København Zoo skal være såkaldt Presenting Partner for den internationale kunstbegivenhed Elephant Parade Copenhagen, der finder sted i de smukke tårnes by i sommeren 2011.
Omdrejningspunktet for paraden er 100 farverige babyelefanter, dekoreret af danske og udenlandske kunstnere. Kunstelefanterne vil være at finde på gader og pladser i København og Frederiksberg og begivenheden afsluttes vel at mærke med en auktion, hvor formålet er at skaffe økonomisk støtte til den udryddelsestruede asiatiske elefant.
– Elephant Parade skaber på en sympatisk og tankevækkende måde opmærksomhed og debat om udryddelsen af den asiatiske elefant. Og begivenheden er med til at rejse konkrete midler, der bruges til bl.a. at købe land til elefantkorridorer i Asien, hvormed elefanterne kan foretage den vandring, der er så afgørende for, at de finder føde og parrer sig, siger direktør Bengt Holst fra Københavns Zoo.
Som Elephant Parade Presenting Partner får København Zoo bl.a. 15 udstillede kunstelefanter, som kan ses i og omkring haven til næste sommer.
Udover København Zoo er flere sponsorer på vej ind i projektet. Dertil kommer et antal strategiske samarbejdspart-nere, som bl.a. tæller Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
I 2007 blev den første Elephant Parade holdt i Rotterdam, og siden har der været udstillinger i Antwerpen, Amsterdam og London.
Foruden de store offentlige udstillinger, opmærksomheden på situationen for den asiatiske elefant og værdifulde partnerskaber mellem de involverede kunstnere og virksomhederne der gør Elephant Parade muligt – har Elephant Parade til dato rejst omregnet ca. 30 millioner kroner til bevarelsen af den asiatiske elefant.
Man kan læse mere på www.elephantparade.com
Yderligere oplysninger hos:
Timm Mehrens, Elephant Parade Copenhagen
tlf. 22 13 94 95 og e-mail [email protected]
Bengt Holst, København Zoo
tlf. 72 200 200 og e-mail [email protected]