To studerende vinder grøn designpris

Forfatter billede

Danmarks mest bæredygtige design blev onsdag kåret på Designmuseum Danmark i København. Det skete til FSC Design Award 2012, hvor Anne Nørbjerg og Sanne Kyed fra Arkitektskolen i Aarhus viste, at æstetisk og funktionelt design sagtens kan være bæredygtigt.

Foto: FSC Danmark


Et rekordstort antal deltagere og besøgende hyldede de to studerende, da designer og foredragsholder, Tobias Jacobsen kunne kåre dem som vindere af den bæredygtige designpris, fremgår det af en pressemeddelelse fra FSC Danmark.

Nørbjerg og Kyed er studerende på Arkitektskolen Aarhus på 7. semester og har de sidste måneder arbejdet på at skabe et funktionelt og æstetisk multifunktions havebord med indbygget tørrestativ i bæredygtigt træ.

78 produkter lavet af 95 studerende fra fem design- og arkitektskoler i hele landet var med i konkurrencen.

Vinderdesignet bærer navnet ”DryUnder”, fordi man kan tørre sit tøj under bordet. Det var især det nytænkende og gennemtænkte i designet, der var dommernes begrundelse for, at de to løb med titlen.

“Der er tale om et helstøbt design, som er super funktionelt. Det indeholder flere funktioner i ét – man kan både tørre tøj og samtidig spise aftensmad. Så må man bare håbe, at det ikke er min fars gamle underbukser, som hænger på det…” lød det fra Tobias Jakobsen, som stod i spidsen for et enigt dommerpanel.

Han forsatte:

“Samtidig har de to designere formået at tænke i æstestik – der er farvespil, fuldendte detaljer og mulighed for et omskifteligt udtryk. Det er med andre ord et færdigt design, hvor man blot skal trykke på startknappen straks.”

Dommerpanelet har derfor store forventninger til, at designet vil kunne blive sat produktion, ligesom det er sket tidligere for fem ud af seks vinderdesigns.

Kina venter

Anne Nørbjerg og Sanne Kyed kan nu se frem til en rejse til Kina næste forår, hvor de skal besøge en FSC-certificeret skov og med egne øjne se, hvad det betyder, at en skov drives bæredygtigt. Herudover skal de være med til at udforme en prototype af vinderdesignet på et lokalt værksted.

“Vi har aldrig vundet noget før og havde ikke regnet med det. Det var helt uvirkeligt, at de pludselig snakkede om vores bord”, beretter Anne Nørbjerg og Sanne Kyed og lægger til:

“Det er første gang, vi egentlig har skullet bygge et møbel fra bunden og det har været meget learning by doing for os. Vores udgangspunkt har været at skabe et møbel til byernes små altaner, så ikke både bord og tørrestativ optager pladsen og man rent faktisk har plads til at være der selv.”

Ud over vinderen blev ni Runner Up designs samt en vinder af Forbrugerprisen udpeget af dommerpanelet, som sammen med vinderdesignet vil blive udstillet i Caféen hos Dansk Arkitektur Center på Christianshavn fra den 27. november 2012 til den 30. januar 2013.

Deltagere tegner fremtidens design

FSC Design Award er en konkurrence for danske design- og arkitektstuderende. Den holdes for at sætte fokus på bæredygtigt design blandt en målgruppe, som har stor indflydelse som trendsettere og dermed på at sætte bæredygtigt design på dagsordenen.

“Det er syvende år i træk, vi holder den her konkurrence og igen i år sætter vi deltagerrekord”, siger Ida Rehnström, kommunikations- og
kampagneansvarlig i FSC Danmark.

“Det fortæller mig, at fremtidens formgivere i høj grad interesserer sig for, hvordan de kan tage ansvar for verden omkring sig, og det tegner rigtig godt for fremtidens designudgangspunkt. Vi er dybt imponerede over kvaliteten af de indkomne forslag, som i år har været bedre og mere gennemtænkte end nogensinde før,” anfører hun.

Årets dommerpanel bestod udover Tobias Jacobsen af kreativ direktør for Trip trap Denmark A/S Malene Flensted Urup, designer Ashkan Heydari, samt Commerciel PR-ansvarlig i IKEA, Dorte Hjorth Harder.

Hvad er FSC?

FSC er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC hverken producerer eller sælger varer. Man finder FSC-mærket på produkter af træ og papir, som derefter kan købes med god miljøsamvittighed.

Yderligere oplysninger hos:
Pernille Møller Poulsen, tlf. 28 78 08 19
e-mail: [email protected] og web: www.fsc.dk