Dokument: Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) besvarelse den 20. november af forespørgsel vedr. erfaringerne fra dansk deltagelse i krigen i Irak:
Der forelå efter regeringens opfattelse en klar bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd i resolution 678 og i senere resolutioner til at anvende magt for at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser over for Irak. Det var der bred enighed om her i Folketinget tilbage i 1998. Denne bemyndigelse stod stadig ved magt, da den væbnede aktion fandt sted i 2003.
Resolution 1441 udgjorde alene en styrkelse og præcisering af det grundlag for anvendelse af militære forholdsregler mod Irak, der allerede forelå i de tidligere resolutioner. Med resolution 1441 forelå der et betydeligt klarere og mere opdateret juridisk grundlag for at iværksætte militære forholdsregler over for Irak, end tilfældet var, da den daværende (SR)regering i februar 1998 fremlagde beslutningsforslaget (B 114).
Ved vurderingen af det folkeretlige grundlag lagde regeringen vægt på følgende forhold:
For det første:
Irak fik med resolution 1441 en sidste chance for at opfylde Sikkerhedsrådets krav. Men Irak overholdt – ifølge våbeninspektørerne selv – ikke kravene i resolutionen om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde. Dermed forpassede Irak sin sidste chance. Den sidste udvej for at få Irak til at efterleve FNs krav og betingelser var derfor anvendelse af militær magt.
For det andet:
Allerede før vedtagelsen af resolution 1441 lå der en klar bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd til at anvende magt over for Irak. Sikkerhedsrådet gav nemlig med resolution 678 og 687 bemyndigelse til at anvende alle nødvendige midler – herunder militære magtmidler – over for Irak med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Bemyndigelsen gav ret til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser.
Denne bemyndigelse stod uforandret ved magt – Sikkerhedsrådet tilbagekaldte eller ophævede aldrig bemyndigelsen. Tværtimod både opdaterede og bekræftede et enigt Sikkerhedsråd som nævnt med resolution 1441 denne bemyndigelse.
For det tredje:
På grund af Iraks substantielle brud på sine forpligtelser var det efter regeringens opfattelse nødvendigt – med militær magt desværre – at fjerne den irakiske trussel mod international fred og sikkerhed i regionen.
For det fjerde:
En ny sikkerhedsrådsresolution ville have været politisk ønskelig. Men den var ikke juridisk nødvendig. Efter sin ordlyd vedrørte det aldrig vedtagne resolutionsudkast jo heller ikke spørgsmålet om en sikkerhedsrådsbemyndigelse eller spørgsmålet om, hvorvidt Irak krænkede sine forpligtelser. Disse spørgsmål var jo allerede afklaret i Sikkerhedsrådet.
Den militære aktion mod Irak var med andre ord forankret i FN. At en væbnet aktion kunne blive den endelige udgang var jo hverken Frankrig eller Tyskland uenig i. Jeg skal i den forbindelse henvise til topmødeudtalelserne fra den 17. februar 2003.
Denne vurdering af det folkeretlige grundlag for den multinationale indsats i Irak deler vi med en række andre lande. Men folkeret er ikke en eksakt videnskab. Og ikke alle folkeretseksperter har været enige i vurderingen.
Sikkerhedsrådets resolutioner er resultatet af lange og ofte meget vanskelige drøftelser. Den politiske forståelse af en resolution kan være forskellig blandt de forskellige aktører, som har medvirket til vedtagelsen. Alt dette taget i betragtning kan det ikke undre, at der er forskellige opfattelser af det juridiske grundlag.
Men regeringens holdning har hele tiden været klar. Og vi har fra starten lagt vores juridiske analyse åbent frem.
Jeg vil herefter vende mig fra det folkeretlige til det rent politiske.
Regeringen er blevet kritiseret for at have ændret sin begrundelse for deltagelse i den oprindelige militære aktion i Irak. Det vil jeg godt tilbagevise.
Regeringen fremlagde i bemærkningerne til beslutningsforslag B 118 – nærmere bestemt i afsnit IV – åbent og udførligt de 13 punkter, som efter regeringens opfattelse begrundede, at Danmark skulle deltage i den militære indsats i Irak. Det fremgår klart, at regeringen, da den skulle tage endelig stilling, lagde afgørende vægt på netop disse 13 punkter.
Det var dem, regeringen forelagde for Folketinget. Og som et flertal baserede sig på, da Folketinget gav sit samtykke til den militære indsats i Irak. Hverken mere eller mindre.
Det er en ærlig sag at have en anden politisk holdning til, hvilken konklusion, man ønskede at drage på grundlag af de 13 punkter. Om man omsider skulle sætte foden ned? Eller om man fortsat skulle se igennem fingre med Saddam Husseins overtrædelser og give ham endnu flere chancer? Man kan altid spørge: Hvornår er nok nok?
Men man kan ikke skyde regeringen i skoene, at den ikke åbent lagde sine argumenter frem, eller at argumenterne ikke holdt vand. De 13 punkter er ikke som påstået af forespørgerne “påstande”. De kan ikke anfægtes – hverken dengang eller nu.
Forespørgslen rejser også spørgsmålet om krav til anvendelse af våbentyper i forhold til internationale konventioner. Hertil kan jeg svare, at regeringen selvfølgelig forudsætter, at alle parter overholder de internationale konventioner og aftaler, som de har indgået, men at implementering af folkeretten er et nationalt ansvar.
Det er på baggrund af erfaringerne fra de seneste års væbnede konflikter regeringens holdning, at den folkeretlige regulering af produktion og anvendelse af visse våbentyper fortsat bør styrkes og udbygges.
Der er i de seneste 10 år sket store retlige fremskridt på området især for så vidt angår anti-personelminer og andre minetyper, og der vil i de kommende år være behov for yderligere tiltag i forhold til andre våbentyper.
Regeringen arbejder for, at det igangværende arbejde under FNs Våbenkonvention af 1980 vil lede til yderligere regulering vedrørende design og anvendelse af f.eks. panserminer og klyngeammunition, samt til en ny international protokol om oprydning af efterladt ammunition.
Udviklingen i det sikkerhedspolitiske trusselsbillede over de seneste år har stillet det internationale samfund over for vanskelige valg, når der skulle træffes beslutning om militær intervention.
I Kosovo valgte NATO at skride til handling, da Sikkerhedsrådet var blokeret og ikke levede op til sit ansvar for at standse massive menneskerettighedskrænkelser, der udgjorde en trussel mod fred og stabilitet i regionen. I Rwanda skred det internationale samfund ikke ind på trods af, at der blev gennemført et reelt folkemord. I Irak i 1998 stillede USA sig i spidsen for en multinational aktion med henblik på at gennemtvinge Sikkerhedsrådets resolutioner inden en ny beslutning i Sikkerhedsrådet.
Folkeretten udvikler sig på baggrund af stedfundne begivenheder og er stedse under udvikling for at tage højde for den nye tids trusler. Fra flere sider tales der om behovet for såkaldt tidligt selvforsvar og præventive aktioner. Det vil sige ret til magtanvendelse allerede inden et angreb er overhængende. Hovedargumentet er, at tusindvis af menneskeliv bringes i fare, hvis man venter til truslen er konkret.
Kofi Annan talte den 23. september i år til FNs Generalforsamling om behovet for udvikling af kriterier for tidlig bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet til magtanvendelse over for den nye type trusler. Herhjemme har Det Radikale Venstre foreslået, at der etableres kriterier for vurdering af, hvorvidt en humanitær intervention uden mandat fra FN er lovlig i henhold til folkeretten.
I lyset af udviklingen siden Kosovo – og her tænker jeg særligt på udviklingen med transnationale terrornetværk – vil det være fornuftigt at bede Dansk Institut for Internationale Studier om at udbygge sin analyse af humanitær intervention.
Lad mig til sidst slå fast, at regeringen støtter udbygningen af den internationale retsorden. Både generalsekretærens og Det Radikale Venstres tanker er vigtige bidrag til den helt nødvendige debat.
Men forslagene rejser også en række spørgsmål og problemstillinger, som jeg synes Dansk Institut for Internationale Studier bør beskæftige sig med.
Er der den nødvendige politiske vilje i Sikkerhedsrådet til at opnå enighed om kriterier? Kan der i givet fald opnås enighed om andet end meget generelle kriterier, som i den konkrete situation vil kræve fortolkning af det selv samme Sikkerhedsrådet?
Og hvis Sikkerhedsrådet ikke kan blive enigt om fortolkningen af kriterierne i en konkret situation, hvem skal vi så overlade fortolkningen til? Hvordan undgår vi misbrug af udvidet adgang til magtanvendelse?
Forslag til Folketings-vedtagelse, den 20. november 2003
Af Troels Lund Poulsen (V), Jeppe Kofod (S), Søren Krarup (DF), Gitte Seeberg (KF) og Morten Helveg Petersen (RV) :
“Folketinget konstaterer, at der med FNs sikkerhedsrådsresolution 1511 (2003) foreligger et klart FN-mandat for den multinationale sikringsstyrke i Irak.
Folketinget lægger afgørende vægt på, at dansk deltagelse i militære indsatser finder sted i overensstemmelse med folkeretten.
Folketinget opfordrer regeringen til at anmode DIIS om at udbygge rapporten om humanitær intervention i lyset af senere erfaringer”.
For forslaget stemte 98 (V, S, DF, KF, RV), 9 stemte imod (SF og EL), mens 2 afstod fra at stemme (KD).
Kilde: Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk
