Regeringen vil nu ad bagdøren ansætte politikere som ambassadører. Ad bagdøren, idet det ikke sker ved lov, men gennem en administrativ ændring i en bekendtgørelse – i øvrigt med en meget kort høringsfrist.
Det er en ualmindelig dårlig ide, om end den flugter med S-regeringens politisering af hele embedsapparatet gennem ansættelse af en hær af spindoktorer og politiske rådgivere. Sammen med forhøjet partistøtte, markante lønforhøjelser til politikerne, favorable pensionsordninger for folketingsmedlemmer og ministre, gennem grænseløs adgang til betalt sygeorlov efter eget valg og en offentlighedslov der i realiteten er en lukkethedslov vil det bære ved til mistilliden til politikerne.
Udpegningen af politikere til ambassadører vil føre til politisk nepotisme og kammerateri. Rygterne løber allerede ned ad Udenrigsministeriets gange: Den første politikerambassadør bliver en Venstremand – for på den måde at lukke munden på V – den næste en topsocialdemokrat. Den ene tjeneste er vel den anden værd.
Vælgerne vil få ny lede ved, hvad mange i forvejen opfatter som en degenereret og snyltende politisk klasse.
Glem ikke, at Danmark har en udenrigstjeneste, som trods mange års udsultning leverer et produkt af høj kvalitet, der kompenserer for vor lidenhed. Den slet skjulte kritik af dansk diplomati, der ligger i forslaget holder ikke vand.
Diplomati er et fag
Når vi er bedst tjent med professionelle diplomater, hænger det sammen med, at diplomati er et fag, der kræver ikke alene uddannelse, men også den træning, som mange års virke i udenrigstjenesten giver. Her nytter det ikke at komme ind fra gaden – uanset et nok så imponerende CV.
Tanken om, at tidligere politikere skulle have særlige evner til at åbne ellers lukkede døre, holder ikke ved nærmere eftersyn. I udlandet er man ikke nødvendigvis imponeret af en tidligere minister. Derimod vil en aktiv, skarp, engageret og opsøgende dansk diplomat nyde respekt i opholdslandet og vil netop kunne åbne ellers lukkede døre.
Staben af professionelle diplomater sikrer, at man som borger og virksomhed bliver behandlet på samme vis over hele kloden. Tag den aktuelle coronakrise: Der er tale om en situation, der udvikler sig hastigt, hvor Udenrigsministeriet leverer informationer, kommer med anbefalinger og yder service. Her er ikke blot Asiatisk Plads på banen, men i høj grad også ambassaderne.
Af hensyn til effektiviteten og troværdigheden er det afgørende, at ambassaderne i for eksempel Kuala Lumpur og Ottawa agerer nogenlunde ens. Denne korpsånd sikrer Udenrigsministeriet ved de mange års oplæring og træning af diplomaterne. Den risikerer at gå fløjten med politikere som ambassadører.
Elefanter i en glasbutik
En tidligere minister som ambassadør vil være som en elefant i en porcelænsbutik. En ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil i virkeligheden gøre langt mere skade end gavn og vil i alle tilfælde skulle mandsopdækkes. Sporene skæmmer fra Lars Løkke Rasmussens (V) udnævnelsen af de såkaldte eksportambassadører for nogle år siden. Uden ambassadernes erfarne folk var disse ambassadører aldeles hjælpeløse.
En politiker som ambassadør vil næppe nedværdige sig til at beskæftige sig med al rugbrødsarbejdet, der også typisk ligger i stillingen i dag: administration, økonomistyring, personaleledelse etc. Realiteten bliver, at en souschef fra ministeriet kommer til at lave det hele. De amerikanske erfaringer med politisk udnævnte ambassadører er i så henseende ikke opløftende. Ordningen må i givet fald forventes at nødvendiggøre øgede ressourcer til det i forvejen lemlæstede ministerium.
Projektet vil gøre mere skade end gavn, fordi guleroden for mange års loyal og dygtig indsats som embedsmand i ministeriet forsvinder, hvis attraktive poster som ambassadør i for eksempel Rom, Dublin og Helsingfors skal fordeles til politikere på aftægt. De politisk udnævnte ambassadører vil næppe få de største poster. Her vil de være for eksponerede – og her slipper de ikke for at arbejde, ligesom risikoen for at komme galt af sted er ikke ubetydelig.
Udnævnelsen til ambassadør bør derfor også fremover ske efter saglige og ikke politiske kriterier.
Det reelle problem i Mette Frederiksens (S) udenrigspolitik er manglen på en klar profil/strategi. Det nytter ikke noget, at statsministeren politiserer Udenrigsministeriet, så længe der ikke er nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision. Udenrigspolitik forudsætter som minimum en grundlæggende forståelse for de internationale rammer. Mette Frederiksens udenrigspolitik er initiativ- og farveløs, Danmark driver for vinden.
Svaret er ikke at ansætte politikere som ambassadører, men at statsministeren demonstrerer, at hun har et udenrigspolitisk projekt og at hun evner at give det traditionelt set meget kompetente embedsværk et effektivt politisk modspil.
Lars Adam Rehof og Erik Boel er tidligere medarbejdere i Udenrigsministeriet og medlemmer af fagforbundet DJØF.
