I Libanon har demonstranter nu i tre måneder protesteret mod, hvad de betragter som en uduelig og bundkorrupt regering. I Pakistan strømmede titusinder af mennesker i november ud i gaderne i protest mod korruption, stigende priser og påstået valgsvindel. Og i Irak er hundredvis af demonstranter dræbt i de seneste måneder, hvor de har været på gaderne i protest mod den udbredte korruption i landet og offentlige ydelser, der er meget langt fra at fungere.
Demonstrationerne er skyllet hen over en lang række af verdens lande i en hidtil uset grad. Fænomenet er blandt andet beskrevet i tidsskriftet The Economist (kræver login), ligesom Wikipedia nu har sit eget separate opslag om den bemærkelsesværdige bølge af protester sidste år.
Der er ikke én fællesnævner for dem alle, men ved mange af demonstrationerne rundt om i verden er et par sager gået igen: økonomisk ulighed, fattigdom og korruption blandt magthavere. Det er lige fra den økonomiske svindel, der foregår på højeste niveau af regeringen – se blot de afsløringer, der netop er kommet frem om præsidentdatteren Isabel dos Santos i Angola – til den mere dagligdags korruption, der for mange mennesker spærrer deres adgang til basale offentlige tjenester som sundhedsydelser og uddannelse.
”Borgere har fået nok af korrupte ledere og institutioner. Denne frustration giver næring til en voksende mistillid til regeringer og udhuler den offentlige tillid til de politiske ledere, valgte embedsmænd og demokratiet yderligere,” skriver Transparency International i den årlige rapport om korruption – Corruption Perception Index – der er offentliggjort torsdag.
I Libanon, hvor sammenstød i forbindelse med demonstrationerne i weekenden resulterede i over 460 sårede, har næsten hver anden vælger oplevet at blive tilbudt en gave til gengæld for deres stemme. Over hver fjerde vælger fortæller, at de bliver truet, hvis de ikke stemmer på en bestemt måde.
Afrika syd for Sahara scorer lavt
Nogle steder går det også fremad. Ikke nødvendigvis i de lande, der har været ramt af store demonstrationer – endnu, i hvert fald. Men der er steder, hvor der måske ikke er tale om solstrålehistorier, men hvor lyset trænger ind gennem sprækkerne.
Det gælder blandt andet Seychellerne, Botswana, Cape Verde, Rwanda og Mauritius, som – i den rækkefølge – er de afrikanske lande med mindst korruption.
Men ellers er der et generelt billede af, at den region i verden, der samlet set har den dårligste score i korruptionsindekset, er Afrika syd for Sahara.
Elfenbenskysten og Senegal fremhæves som to lande, hvor der på flere punkter er sket forbedringer, men hvor der stadig er meget arbejde forude. De ligger henholdsvis nummer 106 og 66 ud af i alt 180 lande, som Transparency International opstiller i rangorden efter, hvor korruptionen menes at være størst.
Danmark ligger på en førsteplads (delt med New Zealand) som verdens mindst korrupte land, ligesom blandt andet vores nordiske naboer – nok ikke så overraskende – også er blandt dem med de reneste hænder.
Lige så lidt overraskende er det at se, hvilke lande der ligger i bunden af skalaen og dermed stemples som de mest korrupte: Libyen, Nordkorea, Afghanistan, Ækvatorial-Guinea, Sudan, Venezuela, Yemen, Syrien, Sydsudan – og som det allerværste land på en klar bundplacering: Somalia.
Det er mange af de samme lande, som man fandt nederst i sidste års indeks. Læs Globalnyts omtale fra sidste år her
Store fremskridt i Angola efter dos Santos’ afgang
Og så er der førnævnte Angola, som er sprunget et pænt stykke op ad listen og nu er nummer 146. Det lyder ikke umiddelbart imponerende, men det er 19 pladser højere end sidste år. Det skyldes især, at den nye regering, der er kommet til efter præsident José Eduardo dos Santos’ afgang i 2017, har indførte en række reformer, der har til formål at gøre op med den udbredte korruption.
Få måneder efter, at den nye præsident Lourenço var tiltrådt, blev hans forgængers datter, Isabel dos Santos, fyret fra posten som øverste chef i det statslige olieselskab, Sonangol.
En domstol i Angola har beordret en indefrysning af Isabel dos Santos’ værdier, og landets statsadvokat har i sidste uge erklæret sig yderst interesseret i at få hende hjem til en afhøring.
Isabel dos Santos, der – indtil nu – har været regnet som Afrikas rigeste kvinde med en formue på over 2,1 milliarder dollars, bor i udlandet og ejer luksusejendomme i blandt andet Dubai, London og Lissabon. Angola har endnu ikke udsendt en international arrestordre på hende, men det kan komme.
Landets myndigheder har formået at hente et beløb svarende til fem milliarder dollars hjem, som ifølge regeringen er stjålet fra de offentlige kasser.
Men hvis Angola skal rykke længere op ad korruptionsindeksets rangstige, skal der stadig gøres meget mere for blandt andet at sikre, at der er gennemsigtighed, når det gælder landets enorme olieindtægter, skriver Transparency International.
Penge giver politisk indflydelse
I årets rapport har Transparency International fokus på forholdet mellem penge, politik og korruption. Store og uregulerede pengestrømme, der flyder ind i politik, gør de politiske beslutningsprocesser modtagelige over for påvirkninger udefra, skriver Transparency International.
”At holde de store summer ude af politik er afgørende for at sikre, at politiske beslutninger tjener befolkningens interesse og gør det vanskeligere at indgå korrupte aftaler,” lyder det i årets rapport.
60 procent af de lande, der i år har en bedre placering på listen end foregående år, og hvor korruptionen altså er mindsket, er lande, der har styrket håndhævelsen af regler om bidrag til politiske valgkampe, skriver Transparency International. Det gælder blandt andet Elfenbenskysten, der har forbedret sin placering på listen.
Pengestærke virksomheder og lobbyister kan få ørenlyd hos politikere, men det sker på bekostning af de borgere, politkikerne skulle tjene.
”For at have en chance for at gøre en ende på korruptionen og forbedre folks liv, må vi håndtere forholdet mellem politik og de store pengestrømme. Alle borgere skal være repræsenteret i beslutningsprocesserne,” siger Patricia Moreira, der er fungerende direktør for Transparency International, i forbindelse med offentliggørelsen.
I samme ombæring får et land som Nicaragua kraftig kritik for systematisk at udelukke civilsamfundsgrupper fra den politiske proces.
Læs hele rapporten hos Transparency International