Per Stig om rapport: Forfærdende billede af overgrebene i Darfur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs generalsekretær har tirsdag udsendt en rapport fra en undersøgelseskommission, som blev nedsat i efteråret for at undersøge overtrædelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i Darfur-regionen i det vestlige Sudan.

Kommissionen skulle videre afgøre, om et folkedrab har fundet sted, samt identificere ansvarlige. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger i forbindelse med offentliggørelsen:

– Rapporten tegner et forfærdeligt billede af de overgreb, der finder sted overalt i Darfur. Selv om kommissionen ikke finder, at overgrebene som sådan kan betegnes som folkedrab, så konkluderer den helt klart, at der er sket og stadig sker alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettighederne.

– Nogle af disse krænkelser karakteriseres af kommissionen som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Rapporten lægger ansvaret for overtrædelserne på såvel repræsentanter for den sudanesiske regering som på medlemmer af oprørsbevægelser og militser.

– Det er Danmarks hovedprioritet at sikre, at overgrebene stoppes og de skyldige drages til ansvar. Den atmosfære af straffrihed, der hersker i Sudan, må ophøre, understreger Per Stig Møller og slutter:

– Kommissionen anbefaler, at Sikkerhedsrådet henviser spørgsmålet om retsforfølgning til den Internationale Straffedomstol (ICC). Det er også vores klare udgangspunkt, at ICC vil være det naturlige valg, når det kommer til retsforfølgning af de ansvarlige for forbrydelserne i Darfur.

– Danmark vil nu drøfte med de øvrige medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, hvilke konkrete konsekvenser, der skal drages af rapportens konklusioner.

Yderligere oplysninger i Danidas Afrika-kontor, tlf. 33 92 03 90 eller i Folkeretskontoret, tlf. 33 92 03 23.