Stor konference om børnearbejde i december i København

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Red Barnet og Håndværksrådet arrangerer 12. december en konference i København om børnearbejde i tekstil- og beklædningsindustrien i u-landene, skriver Red Barnet i en pressemeddelelse tirsdag.

Børnearbejde er til alvorlig bekymring for tekstil- og beklædningsindustrien og udgør for virksomhederne (producenter, leverandører og kunder) en kilde til kommerciel og etisk risiko og usikkerhed. Det afspejler sig i virksomhedernes leverandørkæde og i deres kommunikation med business-to-business kunder og forbrugere, hedder det.

Konferencen fokuserer på de problemer og dilemmaer, som er involveret for børnearbejdere, tekstil- og beklædningsvirksomheder, købere og forbrugere, hvad angår socialt ansvarlig forståelse og håndtering af børnearbejde i komplekse globale leverandørkæder og som del af fattige udviklingslande.

Behov for åbenhed og praktiske værktøjer

Der er behov for øget bevidsthed og flere nuancer i forståelsen af børnearbejde. Udover mere åbenhed fra virksomhederne er der behov for praktiske værktøjer, som kan hjælpe tekstil- og beklædningsvirksomheder med at opfylde deres sociale ansvar.

Samtidig er det af største vigtighed at udstyre forbrugerne med information om de komplekse problemstillinger, der omgærder børns arbejde i udviklingslandene og give forbrugerne et bevidst og oplyst valg mellem forskellige produkter.

Konferencen vil belyse og diskutere måder at forbedre børns rettigheder i tekstil- og beklædningsindustrien ved også at udstyre virksomhederne med metoder og værktøjer til aktivt at forbedre situationen for børn og unge.

Samarbejde om win-win

Det dominerende tema for konferencen er: Samarbejde hen imod en win-win situation for alle berørte: børn og unge, tekstil- og beklædningsindustrien, internationale købere og forbrugere.

Problemerne med børnearbejde i producentlandene er komplekse, og bæredygtige og varige løsninger forudsætter, at alle interessenter tager ansvar. Konferencen præsenterer:

– Hovedresultater fra et 2-årigt læringsprojekt: The CSR & Child Labour Project (CCLP) i Bangladesh, udviklet og gennemført af Red Barnet og Håndværksrådet med støtte fra Danida.

– Eksempler og erfaringer med beklædningsvirksomheders håndtering af børnearbejde

– Vejen frem – hvordan sikrer man at leverandører bliver aktivt engageret i producentlandene, og hvordan sikrer man, at der skabes sikre jobmuligheder i tekstil- og beklædningsindustrien og/eller egnede alternativer for børn og unge.

Konferencen henvender sig til tekstil- og beklædningsvirksomheder, tekstilagenter, engros- og detailhandel, forbrugerorganisationer, politikere, organisationer og ngo’er, der arbejder med børn, fair trade organisationer og organisationer, der arbejder med CSR. Et begrænset antal pladser er til rådighed for studerende.

Læs mere om konferencen i Kalenderrubrikken under dato 12.12.06.