Udenrigsminister Per Stig Møller (K) forudser, at USA under præsident Barack Obama vil kulegrave Bush-administrationens brug af hårdhændede afhøringsmetoder mod fanger i bl.a. Guantanamo og Abu Ghraib, som internationale eksperter kalder tortur, skriver Berlingske Søndag.
– USA er en retsstat, og erfaringen er, at Senatet forfølger sagerne kraftigt. USA er jo ikke nogen bananrepublik, siger Per Stig Møller til bladet.
En ny rapport fra det amerikanske Senat dokumenterer, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som siden har fundet sted.
Et enigt forsvarsudvalg med 13 demokrater og 12 republikanere fastslår, at beslutningerne var en “direkte årsag” til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.
Ifølge en Gallup-undersøgelse for Berlingske Tidende afviser 44 procent af de adspurgte, at den danske regering skal kræve et retsopgør i USA. 30 procent mener, at den skal. Resten har ikke taget stilling.
I en kommentar fremsendt til u-landsnyt.dk gør Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) følgende gældende:
– Vi håber de danske politikere får ret i deres håb om en amerikansk retsforfølgning. I følge FNs konvention mod tortur har USA forpligtet sig til at retsforfølge tortur. Der er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur og samtidig er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt, siger kommunikationskoordinator Tue Magnussen i RCT.
– Hvis USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning bør Danmark opfordre den nye administration dertil. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til at få undersøgt og evt. retsforfølge Bush-administrationen for at få placeret ansvaret for Abu Ghraib, Guantánamo og tilladelsen til brug af tortur i forbindelse afhøringer samt CIA-flytransporter af terrormistænkte til lande, hvor de er blevet udsat for tortur, fortsætter Tue Magnussen.
Samtidig mener RCT, at den danske regering snarest efter Obamas tiltræden bør spørge den nye administration om i hvilket omfang CIA-fly har anvendt dansk luftrum og danske lufthavne i forbindelse med ulovlig transport af terrormistænkte fanger.
På den måde kan den danske regering råde bod på de svar, som udenrigsminister Per Stig Møller ved offentliggørelsen af rapporten fra regeringens arbejdsgruppe i oktober 2008 karakteriserede som “uacceptable”, hedder det.