Et flertal af danskerne (57 procent) bakker fortsat op om Danmarks udviklingssamarbejde. Det fremgår af rapporten ”Danskernes kendskab og holdninger til det danske udviklingssamarbejde og verdensmålene”, som er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 danskere i 2019. Rapporten er udarbejdet af kommunikationsbureauet Advice for Udenrigsministeriet.
Opbakningen til udviklingsbistanden ligger på samme niveau som sidste år, og har de senere år stabiliseret sig efter nogle år med fald. Lidt over hver femte dansker er neutral, mens 16 procent er modstandere. Der er en lille stigning i antallet af modstandere i forhold til sidste år.
”Det er godt, at opbakningen til udviklingssamarbejdet er stabil, men der er masser af plads til forbedring. Vi skal have endnu flere danskere til at bakke op og engagere sig i udviklingssamarbejdet. Det ligger mig stærkt på sinde. Igennem udviklingssamarbejdet har vi virkelig mulighed for at gøre en forskel i verden”, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S) i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Nødhjælp og klima bør prioriteres
Rapporten viser også, at danskernes kendskab til verdensmålene er højt. Hele 74 procent af danskerne kender verdensmålene.
”Det er utroligt positivt, at så mange danskere i dag kender verdensmålene. Det afspejler, at danskerne er bevidste om, at vi er forbundet med resten af verden – også når det handler om at skabe bæredygtig udvikling”, siger udviklingsministeren.
Danskerne mener, de højeste prioriteter bør være hjælp til flygtninge i nærområder og støtte i akutte krisesituationer. Derudover peger mange på rent vand, sundhed og uddannelse som vigtigste områder.
Flertallet af danskerne ønsker desuden, at klima- og miljøhensyn prioriteres højt i udviklingssamarbejdet.
Bekymring for korruption fylder
Næsten halvdelen af danskerne mener, at størstedelen af pengene, der bruges på udviklingsbistand, havner i de forkerte lommer. Alligevel mener 39 procent, at Danmark skal være villig til at risikere korruption for at skabe resultater i meget fattige lande.
Rapporten er en årligt tilbagevendende undersøgelse, som i år yderligere er udvidet med en særskilt undersøgelse af danskernes kendskab og holdning til verdensmålene.
Undersøgelserne af henholdsvis udviklingssamarbejde og verdensmålene baserer sig på over 2.000 besvarelser blandt et repræsentativt udvalg af danskere.
Se rapporten her (downloader direkte)