Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Det er op ad bakke at forsøge at overbevise udenrigsministeren om, at det vil være en alvorlig fejltagelse ikke at medtage forskning i strategien. Der er desværre tegn på, se nedenfor, at en sådan fejltagelse er på vej.
I givet fald vil Danmark gå imod en global tendens, som bl.a. kom til udtryk i The Addis Ababa Action Agenda, AAAA, fra juli 2015. Den var resultatet af FNs tredje konference om udviklingsfinansiering.
Siden de to foregående konferencer (2002 og 2008) har der bredt sig en stærkere erkendelse af, at intet land kan sikre sin sociale og økonomiske udvikling uden at investere i videnskab, teknologi, innovation og kapacitetsopbygning. Det forstod man i Addis Ababa, og det er indeholdt i AAAA.
Uheldigvis bliver den forskning, som de især har brug for, forsømt af de rige lande. Mest grelt er det inden for sundhedsforskningen, hvor kun 10 % af de globale forskningsudgifter går til at løse de sundhedsproblemer, som især optræder i fattige lande med langt størsteparten af Jordens befolkning.
At slagte den hellige ko
En del af de rige landes resultater inden for forskning og teknologi kan udnyttes af de fattige lande, men det forudsætter, at de er i stand til at tage den til sig og tilpasse den til de lokale betingelse. Det kræver en lokal videnskabelig og teknologisk kapacitet forankret i velfungerende institutioner og miljøer. I fraværet af sådanne miljøer søger de dygtigste til udlandet, og det tab af gode hjerner er et dræn på et lands vigtigste ressource.
Forskningens problem er, at den ikke ser så umiddelbart relevant ud for løsningen af fattigdomsproblemerne. Det er forståeligt, at fattige lande med meget små offentlige budgetter prioriterer de indsatser, som giver hurtige resultater. Selv om de burde behandle forskning, som de gamle indere behandlede koen, da de gjorde den hellig: hellere lide nød i dag end slagte den ko, som producere mælk, trækkraft og gødning, dvs. det fremtidige livsgrundlag.
En ond cirkel
Resultaterne har da også været mange og gode. Finansieringen gennem Rådet for Udviklingsforskning førte til udviklings af en stærk, dansk ressourcebase inden for næsten alle u-landsrelevante forskningsområder. Der blev skabt en perlerække af vigtig, ny viden, og dygtige forskerne stod til rådighed med deres viden for en bred vifte af Danida-aktiviteter.
Gennem 20 år satte det særlige Enreca-program en række af de dygtigste, danske forskere i stand til, sammen med deres lokale partnere, at opbygge stærke forskningsmiljøer i alle vore samarbejdslande inden for især sundhed, landbrug, miljø, ernæring og samfundsforhold.
Den nye strategi bør rette op på denne ukloge udvikling!
