Kommentar af Jens Mattias Clausen, 92-gruppen
2015 bliver et vigtigt år for de internationale klimaforhandlinger. Fokus er skiftevis rettet mod Geneve, Paris og Bonn. Det er afgørende at målene er langsigtede og at finansieringsstriden løses.
De internationale klimaforhandlinger er gået ind i et afgørende år.
Det officielle startskud lød i starten af februar, da verdens lande mødtes i Geneve for at blive enige om den formelle forhandlingstekst, der skal udgøre fundamentet for de intense forhandlinger, der er planlagt i 2015.
For enden af vejen ligger Paris, hvor den nye globale aftale efter planen skal vedtages i december.
Siden det dramatiske slutspil ved COP20 i Lima for et par måneder siden, har forhandlingerne fået to nye formænd.
De satte med det samme deres præg på forhandlingerne ved at tillade landene at tilføje nye elementer til forhandlingsteksten. Det medførte øjeblikkelig en mere positiv atmosfære, da landene i højere grad kunne genkende sig selv i teksten.
Til gengæld betød det også, at forhandlingsteksten eksploderede størrelsesmæssigt. Da ugen var omme, var den fordoblet. Der foreligger nu et stort arbejde med at strømline og reducere teksten igen, så den kan håndteres i Paris.
De langsigtede mål
Et af de vigtigste emner, der bliver diskuteret i forhandlingerne, er spørgsmålet om et langsigtet mål i aftalen.
Det er utrolig vigtigt, at der bliver udstukket en klar kurs fra Paris mod et fossilfrit samfund, der bygger på 100 % vedvarende energi. Det er den slags signaler, der gør en stor forskel for investorer og virksomheder, når de lægger strategier for fremtiden.
På kortere sigt er det bl.a. afgørende, at finansieringsstriden bliver løst.
Det er stadig uklart, hvad de rige lande har tænkt sig at lægge på bordet, så ulandene kan forfølge den grønne omstilling og tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede sker og kun bliver værre i fremtiden.
Det er ikke bare usolidarisk, det er også tudedumt, hvis målsætningen er at øge ambitionsniveauet, så vi kan holde temperaturstigningerne så langt under 2 grader som muligt.
Når verdens lande samles igen i Bonn i juni, har de forhåbentlig gjort deres hjemmearbejde – både individuelt og kollektivt – så man kan få løst nogle af forhandlingernes gordiske knuder og dermed maksimere chancerne for en ambitiøs og retfærdig klimaaftale i Paris.
Jens Mattias Clausen er klimapolitisk rådgiver ved Greenpeace
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev januar 2015
