Solceller skal forhindre afskovning og røg i køkkenet

unhcr_f
Forfatter billede

Det nye samarbejde mellemi værksættervirksomheden Pesitho og Caritas blev præsenteret i forbindelse med Caritas Danmarks årsmøde den 29. september på Magleås Kursuscenter.

”Jeg har altid haft en drøm om at blive iværksætter. Og så synes jeg bare lige pludselig, at vi havde idéen til at kunne gøre en forskel,” fortæller Thorben G. Nielsen, der er direktør og grundlægger af Pesitho. Han sagde sin stilling op hos Siemens for at hellige sig udviklingen af soldrevne mikro-køkkener.
 
” Samarbejdet med Caritas Danmark giver os en helt unik mulighed for at få testet vores solcellebaserede mikro-køkkener, så flygtninge og fattige i det globale syd kan få adgang til en bæredygtig energiforsyning, som de samtidig kan betale”, understreger Thorben G. Nielsen, der netop har været i Myanmar sammen med Caritas. Pesitho arbejder tæt sammen med studerende og forskere fra Aarhus Universitet.

Fra Caritas’ side er der også store forhåbninger til det innovative privatsektorsamarbejde, som bliver støttet med midler fra Caritas Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet.

”Samarbejdet med Pesitho har et kæmpe potentiale, fordi det kan være med til at teste nye løsninger på de hverdagsproblemer, som mange fattige og sårbare mennesker oplever i vores partnerlande. Det kunne fx være sundhedsudfordringen med røg i køkkenet, som især rammer kvinder og børn, der typisk laver mad. Samtidig står mange af verdens humanitære kriser overfor konfliktoptrapning på grund af knappe naturressourcer som for eksempel brændsel”.

”Mikrokøkkenerne kan forhåbentlig erstatte behovet for brændsel, hvormed vi globalt kan være med til at begrænse både afskovning og CO2-udledning. På sigt er det tanken at opsætte lokal produktion og dermed skabe værdifulde, lokale arbejdspladser”, siger generalsekretær Jann Sjursen fra Caritas.

På Caritas’ årsmøde kunne bestyrelsesformand Christa Bonde i sin beretning fortælle om nye strategiske prioriteringer for organisationen, der sidste år havde en omsætning på 57 mio. kr. og fik et overskud på godt 400.000 kr.

Formanden lagde vægt på, at det internationale arbejde særligt vedrørende humanitære område skal fortsat styrkes i det kommende år og kunne i øvrigt meddele årsmødet, at Caritas netop har modtaget 16.2 mio. kr. ekstraordinært fra Udenrigsministeriet til en indsats for syriske flygtninge i Jordan og Rohingya-flygtninge i Bangladesh.