Stubkjær i spidsen for europæisk NGO-samvirke

Forfatter billede

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, er valgt til ny formand for APRODEV, et økumenisk (fælles kirkeligt) paraplyorgan for 17 større europæiske u-landsorganisationer (se link længere fremme).

I den egenskab vil Stubkjær arbejde for større samarbejde mellem de europæiske NGO-sammenslutninger – som der er ganske mange af.

I takt med at mere og mere af Danmarks udviklingspolitik flytter til EU, bliver det stadig vigtigere for det danske civilsamfund også at være tæt på beslutningstagerne i Bruxelles.

Her mener Henrik Stubkjær, at netop APRODEV har vist, at det faktisk er muligt for de folkelige bevægelser at få indflydelse på EU’s dagsorden ved at holde politikerne fast på deres beslutninger – f.eks. at kræve overholdelse af menneskerettighederne i EU’s samarbejdslande i Den 3. Verden.

– Med formandskabet håber jeg at kunne styrke integreringen af APRODEV i ACT Alliance (et samarbejde mellem flere end 100 protestantiske hjælpeorganisationer verden over). ACT Alliance har brug for stærke fortalere i forhold til både FN, EU, den Afrikanske Union og ASEAN, siger Stubkjær og uddyber:

– Derfor vil jeg arbejde for, at APRODEV bliver ACT Alliance’s officielle kontor i forhold til EU. Samtidig håber jeg at kunne styrke samarbejdet med bl.a. Concord (paraplyorganisation for 1.600 europæiske EU-interesserede NGO’er) frem mod og under det danske formandskab for EU i foråret 2012.

Vigtige punkter på APRODEVs dagsorden i de kommende år vil fortsat være

* udvikling af bæredygtigt landbrug
* retfærdige handelsaftaler med udviklingslandene
* klimaforandringerne og overholdelsen af de europæiske landes forpligtelser
* kvinders ligestilling
* EUs arbejde, både internt og i samarbejdet med u-landene

Se om APRODEV på
http://www.aprodev.eu/index.php?option=com_content&view=article&id=25&Itemid=2&lang=en