Store protester i Brasilien efter drab på social aktivist

marielle2
Marielle Franco talte de fattiges og udsattes sag. Hun blev dræbt i et skudattentat i Rio de Janeiro onsdag aften på vej hjem fra et debatarrangement.
Foto: Mídia NINJA (arkiv/CC)
Forfatter billede

Store menneskemængder har været på gaden i Brasilien for at demonstrere mod drabet på en kvindelig lokalpolitiker i Rio, som især var kendt for sin kamp for social retfærdighed.

Den 38-årige Marielle Franco var en utraditionel lokalpolitiker, der havde opnået høj popularitet blandt de fattige i Rio de Janeiros slumkvarterer, de såkaldte favelaer.

Her var hun selv opvokset og personificerede over for indbyggerne i favelaerne, at det var muligt at bryde den sociale arv, få en uddannelse og kæmpe mod uligheden.

På det seneste havde Marielle Franco været ude med kritik af det brasilianske politi, som hun beskyldte for at fare unødvendigt hårdt frem i deres kamp mod kriminalitet i favelaerne.

Hun var for nylig blevet valgt som byens tilsynsførende for den militære intervention, som præsident Michel Temer har iværksat for at få bugt med bandekriminalitet i de berygtede slumområder, skriver netavisen Rio Times.

Dagen inden hun blev dræbt, kritiserede Marielle Franco militærets fremfærd i en sag, hvor en 23-årig mand blev dræbt i en favela ugen inden.

”Endnu et drab på en ung mand, som kan tilskrives militærpolitiet. Matheus Melo var på vej hjem fra kirke. Hvor mange flere skal dø, inden denne krig slutter?”, skrev hun på sociale medier.

Ven og partifælle: Alt tyder på en henrettelse

Drabet på den populære Rio-aktivist skete onsdag aften. To mænd affyrede et antal skud mod den bil, som Marielle Franco befandt sig i. En pressemedarbejder, der også var med i bilen, blev ligeledes ramt af skud, men overlevede.

Marielle Franco var, foruden at være en populær lokalpolitiker i Rio de Janeiro og særligt blandt millionbyens fattigste, også aktiv i kampen for kvinders og LGBT-personers rettigheder. Hun var selv sort og åbent lesbisk.

“Marielles indsats som medlem af bystyret og som menneskeretsaktivist gør hele PSOL (socialistpartiet, red.) stolt, og vi vil ære hende ved at fortsætte hendes kamp, skriver partiet i en meddelelse efter drabet på hende.

Partiet kræver desuden en tilbundsgående undersøgelse af drabet.

”Alt tyder på en henrettelse,” siger et kongresmedlem fra PSOL, Marcelo Freixo, der også var en nær ven af Marielle Franco.

”Selvfølgelig vil vi vente på politiets konklusioner, det er op til politiet at foretage efterforskningen, men vi vil have svar,” siger Freixo til Rio Times.