Fredag d. 12. oktober er Aarhus Rådhus ramme om en større erhvervs- og kulturfremme event om Tanzania, den suverænt største modtager af dansk udviklingsbistand gennem tiden – og bag projektet står ildsjæle fra de danske u-landsforeninger.
Eventen betegnes af arrangørerne som Danmarks største erhvervs- og kulturfremmeevent med fokus på Tanzania og skal markere det brede erhvervs-, udviklings- og kultursamarbejde, der eksisterer mellem Danmark og det store land i Østafrika.
Det skriver de små og mindre NGOers sammenslutning, CISU, i sit seneste nyhedsbrev fredag.
Gennem stande og posters fremviser firmaer, organisationer og andre aktører deres arbejde i Tanzania.
Der vil også være tværgående aktiviteter, vigtigst en række konferencer om bl.a. de folkelige organisationers rolle som en voksende medspiller i samfundsudviklingen i Tanzania.
Det hele foregår i Aarhus Rådhushal den 12. oktober fra kl. 12 til 24.
Vil du etablere virksomhed, starte projekt i Tanzania eller besøge landet, så er denne event noget for dig, hedder det.
Baggrunden for fremstøddet
Afrikansk løvevækst er en af flere aktuelle beskrivelser af Afrika. Tanzania er en af kontinentets mest stabile nationer. Landet, der tidligere var kendt for en stagnerende økonomi, er nu i højvækst.
Eventen markerer Tanzanias fremgang og vækst og det store potentiale
Hensigten er at skabe viden og netværk for nye såvel som nuværende aktører i erhvervs-, udviklings- og kultursamarbejdet.
Man kan læse meget mere om det ambitiøse arrangement på
http://opentanzania.dk