I slutningen af marts 2012 rejser Emil Munthe og Kasper Møller som ungdomsledere til det vestlige Mongoliet som led i et partnerskabsprojekt mellem KFUM-Spejderne i Danmark og Scouts Association of Mongolia.
Her skal de være med til at styrke børn og unges vilje og muligheder for at skabe udvikling i deres lokalsamfund – bl.a. ved at oprette frivilligt drevne lektiecaféer i to landsbyer i det store centralasiatiske land.
23-årige Emil Munthe tager orlov fra sit studie på DTU (Danmarks Tekniske Universitet), hvor han læser til civilingeniør i Medicin og Teknologi. Han har været aktiv frivillig i KFUM-Spejderne det meste af sit liv, bl.a. som spejderleder for 12-15 årige spejdere de sidste fem år. Han bruger meget af fritiden på at udvikle sine kunstneriske evner med et kamera, samt klatring.
21-årige Kasper Møller er på andet sabbatår efter gymnasiet. Han har været aktiv i Det Danske Spejderkorps i 13 år som leder for skiftende aldersgrupper af børn og i diverse udvalg og arbejdsgrupper. Det næste halve år arbejder han for KFUM-Spejderne på projektet, inden studiestart til sommer på DTU – Design og Innovation.
Man kan læse mere og følge projektets udvikling på www.blueskyscouting.com
Og man kan deltage i et Steppetræf fra lørdag d. 3 marts kl. 14 til søndag d. 4 marts kl. 10.
“Steppetræf – Passion for Mongoliet? Kom og mød andre med samme passion”, hedder det opfordrende.
Steppetræf er en mulighed for alle Mongoliet interesserede for at snakke med andre om deres rejseoplevelser, få den seneste status på landet og KFUM-Spejdernes projekter dér, samt lave/spise god mongolsk mad.
Info om sted, tilmelding og pris: http://goo.gl/15SVV
Facebook Event side: http://www.facebook.com/events/262816177122504