Hans Peter Dejgaard
Hans Peter Dejgaard (1956) har i mange år arbejdet som konsulent med udviklingslande, miljø og klima i Asien, Afrika, Latin Amerika og Østeuropa.
Var som nyuddannet ingeniør med til udvikle de første mobiltelefoner hos Nokia. Medstifter af Nicaragua-komiteen og for IBIS været regional repræsentant i Mellemamerika og senere formand. Aktiv i 92-gruppen og formand for IDA Global Development.
MADRID: Den første knast handler om brug af markedsmekanismer ved køb og salg af CO2-kvoter.
Logikken bag køb og salg af CO2-kvoter er, at nedskæringer i drivhusgasser kan gennemføres, hvor det er billigt. Fattige lande kan sælge kvoter og dermed tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan købe kvoter og dermed ikke behøver skære i deres udledning selv.
Det bemærkes, at aftalen i fredags om den nye danske klimalov siger, at der Danmark ikke ønsker, at anvende reduktionsmekanismer til opfyldelse af 70 procent-målet i klimaloven (hvis det ikke viser sig nødvendigt lige før 2030). Desværre planlægger mange andre lande at opfylde deres forpligtelser ved at betale for udledningsreduktioner i fattige lande og trække det fra i landets eget udledningsregnskab.
Artikel 6 var det eneste eneste i regelsættet (rulebook) for Parisaftalen, som ikke blev vedtaget for ét år siden i COP24 i Katowice, hvor Brasilien stillede sig på bagbenene og ikke gav sig på trods af at forhandlingerne fortsatte næsten én dag længere end planlagt. Det er svært at forhandle med præsident Bolsonaro, som vil have mange penge for ikke at opdyrke Amazonas-regnskoven.
Efter den første uges forhandlinger i Madrid kniber det stadigvæk. Megen tekst er sat i parenteser (som der sker i forhandlingerne). Danske Verdens Skove og mange andre NGOer er bange for et kompromis med Brasilien og andre lande, som åbner for at tælle reduktionen af emissioner to gange. Centralt i forhandlingerne er også, hvordan der skal tælles. De hidtidige erfaringerne med kvotesystemet i Kyoto-aftalen fra 1997, som er ved at udløbe, er ikke gode. Klimarådets analyse er kommet til den anbefaling, at Danmark ikke gør brug af den mulighed.
Kina og Indien er svære at forhandle med, fordi de ligesom Brasilien har et stort overskud af kvoter og projekter, som allerede er gennemført. Disse bør ikke overføres til Parisaftalen (som træder i kraft i 2020). Landene står i en situation, hvor efterspørgslen efter kvoter er faldet efter at EU ikke længere vil købe kvoter for at opfylde sine klimamål. I forhandlinger her i Madrid er EU imod en overførsel af kvoter fra før 2020.
Katastroferne og konsekvenserne
Loss and Damage (tab og skader) er den anden vanskelige knast, som handler om håndteringen af de alvorlige konsekvenser, der følger klimarelaterede katastrofer.
Et tragisk eksempel er cyklonerne Idai og Kenneth, der tidligere i år ramte Mozambique, Malawi og Zimbabwe i det sydlige Afrika. Meget tyder på, at cyklonernes styrke var direkte relateret til klimaforandringer. Indbyggerne i disse lande har dog ekstremt lave akkumulerede udslip af drivhusgasser og har dermed et meget lille ansvar for den globale opvarmning.
Som det især fremføres af forhandlerne fra ø-staterne (the alliance of small island states AOSIS, som de hedder i forhandlingerne), er det de fattigste mennesker i de ramte lande, der har mistet det meste i katastrofer med eksempel oversvømmelse, tørke, hedebølger, skovbrande og højere hav-niveau.
Landene har mulighed for at låne penge fra Verdensbanken, men disse skal betales tilbage med rente og leder til en forøgelse af fattige landes gæld. Det er ikke fair, og netop derfor kommer der mange følelser og stærke holdninger i spil, når landene i Madrid skal diskutere, hvordan ’Loss and Damage’ håndteres.
Ringe interesse for ligestilling og menneskerettigheder
Et problem, der ikke kan betegnes som en knast i forhandlinger, er at udføre beslutningen om ligestilling i forhold til klimaindsatsen. På COP25 er et review af ”The UN Climate Change’s gender action plan”, som har til hensigt at “advance women’s full, equal and meaningful participation, promote “gender-responsive climate policy” and the “mainstreaming” of a gender perspective.
På mit hotel bor en forhandler fra Costa Rica, som har fremlagt landets flotte actionplan. Men hun fortæller mig, at hun synes det er trist, at så mange lande er negative overfor ligestilling i klimaarbejdet. Ofte også overfor menneskerettigheder.
Rigtig god plads til forbedringer
Den gennemgående knast er de nationale klimaplaner, hvor landene har deadline næste år med at indlevere mere ambitiøse reduktionsmål før klimatopmøde i Glasgow i december 2020.
Den sidste måneds rapporter fra FN har vist, at de nuværende planer ikke er ambitiøse nok, og at der skal skrues gevaldigt op for ambitionerne, hvis de globale målsætninger skal overholdes (se link). For at nå 1,5-gradersmålet skal verden reducere emissionerne med hele 7,6 procent hvert år indtil 2030.