PARIS: Det har været en utrolig hektisk uge i Paris. Mandag var statsoverhoveder fra hele verden på besøg, og det skete med højt sikkerhedsniveau.
Der har været så mange erklæringer og offentliggørelse af nye tiltag, at man bliver helt forpustet. Det er desværre kun muligt for en enkelt person at få en brøkdel dækket.
Samtidigt er forhandlerne i fuld gang med at diskutere, hvilke eksakte ord og sætninger en ny klimaaftale skal indeholde. Det er et speget spil, hvor de mindste detaljer i teksten diskuteres indgående.
Det, der særligt giver anledning til diskussioner, har i den første uge været de langsigtede mål, differentiering mellem landene, klimafiansiering og tilpasning.
Der er visse observatører, der er positive efter en uge i det nordlige Paris.
“På dette tidspunkt i København måtte vi forholde os til en 300 sider lang tekst og en voksende følelse af håbløshed. I Paris er vi nede på 21 sider og atmosfæren er stadig konstruktiv”, lyder vurderingen af Martin Kaiser fra Greenpeace.
Ja, København bliver nævnt igen og igen her i Paris i debatterne og i samtaler i bus, tog og metro.
EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete er ligeledes optimist, men må som reaktion på et spørgsmål indrømme, at de helt store gordiske knuder ikke er blevet løsnet.
“Jeg vil være helt ærlig. Alle de svære spørgsmål er stadig uløste og skal løses af ministrene i næste uge”, sagde kommissæren på et pressemøde lørdag.
Trods den store aktivitet og de mange erklæringer er der altså ikke mange nationer, der har været indstillet på at finde et kompromis.
“Landene har ikke været villige til at forlade deres komfortzone”, tilføjer den spanske EU-kommissær.
Positive signaler fra statsoverhoveder
De fleste har ellers været tilfreds med åbningen af konferencen. Mandag drog statsledere fra hele verden – omkring 150 i alt – til Paris for at deltage den første dag på COP21.
Det var ifølge iagtagere fine og ambitiøse erklæringer, der kom fra lederne, men nu mangler ordene at blive udmøntet i konkret handling.
“Lederne havde nogle gode erklæringer, men jeg ser desværre ikke, at forhandlerne følger deres egne ledere. De må lytte til deres ledere”, siger Saleemul Huq, forsker ved International Institute for Development and Environment.
Ugen igennem har forhandlerne forsøgt at tale sig til rette. Der er sket i små grupper, hver dedikeret til de forskellige emner. Civilsamfundet har ikke haft adgang til mange af møderne, hvilket de har kritiseret.
Planen er at have en tekst til en aftale færdig onsdag, som kan blive vurderet af juridiske eksperter.
Det kan dog vise sig at være en lidt for optimistisk køreplan, for de helt store stridspunkter er ikke løst, og det er de samme punkter, som parterne har skændes om de sidste mange år.
Hvor meget må temperaturen stige?
Ministrene skal bl.a. blive enige om langsigtede mål. Her gælder det først og fremmest en tøjling af den globale opvarmning. Det officielle mål har længe været at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede, men der er flere og flere lande, som tilslutter sig de små østater og andre klimaskrøbelige landes ønske om at stramme målsætningen op.
Lande i særlig risiko for at blive ramt af klimaforandringer lagde stærkt ud mandag med at vedtage en erklæring, hvor målet om, at temperaturen som maksimum må stige 1,5 grader.
Det skete på et møde arrangeret af gruppen af klimaskrøbelige lande, Climate Vulnerable Forum. Over 40 lande er nu med i gruppen, og mere end 100 lande støtter et krav i aftalen om, at temperaturen ikke må stige over de famøse 1,5 grader.
“2 graders-målsætningen vil beskytte nogen, men ikke alle. Hvis vi vil beskytte alle, må vi have et mål om, at temperaturstigningen holdes under 1,5 grader”, siger Saleemul Huq, seniorforsker ved International Institute of Environment and Development.
“Målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er vigtigt for os. Det er et spørgsmål om overlevelse. En temperaturstigning under 2 grader er ikke en sikker zone for os”, siger Gambias miljøminister, Pa Ousman Jarju, der er formand for gruppen af de mindst udviklede lande (LDC’erne)
Flere af de mindre sårbare nationer er ligeledes begyndt at støtte de udsatte lande i deres ønske. Frankrig, Tyskland og senest Australien har erklæret, at de kan støtte en tærskel på 1,5 grader for temperaturstigningen. Mange andre lande i Nord, heriblandt EU og USA, har heller ikke været afvisende.
Blokerer for vurdering af forskellen mellem 1,5 og 2 grader
Derimod har der været drama, da særligt Saudi Arabien og til dels Indien og Kina blokerede et forslag om at inddrage en tilføjelse i teksten af en videnskabelig vurdering af forskellen i globale konsekvenser mellem de 1,5 og 2 grader.
Et andet langsigtet mål handler om opgøret med de klimaskadelige gasser. Lige nu er der en kamp på ord om, hvordan målet skal formuleres. Der tales om “decarbonization” eller “klimaneutralitet”.
Den store forskel er, at “decarbonization” henviser til et fuldt opgør med brugen af kulstof, mens klimaneutralitet åbner for bredere fortolkninger, hvor forskellige teknologier kan komme i spil og anvendelsen af fossile brændstoffer kan fortsætte.
Tilpasningspengene halter
Jo mere temperaturen vil stige, jo mere vil de mest skrøbelige og fattige lande have behov for i støtte til tilpasning. De frivillige bidrag om at reducere de klimaskadelige udledninger, der er blevet offentliggjort indtil videre, sætter kloden på kurs mod en stigning på omkring 3 grader, viser vurderinger.
“Hvis der ikke ern tilstrækkelig mitigation (reduktion af drivhusgasser), bør der være flere midler til tilpasning”, udtaler Pa Ousman Jarju, formand for LDC-gruppen. .
Langt de fleste penge i klimastøtten til de fattige bliver imidlertid giver til omstilling. Kun 16% af klimafinansieringen i 2014 blev betalt til tilpasning, har OECD beregnet.
Den afrikanske gruppe har foreslået, at man fastsætter et mål om, at 32% af klimastøtten skal gå til tilpasning, men der har ikke været mange reaktioner på forslaget. Et mål om, at klimastøtten skal deles ligeligt mellem omstilling og tilpasning er pillet ud af den nye tekst.
Det skulle i så fald være af de 100 milliarder årlige dollars, som rige lande har lovet de mindre velstående fra 2020.
Hvad er klimafinansiering?
Selve opgørelsen og definition af disse midler giver også anledning til sværdslag.
En OECD-rapport om klimafinansiering tidligere på året blev kritiseret for at medregne lån. Den opgørelsesmetode bliver ikke accepteret af de mindst udviklede lande.
“Lån, som vi skal betale tilbage, og garantier kan ikke klassificeres som klimafinansering”; lyder det fra Pa Ousman Jarju på vegne af LDC-landene.
Den helt store gruppe af udviklingslande – G77 og Kina – ønsker, at de udviklede lande kommer med mere konkrete forpligtelser på de 100 milliarder i en aftale.
“Hvis vi ikke kan være sikre på, at allerede indgåede aftaler bliver mødt, hvordan kan vi så være sikre på, at forpligtelser i den nye aftale bliver mødt”; siger Nozipho Mxakato-Diseko, der er formand for G77 og Kina.
Flere skal donorere
EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete forsikrer dog om, at EU vil levere. Han fremhæver, at EU er den største bidragsyder af klimafinansiering.
“Vi forpligter os på de 100 milliarder dollars, og vi vil levere dem fuldt ud”; siger han.
Han mener dog, at flere lande skal spytte i kassen. Det Internationale Energiagentur har beregnet, at en gennemførsel af alle landenes reduktionsmål vil have en omkostning på 3,5 trillioner dollars, nævner den spanske kommissær.
“Verden har ændret sig. Udviklingslande udvikler sig, og de vil blive udviklede. Nogle af de rigeste lande er ikke annex 1 (kategorien for rige lande i Klimakonventionen)”, lyder det fra EU-represæntanten, og han tilføjer:
“Vi vil fortsætte med at støtte, men andre lande i en position til at gøre det burde også støtte. Vi er nødt til at udvide antallet af lande, som støtter de mest skrøbelige”.
Kelly Dent fra Oxfam nævnte på et pressemøde, at USA og andre er klar til at øge klimafinansieringen, hvis flere lande end de nuværende vil donore.
Loss and Damage
Det ser til gengæld ud til, at flere og flere lande støtter en mekansime, der kan forholde sig til tab og ødelæggelser af klimaforandringerne, når det ikke længere er muligt at tilpasse sig.
Den er kendt som Loss and Damage, og det er en vigtig sag for de mest skrøbelige og fattige lande. Det nævnte formanden for de mindst udviklede lande på et pressemøde.
“Dette er er en hovedprioritet for os. Uden Loss and Damage kommer der ikke et resultat i Paris”; sagde Pa Ousman Jarju, som ellers ikke ligefrem var bombastisk på mange andre områder.
Loss and Damage-mekanismen er ikke færdigudviklet og den kan tage mange forskellige former. Det kan blive en slags forskiringsordning, eller en kompensation til klimaramte, men den sidstnævnte mulighed er amerikanerne stærke modstandere af.
Ministrene får travlt
Ja, man kunne jo egentligt fortsætte, for der er flere ting, der skiller parterne og langt flere detaljer i skillelinerne. Og man kunne jo også nævne, at Norge – som Danmark dagen før – fredag vandt håneprisen “Fossil of the Day” for at ville flytte tekst om menneskerettigheder fra kernen til præamblet.
Der er til gengæld ikke så mange gennembrud med store kompromiser.
Det ser ud til, at flere lande tilslutter sig målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Hvordan det så skal indgå i teksten er et andet spørgsmål. Og om det kan lade sig gøre i virkelighedens verden med det kulstof, som allerede er sendt op i atmosfæren er et tredje.
Det ser ligeledes ud til, at Loss and Damage i en eller anden for vil blive nævnt i en aftale.
Om aftalen bliver juridisk bindende, blot en poltiisk erklæring eller en blanding er stadig uvist.
USA har hidtil afvist en bindende aftale, men de har ikke den store opbakning til denne løsning, da de fleste andre parter kræver en forpligtende struktur.
Ministrene får i næste uge travlt med at sætte sig igennem og finde kompromisser, hvis en aftale skal falde på plads inden onsdag. Eller inden søndag.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
