Roskilde dag 4: Det fattige men kulturrige land Mali var godt repræsenteret på søndagens Roskilde Festival, hvor både Tamikrest og Amadou & Mariam spillede.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Solen stod højt over Roskilde søndag eftermiddag, mens Tamikrest spillede. Om aftenen dryppede det ned over Amadou & Mariam. Meget symbolsk.
Døsig ørkenrock med drømme om fred og frihed
“Wherever they are, they carry the desert with them.”
Sådan har Chris Eckman, musiker og producer, sagt om Tamikrest fra Mali. Og intet kunne være mere beskrivende for deres koncert på festivalens sidste dag.
Støvet havde nemlig rejst sig over festivalpladsen, hvor solen havde bagt siden alt for tidligt søndag morgen. Midt i støvet, i Odeon-teltets lindrende skygge går fem ørkenrockere på scenen.
Der er bandet Tamikrest, som opstod på baggrund af Tuareg-opstandene, som endte i regulær borgerkrig fra 1990 til 1995. I stedet for at gribe til våben i de hårde år, greb Tamikrest til guitaren for gennem musik at fortælle verden om nøden i landet. Frihed og fred var visionen bag deres sange om livet, kærligheden og den sociale kamp for retten til egne landområder.
Og budskabet om fred ligger ikke bare i bandets tekster, men i hele deres rare og rolige fremtræden på scenen. For forsanger og leadguitarist Ousmane Ag Mossa er et vindende væsen med sit lille smil, store hår og Bob Marley-inspirerede stil.
Den karismatiske forsanger suppleres perfekt af bandets korsangerinde, den hvidklædte ørkenprinsesse, der med sine høje ululationer og karakteristiske stemme går lige ind. Bandets øvrige medlemmer er tæt indhyllede i hvide klæder og meget nærværende i deres musik, der bearbejder en voldsom opvækst i et krigshærget område.
De er fredsvagter for Tuareg-kulturen og ambassadører for bedre levevilkår for de fattige folk i den nådesløse Sahara-ørken – og leverede et intet mindre end perfekt soundtrack til en solrig søndag eftermiddag i festivalstøvet.
Tamikrest-koncerten på Roskilde blev en oase, hvor et publikum på trods af mange dages store musikoplevelser gav den opbakning og det nærvær, bandet havde fortjent.
Tamikrest, Odeon søndag 8. juli 2012 kl. 14:00
Blind vej på Orange Scene
Det var med bævende hjerte, jeg gik op foran Orange Scenen for at opleve det, der egentlig skulle have været et højdepunkt i årets world-program.
Men festivalens største scene to en halv time, inden Björk skulle lukke og slukke, er en næsten umulig opgave. Folk gemmer de sidste kræfter til afslutningen, pakker telt og grej sammen eller drikker de sidste øl i lejren.
Der var derfor usædvanlig god plads i pitten foran Orange Scene. Og ikke engang her var festen helt i top.
Amadou smilede bredt ved siden af Mariam med sløjfe i håret og et tvært udtryk i ansigtet, mens de gentog deres ”Yeah!”, ”Ca va” og spillede et lidt kedeligt udvalg af deres sangkatalog. Jeg savnede ørehængerne fra debuten og lidt ægthed i Mariams kærtegn under det smukke nummer ”Je t’aime”.
Sangerinden Santigold, der skulle spille på Arena-scenen en time inde i Amadou & Mariams koncert, medvirker på det blinde pars sidste album, Folia, og jeg havde virkelig håbet at se Santigold på Orange Scene til nummeret “Dougou Badia”. Men nej, ingen gæsteoptræden i denne omgang.
Det var et stort sats fra festivalens side at føre stamgæsterne fra Mali ind på Orange Scene, hvor de ikke var i deres rette element, så forhåbentligt bliver de igen at se på en af festivalens mindre scener om nogle år. Og jeg holder ellers så meget af den skønne duo, som for år tilbage leverede en fantastisk koncert på Vega og efter sigende ligeså på Roskilde.
Det var godt, de ikke kunne se, hvor lille og mat et publikum de blev ført ud til.
Amadou & Mariam, Orange Scene, søndag 8. juli kl. 19:30.
