Hvis ikke der handles nu, vil et 45 år gammelt tankskib i Det Røde Hav ødelægge fødevare- og vandforsyningen for millioner af mennesker.
Sådan lyder konklusionen fra et studie fremlagt i tidsskriftet Nature Stability. Her har en gruppe forskere fra blandt andet Standford University vurderet konsekvenserne ved et olieudslip fra tankskibet FSO Safer.
Tankskibet er så forfaldent, at man nu arbejder ud fra to scenarier: enten at det synker, eller at det eksploderer. I begge tilfælde vil olien strømme ud i havet.
Forskerne estimerer, at et olieudslip vil betyde, at ni millioner mennesker mister adgang til rent drikkevand, og syv millioner vil miste deres adgang til fødevarer i Yemen – et land allerede ramt af massiv hungersnød, og som er afhængig af humanitær hjælp. Tre fjerdedele af denne nødhjælp kommer ind i landet gennem havnene i Hodeidah og Saleef, der i tilfælde af et olieudslip vil være nødsaget til at lukke i op til tre måneder.
“FN har forsøgt at presse på med en løsning, men sagen har slet ikke fået nok opmærksomhed i det internationale samfund. Jeg tvivler på det ændrer sig før det er for sent,” fortæller Ahmed Nagi, forsker ved Carnegie Middle East Center med speciale i Yemen.
Havvand i maskinrummet
Tankskibet FSO Safer ligger seks kilometer ud for Yemens kyst og har ikke været vedligeholdt, siden konflikten i Yemen brød ud i 2015. En lille besætning bestående af syv mand varetager i dag de mest essentielle opgaver på skibet under skarp bevogtning af houthi-bevægelsens soldater, som kontrollerer tankskibet og det omkringliggende kystområde.
Den manglende vedligeholdelse har medført en gradvis nedbrydning af skibets skrog og indvendige materialer. Sidste år forhindrede mandskabet med nød og næppe, at skibet sank, da et revnet rør medførte, at havvand fossede ind i maskinrummet.
Også risikoen for at skibet eksploderer vokser dag for dag. Dampkedlerne, der skulle neutralisere de brændbare kulbrinter i olietankene, er løbet tør for strøm, hvilket nu betyder, at en enkelt gnist kan antænde de 1,1 millioner tønder olie om bord på skibet – fire gange så meget som i ulykken med tankskibet Exxon Valdez i 1989, også kendt som verdens mest miljøskadelige olieudslip.
Krig, kolera og covid-19
FSO Safer udgør en stor trussel for den humanitære situation i Yemen – en situation der allerede i dag beskrives som værende verdens værste humanitære krise.
Eksploderer skibet, vil millioner af mennesker blive udsat for meget høj luftforurening og dermed lægge ekstra pres på det yemenitiske sundhedssystem, som allerede er tvunget helt i knæ af krig, kolera og Covid-19. En lukning af havnen i Hodeidah vil også øge den i forvejen store mangel på medicin og udstyr til landets hospitaler.
Til vands vil et olieudslip i sagens natur også have enorme konsekvenser. Analyseinstituttet ACAPS vurderer, at en oprydning af et olieudslip vil koste omkring 20 milliarder dollars, svarende til hele Yemens BNP i 2020. Afsaltningsanlæg i Det Røde Hav, der forsyner Saudi-Arabien og Eritrea med rent drikkevand, vil også blive ramt.
Det Røde Hav er i dag hjemsted for sjældne fisk og fuglearter samt et enestående koralrev. Et olieudslip vil ødelægge dette økosystem, ligesom det vil eliminere Yemens fiskeindustri, som beskæftiger mere end en million mennesker.
Forhandlinger er stødt på grund
I studiet fremlagt i Nature Stability slår forskerne fast, at skaderne på tankskibet er irreversible, men at katastrofen kan afværges, såfremt skibet losses for olie. Dette er dog nemmere sagt end gjort.
FN har tidligere forsøgt at få houthiernes tilladelse til, at en ekspertgruppe går ombord for at vurdere skibets tilstand. I 2019 var man nået så langt i processen, at FN havde lejet et skib, der skulle fragte eksperterne til FSO Safer, men natten før, skibet skulle stævne ud fra Djibouti, trak houthierne deres tilladelse tilbage.
De efterfølgende forsøg fra internationale aktører på at tilse og reparere skibet har fulgt samme mønster, hvor houthierne ofte i sidste øjeblik nægter at underskrive nødvendige dokumenter.
“Houthierne bruger skibet i forhandlingerne med det internationale samfund. De har sågar kastet miner i havet omkring FSO Safer for at sikre, at ingen nærmer sig tankskibet uden deres tilladelse,” forklarer Ahmed Nagi.
Ifølge ham er det ikke realistisk at skibet bliver losset i den nærmeste fremtid:
“Så længe fredsforhandlingerne mellem houthierne på den ene side og den saudi-ledede koalition og Yemens regering på den anden side ikke kommer nogen vegne, vil situationen med tankskibet heller ikke ændre sig,” siger han og tilføjer:
“Yemen og de omkringliggende lande står over for den største miljøkrise i regionens historie, og det er bare et spørgsmål om tid, før ulykken indtræffer.”
Thilde Asmussen er journalist med fokus på Den Arabiske Halvø