Søvndal og Hækkerup på lynvisit i Mali for at gøre status

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S) besøgte tirsdag Mali. De er dermed blandt de første vestlige ministre, der gæster Sahel-landet efter den fransk-ledede militærindsats indledtes 11. januar, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmark bidrager militært med et C-130J Hercules transportfly fra flyvevåbnet og engagerer sig desuden i det politiske og humanitære arbejde for at skabe en mere stabil situation i den skrøbelige vestafrikanske stat.

Formålet med besøget var at få et førstehåndsindtryk af det danske militære bidrag til den fransk-ledede indsats i landet.

Desuden mødtes de danske ministre med bl.a. den maliske præsident og folkevalgte repræsentanter fra det nordlige Mali.

Under de politiske samtaler pressede de på for, at den maliske overgangs-regering arbejder målrettet frem mod et kommende valg og lagde desuden vægt på vigtigheden af forsoning og lokalt engagement i at skabe fred og sikkerhed.

Den fælles rejse sker som led i det bredspektrede og “samtænkte” engagement i Mali med både en aktiv militær indsats for at løse den akutte sikkerhedsmæssige krise, og et langsigtet politisk, udviklingsmæssigt og humanitært arbejde for at stabilisere landet og hjælpe civilbefolkningen.

Søvndal: Politisk løsning eneste vej frem

”Det vigtige er nu at vinde freden i Mali. Vi skal arbejde for, at Malis befolkning, efter de militante islamistiske oprørsgruppers menneskefjendske regime, igen får mulighed for at leve et værdigt, mangfoldigt og trygt liv, som der historisk har været tradition for i landet”, siger Villy Søvndal og fortsætter:

“Som jeg tidligere har sagt, skabes der ikke fred i Mali alene med militære midler – en politisk proces og forhandlinger mellem parterne er den eneste vej frem”.

”Malis præsident Traoré bekræftede overfor mig, at der bliver holdt præsident- og parlamentsvalg i løbet af 2013, og at en forhandlingsproces nu kan indledes. Under mit møde med folkevalgte politikere fra det nordlige Mali understregede jeg vigtigheden af, at der igangsættes forhandlinger baseret på respekt for Malis nuværende grænser og afsværgelse af terror”.

“Vi vil fra dansk side fortsat støtte aktivt op om forhandlings- og forsoningsprocessen i Mali og holde den maliske regering fast på dens løfter”.

Stribevis af møder

”Vi har som et lille land klar interesse i at hjælpe FN med at holde lov og orden i det internationale samfund, så det ikke er den brutales eller stærkes ret, der gælder”, gør Nick Hækkerup gældende og lægger til:

“Og så har vi en klar interesse i, at det internationale samfund hjælper regeringen i Mali med at sætte en stopper for de oprørsgrupper, der har forsøgt at overtage landet, og som er støttet af islamistiske terrornetværk”.

Udenrigsministeren og forsvarsministeren indledte deres besøg i Dakar i Senegal, hvor det danske C- 130J transportfly har base. De mødtes her med de udstationerede danske soldater, og fløj derefter med transportflyet til Malis hovedstad Bamako.

Her mødtes de med chefen for den franske militære indsats brigadegeneral Grégoire de Saint Quentin.

Endvidere var der møder med den maliske præsident, premierminister og udenrigsminister, møde med folkevalgte repræsentanter fra det nordlige Mali samt mødet med ledelsen af den afrikansk-ledede styrke i Mali kaldet AFISMA.

“Bredspektret” engagement

Danmarks engagement i Mali er bredspektret med både politiske, udviklingsmæssige, humanitære og militære indsatser, anfører udenrigsministeriet.

Det danske C-130J transportfly støtter den franske ”Operation Serval” i Mali ved at udføre taktisk transport af materiel, personel og forsyninger til svært tilgængelige baser i det centrale og nordlige Mali.

Regeringen besluttede sidste år at afsætte 125 mio. kr. til et nyt Sahel-initiativ med midler fra Freds- og Stabiliseringsfonden fra 2013-17.

Initiativet skal bidrage til at øge stabiliteten og sikkerheden i Sahel-regionen gennem indsatser inden for sikkerhedssektorreformer, anti-radikalisering og konfliktløsning i Mali.

Danmark er allerede kraftigt involveret i dialog og forsoningsarbejde i Mali særligt i forhold til civilsamfundsgrupper i det nordlige Mali, ligesom Danmark kigger på muligheden for at støtte forberedelserne af valg, der ventes i løbet af 2013.

Niger og Burkina Faso

Danmark har i mange år været massivt tilstede i Sahel-regionen med udviklingsbistand.

Samarbejdet med Niger og Burkina Faso rækker mere end 20 år tilbage, og den samlede udbetalingsramme til de tre lande (inklusive Mali) udgør på årsbasis mere end 400 mio.

Mali har været prioritetsland for dansk udviklingsbistand siden 2007, og Danmark har i alt støttet Mali med mere end 600 mio. kr. inden for sektorer som god regeringsførelse, vand og sanitet og landbrug.