Hvis Socialdemokratiet kommer i regering efter valget vil det ikke arbejde for at hæve udviklingsbistanden. Det fremgår af partiets valggrundlag, Det Danmark du kender, der blev offentliggjort fredag kl. 11.
På side 13 i valggrundlaget kan man bl.a. læse:
Socialdemokraterne mener, at asyludgifter så vidt muligt skal dækkes af vores udviklingsbistand. Og vi mener ikke, at der er råd til at hæve udviklings- bistandens andel af BNI i den kommende valgperiode.
Det er et opgør med den nuværende politik, for i regeringsgrundlaget for den siddende regering står der, at regeringen arbejder for at hæve bistanden til 1 procent af Danmarks bruttonationalindkomst “over en årrække”.
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret 2014 sagde handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til Politiken, at det fortsat var målsætningen at hæve bistanden. Men, tilføjede han:
“Vi er stadig på vej ud af en økonomisk krise, og derfor må det ske i takt med, at vi synes, vi får råd til det.”
Ifølge partiet er Danmark dog nu kommet ud af krisen. På sin hjemmeside skriver partiet bl.a.: “Vi har lagt krisen bag os. Lad os fortsætte arbejdet.”
For tilhængerne af at Danmark skal give 1 procent af BNI i udviklingsbistand er der ingen hjælp at hente i den anden side af Folketinget, tværtimod. Partiet Venstre har meldt klart ud, at hvis det kommer til magten skal der skæres i bistanden, så den ender på 0,7 procent af BNI. Det vil betyde en besparelse på omkring 2,5 milliarder kroner.