Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
Tuvalus regering er nødt til at handle på truslen om klimaforandringer. Men hvordan? Skal de tage initiativer til at hjælpe indbyggerne med at emigrere? Det har en anden ø-nation, Kiribati, allerede gjort ved at tilbyde sine indbyggere uddannelse som sygeplejerske. For sygeplejersker er der brug for i mange lande og dermed bliver det nemmere at emigrere til bedre fremtidsmuligheder.
Eller skal Tuvalus regering arbejde for, at befolkningen kan blive og investere alt, de har, i klimatilpasning og internationalt klimadiplomati, hvor man kan opfordre verdens lande til at reducere deres udslip hurtigst muligt?
”Meget” er ikke nok
Tuvalus indbyggere har givet et tydeligt svar: De vil blive! Derfor rejser deres klimaambassadør, Ian Fry, nu rundt i verden med en opfordring om at øge ambitionen. Sidste uge besøgte ambassadøren Danmark, og med sig havde han et tydeligt budskab:
Det er ikke nok at gøre ”meget”, hvis det stadig er langt fra, hvad der er brug for.
Regeringen argumenterer, at Danmark gør nok ved at bruge begrebet ”grøn realisme” til at retfærdiggøre Danmarks indsatser mod klimaforandringer samtidig med, at det sikres, at klimainitiativer ikke går på kompromis med Danmarks vækst.
Men hvorfor er dansk vækst vigtigere end Tuvalus overlevelse?
Problemet er, at Danmarks udslip per indbygger stadig er langt over det niveau, som forskere mener er bæredygtigt. Og hvis ikke alle lande omstiller til en bæredygtig udvikling hurtigst muligt, vil det få store konsekvenser for sårbare lande som Tuvalu.
En dag er det måske os
Tuvalus befolkning spiller et højt spil. Skal pengene investeres i klimatilpasning og grøn omstilling, eller skal de bruges på at hjælpe indbyggerne videre til andre lande?
For en sikkerheds skyld har Tuvalus parlament lavet en ændring i grundloven, så staten ikke længere er bundet til en ø, men til et geografisk område i Stillehavet. På den måde vil Tuvalu, som stat, ikke ophøre med at eksistere selv om øerne er bliver slugt af havet.
Tænk hvis det var i Danmark, vi fik lavet om på grundloven! Og tænk om vi som danskere havde fået spørgsmålet, om vi vil emigrere eller investere alt, vi har i at bygge diger og vindmøller?
Vi er heldige, at vi ikke er tvunget til at tage stilling endnu, men en dag er det måske vores land, der er truet, og så vil vi nok være glade, hvis andre lande viste solidaritet. Nu er det Tuvalu og andre sårbare lande, der har brug for hjælp. Lad os gøre hvad vi kan for at hjælpe dem!
