drive en demokratisk dagsorden, og flerpartidemokratier udgør formentlig den stærkeste demokratiske styreform. Partierne må og skal være en del af løsningen.
Tilliden til politikerne skal genvindes, og derigennem også tilliden til det repræsentative demokrati. Det gøres blandt andet gennem øget inddragelse af unge, kvinder og minoriteter i de demokratiske processer. De skal være med til på ny at gøre de politiske partier til attraktive fora for dialog og udvikling, så der forhåbentligt vil være flere, der engagerer sig i det politiske arbejde.
DIPD og de danske partier er lige nu engageret i 22 lande på tværs af fire kontinenter. Der er variation i partnerskaberne; der er gamle og nye – men fælles er en indsats for partiernes rolle i demokratiudviklingen, især når det gælder repræsentation, inklusion, ligestilling og åbenhed. I partnerskaberne sker der en gensidig læring, der også bidrager til at styrke vores hjemlige demokrati, som vi som nævnt desværre ikke kan tage for givet.
Der er brug for at give konkret støtte og håb til de mange, der lever uden rettigheder, frie valg og frihed. Og det skal gøres med tillid, dialog, respekt, rummelighed og rettigheder for alle.
Lisbeth Pilegaard er direktør i Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) og bestyrelsesmedlem og leder af forretningsudvalget i den Europæiske Demokratifund (EED).
