Allerede tilbage i april 2021 gik det galt for EU-cheferne under et besøg i Ankara. Belgieren Charles Michel, der er formand for det Europæiske Råd, kom alvorligt på kant med den tyske Europa-Kommissions formand, Ursula Von der Leyen.
Det handlede ikke om linjen i EU’s udenrigspolitik og forholdet til Tyrkiets præsident Erdogan. Men alene om hvem, der måtte nøjes med at få pladsen på en sofa lidt ude af billedet. Hos den tyrkiske præsident var der nemlig kun sat nok stole frem til akkurat én gæst ved siden af ham. Og den tog Charles Michel. Om han faktisk fulgte den korrekte protokol, eller om det blot var dårlig planlægning af besøget fra Von der Leyens side, der hindrede Charles Michel i at fremstå som en gentleman, fortabte sig lidt i det efterfølgende offentlige skænderi.
Det her var en politisk fodfejl, der trampede rundt på den internationale scene i store Doc Martens støvler
Episoden blev døbt sofa-gate, og var for mange en kærkommen lejlighed til at ryste på hovedet over toppolitikernes egoer i almindelighed og den uigennemskuelige rollefordeling i EU’s systemet i særdeleshed. For nok repræsenterer Charles Michel EU-landene i ministerrådet, mens Von der Leyen leder den overnationale Europa-Kommission. Men hvem skal tegne EU og hvornår – og hvem tager ansvar for, at foretagendet ikke gør sig selv til grin?
Samme type forvirring og bebrejdelser gentager sig lige nu, men på den langt alvorligere baggrund af krig, død og terror mod civile i Mellemøsten.
Von der Leyen løb i forvejen
På papiret har Europa-Kommissionens formand slet ikke kompetence til at tegne EU’s udenrigspolitik. Det forhindrede dog ikke Ursula Von der Leyen i at hasterejse til Israel for at dele ud af EU’s sympati og medfølelse med ofrene efter Hamas’ massakre 7. oktober. Men hun glemte i skyndingen at understrege, at Israel skulle respektere international humanitær ret i sit berettigede modsvar på terrorangrebet. Og så startede balladen.
Ikke alene var Von der Leyen, der i parentes bemærket lægger i ovnen til endnu en femårig-periode som formand, løbet emsigt i forvejen med EU-stafetten. Hun havde heller ikke sagt det rigtige. Og så kunne det pludselig være lige meget, at Von der Leyen længe har arbejdet for et ”geopolitisk EU”, og at hun tidligere fik lov at rejse til Ukraine og møde præsident Zelenskyj efter massakren i Bucha uden, at nogen brokkede sig.
Det her var en politisk fodfejl, der trampede rundt på den internationale scene i store Doc Martens støvler. Det stod hurtigt klart, da ikke bare formanden for det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, korrigerede hende. Han blev skarpt fulgt af EU’s fælles udenrigsminister, spanieren Josep Borrell, der indskærpede: “Den officielle holdning for EU i ethvert udenrigspolitisk spørgsmål besluttes af lederne af EU’s 27 lande på internationale topmøder og diskuteres af udenrigsministre på møder, ledet af mig.”
EU har ikke høstet megen hæder her
Udenrigsministre for EU-lande som Irland og Spanien blandede sig også i koret. EU’s udenrigsministrene mødtes virtuelt tirsdag den 17. oktober, og kom efterfølgende med en ny fælles udtalelse, der mere afbalanceret udtrykte EU’s position i konflikten.
Von der Leyen havde i mellemtiden forsøgt at lappe på indtrykket med et løfte om at tredoble EU’s allerede betragtelige økonomiske støtte til det palæstinensiske selvstyre. Men skaden var sket, og tilbage stod det umiskendelige indtryk, at der nok var lidt for mange EU-høvdinge på banen, og navnlig, at de ikke havde fået talt sammen i tide.
Med afsæt i den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers gamle klage over at han aldrig vidste, hvem han skulle ringe til, når han ville have EU i røret, påstod mediet Politico.eu, at Kissingers irriterende spørgsmål nu var blevet overflødigt: ”Der er alligevel ingen, der ringer. Ingen interesserer sig for, hvad EU mener.”
Den barske kritik kom på baggrund af EU’s uklare indsats både i konflikterne i Kosovo og Nagorno-Karabakh, men var også hæftet på første bølge af EU-forvirring umiddelbart efter 7. oktober, da EU-kommissær Olivér Várhelyi egenhændigt aflyste al EU-støtte til det palæstinensiske selvstyre for siden at blive modsagt af diverse andre EU-profiler. Várhelyis opførsel har fået medlemmer af Europa-Paramentet til at kræve, at han skal sanktioneres.
Læs også: Forvirring om EU-hjælp til det palæstinensiske selvstyre
Men er det hele blot fjumret støj på de interne linjer og hår i EU-suppen midt i den tragiske højspændte situation, der udspiller i Gaza og Israel med truslen om indblanding fra Hizbollah i Libanon?
Fra Bruxelles tænketanken CEPS, Centre for European Policy Studies, siger Associate Senior Fellow, James Moran, der er tidligere diplomat i Mellemøsten:
”EU’s ord og deklarationer gør måske ikke den store reelle forskel. Men selvom det lige nu er hård magt og militære muskler, der dominerer, så har EU en rolle at spille. Det er stadig den største donor til det palæstinensiske selvstyre og af humanitær hjælp. Det vil der blive brug for, for eksempel til genopbygningen af Gaza. Fredsprocessen skal genoplives på et tidspunkt ellers vil det vi ser lige nu ske igen og igen, og her bør EU spille en rolle.”
Et ueuropæisk indspark
For Moran er det afgørende, at Kommissionsformanden har brudt med EU-linjen i Mellemøsten konflikten, der altid har gået på to ben med støtte til fredsprocessen, finansiel støtte til selvstyret og en to-statsløsning:
”Det er utvivlsomt, at det har skabt stor forvirring, at Von der Leyen på sin rejse går ud med ubetinget støtte til Israel og undlader at få besøgt selvstyret – modsat hvad USA’s udenrigsminister Anthony Blinken gjorde. Der følges så op af andre udtalelser fra EU’s udenrigsminister Borrell, der laver skadesbegrænsning. Men EU har ikke høstet megen hæder her.”
Der er et meget vigtigt internt sikkerhedspolitisk element i EU’s holdning til konflikten
Moran understreger, at EU har en fast og længe vedtaget holdning, der også omfatter hensynet til international ret og menneskerettigheder og beskyttelse af civile, som Von der Leyen burde have refereret til:
”Von der Leyen endte med at levere et meget ueuropæisk indspark. For EU har til dato altid stået som den mere afbalancerede og uvildige dommer, når det kommer til Mellemøsten. Så det her er noget EU’s institutioner, bliver nødt til at tænke alvorligt over og sikre at det ikke gentager sig. Indtil nu har koordineringen af den fælles udenrigspolitik, som EU’s medlemslande står for, været ret god om end ikke perfekt. I denne situation, der er i meget hurtig bevægelse, har EU skabt stor forvirring og givet det forkerte billede af EU’s holdning. Det sætter EU ud på sidelinjen i endnu højere grad end det allerede var tilfældet .”
Europas sikkerhed er også i spil
Vigtigheden af, hvordan EU udtrykker sig om konflikten i Mellemøsten, understreges af, at EU har en langt større muslimsk befolkning end USA, og at radikaliserede islamister begår attentater, som det blev understreget at nedskydningen og mordet på svenske fodboldfans i Bruxelles tidligere denne uge:
”Der er et meget vigtigt internt sikkerhedspolitisk element i EU’s holdning til konflikten. Vi er nødt til at være så afbalancerede som muligt i forholdet til Mellemøsten i både det, vi siger, og det vi gør. Vi ved endnu ikke om konflikten har en forbindelse til nedskydningen af svenske statsborgere i Bruxelles denne uge. Men konflikten kan helt sikkert give inspiration til ekstremister i Europa. Vi er længst fremme i skudlinjen,” siger James Moran.
Røret omkring EU’s position forsatte, da EU’s fælles udenrigsminister, Josep Borrell, onsdag i Euraparlamentet fordømte, at Israel har lukket for vandforsyningen til Gaza: “At suspendere vandforsyningen til et samfund under belejring er i strid med international lov. Det kan vi ikke acceptere.”
Borrell understregede, at det var EU’s holdning, da det kom til Ukraine, hvor russiske styrker belejrede samfund og afspærrede vandet, og derfor må være det samme, når det kom til Gaza.
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
