Vælgerne i Zimbabwe går mandag til stemmeurnerne for at vælge et nyt parlament og en ny præsident. Og mandagens valg kan meget vel blive Zimbabwes vigtigste valg siden uafhængigheden i 1980, skriver seniorkonsulent Piers Pigou fra tænketanken International Crisis Group.
Valget er en hidtil uset chance for zimbabwerne til at vælge den kandidat og de partier, som de mener bedst er i stand til at levere økonomisk opsving efter årtier med økonomisk kollaps, voldelige forfølgelser af oppositionen og et stærkt autoritært styre under den tidligere præsident Robert Mugabe og hans parti, ZANU-PF.
Hvis vælgerne går ud og stemmer i stort tal, og resultatet er troværdigt, kan mandagens valg være med til at lægge grunden for en genrejsning af Zimbabwe efter mange års dårligt styre.
Piers Pigou, Senior Consultant, Southern Africa
Men hvis resultatet bestrides af nogen af valgets større spillere, er det sandsynligt, at volden igen vil bryde ud i landet. I så fald vil det med stor sandsynlighed kvæle udsigterne til reformer i regeringen og administrationen, det internationale engagement i landet og den tiltrængte økonomiske genoplivning, som ikke bare ville hjælpe Zimbabwe, men hele det sydlige Afrika,, skriver International Crisis Group.