Indsamlingen i år ser dog ud til at give godt to millioner mere end i 2016. Hos Folkekirkens Nødhjælp er indtrykket, at det skyldes, at verden i disse år er under forandring og konflikterne kommer tæt på.
"Vi har kunnet mærke, at danskerne reagerer med handling, når de kan se, at der er værdier, som er under pres rundt om i verden. Og så har mange hørt FNs appel netop i denne weekend om at gøre noget nu for at forhindre den sultkatastrofe, som er undervejs i flere lande i Afrika", siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen i en pressemeddelelse.
Pengene fra årets indsamling går både til katastroferne og til Folkekirkens Nødhjælps langsigtede arbejde, som kan skabe en fremtid med håb for verdens fattigste.
I 2016 mistede Folkekirkens Nødhjælps årligt tilbagevendende sogneindsamling lidt af pusten, idet der kom omkring en million kroner mindre ind end i 2015.
Samtidig vurderede den store humanitære organisation, at der for et år siden var ca. 1.000 færre indsamlere ude end i 2015. Indsamlertallet i 2017 opgiver Nødhjælpen mandag til ca. 19.000.
13 millioner kroner gav danskerne til landsindsamlingen i marts sidste år, og især donationer via MobilePay røg i vejret. De fleste penge kommer stadig i sedler og mønter, men betalingen via Mobile Pay og Swipp er fordoblet siden sidste år.
Men de 13 mio. var en million kroner mindre end i 2015 og blev skaffet til veje, da anslået “over” ca. 19.000 frivillige gik fra dør til dør for at bede om bidrag i solrigt forårsvejr. Det var omkring 1.000 færre end året før.
Indsamlingstallene for i år skal stadig tages med et gran salt, anfører Nødhjælpen mandag, for
- omkring 20 procent af sognene har fortsat ikke indrapporteret deres resultater
- fintællingen i banken kan give et korrigeret resultat.
I 2014 og 2013 lå resultatet to-tre millioner under de forrige år. Toppen blev nået i 2009 og 2010 med 16 mio. kr. begge år.
Siden har indsamlingen ikke formået at hæve sig over dette beløbsloft. Stagnationen betyder, at man indsamlede ligeså mange penge i 2006 som her i 2016 og 2017, et årti senere.
Resultater for Sogneindsamlingen:
2015: 14 mio. kr.
2014: 13 mio.kr.
2013: 13,5 mio
2012: 15 mio
2011: 15 mio
2010: 16 mio
2009: 16 mio
2008: 15 mio
2007: 14 mio
2006: 14 mio