Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Med de nedskæringer i u-landsbistanden, som regeringen med basis i et flertal i Folketinget lige nu er i gang med at gennemføre, lægges der også op til at spare omkring 200 stillinger væk i Udenrigsministeriet.
Og de kommer oveni tidligere adskillige personalebesparelser. Det er slemt, at nedskæringerne bringer den danske u-landsbistandsprocent tilbage på – eller måske under – de 0.7 procent af BNI, som er det minimum, vi internationalt er forpligtiget på.
Men når den professionelle stab, der skal sikre, at midlerne bruges effektivt, nærmest totalt elimineres, kunne vi ligeså godt spare også de sidste 0,7 procent væk!
Det vil dog være katastrofalt – også for os selv! En nedlæggelse af dansk udviklingsbistand vil ikke kun gå ud over fattige i u-landene.
Det vil ramme mange, mange ganske almindelige mennesker, fordi det utvivlsomt vil forsinke udviklingen i verdens fattigere lande frem imod de nye FN 2030-Verdensmål. En nedlæggelse, som den nuværende politik peger frem imod, vil dermed også gå ud over os selv.
Ikke male fanden på væggen, men…
Vi vil i så fald ikke blot se flere af de krigs- og klimaflygtningestrømme op igennem Europa, som vi lige nu er vidner til.
Vores egne livsudfoldelses-muligheder, som vi kender dem i dag, vil generelt blive mere og mere begrænset af terror og voldelige konflikter, af alvorlige klimakatastrofer og af miljø- og ressourceknaphedsproblemer.
Selvom man ikke skal male fanden på væggen, er der god grund til bekymring, når et flertal i Folketinget udviser et så begrænset globalt udsyn.
Men indsatserne skal selvfølgelig virke og det har både politikerne og vi skatteydere desværre også god grund til at være bekymrede for, som midlerne anvendes i dag.
Udenrigsministeriets hjemmeside bringer løbende beretninger om ”misbrug” i en eller anden form og ”de gode historier” om dansk u-landsbistand findes tilsyneladende ikke længere.
Det hænger givetvis sammen med, at skattekronerne i dag i højere grad end tidligere direkte overføres til de enkelte landes statskasser (”budgetstøtte”), til forskellige offentlige og private fonde og til samfinansiering af andre donorers projekter og programmer.
Generelt ser det ud til, at midlerne i stadig mindre og mindre grad bruges til at finansiere indsatser baseret på relevant dansk viden og erfaring.
”Vi har brug for sådan nogle som jer”
Og det gør en forskel. Det blev en gang betroet mig af en højtstående embedsmand i et af Danida’s mellemindkomst samarbejdslande.
”Vi har brug for sådan nogle som jer. Ikke fordi, I kommer med en masse teoretisk viden, som ikke allerede findes her i landet”, sagde han. ”Men I kommer med erfaring og med konceptet til, hvad vi praktisk kan og bør gøre – og så har I selv pengene med. Det kan jeg bruge til at få mine egne embedsmænd med på, at vi i fællesskab gennemfører de ændringer, som jeg er enig med jer i, er nødvendige”.
Den pågældende embedsmand tilhører kategorien af ”ildsjæle”, personer i udviklingslandene, der er indstillet på nødvendigheden af ændringer og som vi i langt højere grad end tilfældet er i dag, burde etablere samarbejder med.
De findes overalt i såvel den offentlige som den private sektor i alle udviklingslande.
Men sådanne samarbejder kræver, at vi udsender fagligt kvalificerede personer, der kan indgå i professionelle samarbejder med landenes egne embedsmænd og fagfolk. Men altså også, at de ”… selv har pengene med”.
Dette sidste bør generelt gøres ved, at midler til aktiviteterne overføres til samarbejdslandets egne ministerier og institutioner.
Derved åbnes der fortsat for muligheder for misbrug. Men risikoen formindskes betydeligt, når midlerne overføres til et velbeskrevet ”projekt” eller ”program”, som gennemføres i et samarbejde med danske (dansk udsendte) fagfolk.
Der er gode eksempler på, at den direkte involvering af dansk udsendt personale også ”overfører” dansk tradition for brug af offentlige midler og derved samtidigt modvirker traditioner for misbrug og korruption.
Danmark har den faglige kapacitet
Men forudsætningen er altså, at vi udarbejder ”projekter” eller ”programmer”, har kapacitet til at gennemføre dem og kvalitetssikre udførelsen.
Vi skal være parate til at udsende fagligt kvalificerede personer til samarbejdet med lokale personer og institutioner om udformning og gennemførelse.
Vi har i Danmark betydelig faglig viden på en lang række områder af betydning for udviklingslande og derigennem også for den globale udvikling frem imod de nye Verdensmål. Men denne faglige kapacitet skal bringes i spil.
Det indebærer en markant ændring i den måde, vi anvender bistandsmidlerne på og det kræver en professionel stab i Udenrigsministeriet, på Asiatisk Plads såvel som på ambassaderne rundt om i verden.
Det forudsætter en Udenrigstjeneste, der råder over personer med faglige kompetencer på de områder, hvor vi har dansk ekspertise, der er relevant for udviklingslandene. Måske samlet i en særskilt Styrelse??
En stor del af den nødvendige ekspertise findes i den private sektor i Danmark og den skal derfor købes af Udenrigsministeriet til opgaverne.
Det forudsætter, at Udenrigsministeriet selv har en tilstrækkelig kapacitet til at sikre de rigtige indkøb: ”It takes one to buy one”.
Den igangværende ”granskning” af dansk udenrigspolitik og den lovede derpå baserede nye udviklingsstrategi må i realiteten ”genindføre” dansk udviklingspolitik.
En med substans i og som sikrer, at den fornødne kerne af faglige kompetencer genetableres i Udenrigsministeriet.
