I sidste uge var København og Malmø værter for verdens største energikonference, hvor G20-landenes og de nordiske landes energiministre, globale investorer og store energiorganisationer udveksler gode erfaringer og grønne energiløsninger.
Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Næsten 20 ministre og viceministre fra hele verden, herunder USA, Kina og Indonesien, besøgte København.
Statsministeren understregede i sin afsluttende tale ved mødet behovet for at få sat turbo i den grønne omstilling globalt.
”For nogle år siden sagde man, at den næste generation ville blive den første til at opleve klimaforandringernes alvorlige konsekvenser – og den sidste generation til at kunne gøre noget ved dem. I dag ser det langt mere ud til, at det er vores generation, der bliver nødt til at gøre noget,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet.
Erklæring om øgede investeringer i ren energi
Under dansk lederskab er en lang række lande og organisationer blevet enige om en ambitiøs erklæring om at øge investeringerne i vedvarende energi.
Og torsdag lancerede energi-, forsynings- og klimaministeren formelt det nye investeringsinitiativ, som skal sætte yderligere skub i den grønne omstilling ved at få virksomheder, investorer og politiske beslutningstagere til at arbejde endnu bedre sammen.
”Vi kan være utroligt stolte af energitopmødet her i København. Det viser, at der er kæmpe interesse for vores løsninger og politiske tiltag på energiområdet ude i verden. Hele energiugen har været et fantastisk udstillingsvindue for Danmark, der igen cementerer vores internationale position som grønt foregangsland. Jeg vil gerne takke mine ministerkolleger for dagens ministermøde – og for det gode samarbejde i Clean Energy Ministerial”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).