Klimaændringer kan føre til konflikt og flygtningestrømme.
Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Global Environmental Change.
Forskerne har undersøgt 157 lande for relationen i perioden 2006 til 2015. Konklusionen er, at der er en årsagssammenhæng mellem klimaændringer, konflikt og migration. Den begrænser sig imidlertid til en særlig periode og en særlig lokalitet.
“Baseret på begivenheder i det foregående årti støtter vores resultater eksistensen af en mekanisme, hvis kausalitet løber i en første fase fra klima til konflikt og i en anden fase fra konflikt til udsending af asylsøgere og følgende størrelsen af strømmen af asylsøgere”, lyder det fra forskerne.
“Denne kausale sammenhæng er imidlertid mest relateret til erfaringer med konflikter i årene 2010-2012, en underperiode, der var domineret af starten på konflikter i Libyen, Egypten, Syrien og Sydsudan”, fortsætter artiklen.
Med andre ord spillede klimaændringer, ifølge forskningen, væsentligt ind i forbindelse med det arabiske forår i den tiårige periode, som er undersøgt.
Undertrykkelse af miljøaktivister
Forskerne har brugt en række data og undersøgt forbindelserne gennem statistik. De har brugt tørke som klimavariabel, og de skriver i konklusionen, at konflikterne sandsynligvis bunder i en folkelig utilfredshed med manglende indsats fra regeringer i forhold til at håndtere følgerne af klimaændringernes konsekvenser.
Eksempelvis har naturforkæmpere siddet fængslet i Iran i snart et år. De er anklaget for spionage med baggrund i, at de har brugt udstyr til at overvåge den truede persiske leopard.
“Efterretningstjenester føler nu, at miljøet er et rum, som de skal frygte, fordi det kan forene en masse opposition, en masse vrede”, fortæller Kaveh Madani, en tidligere chef for den iranske miljøstyrelse, ifølge artiklen.
Regimerne er særligt mistænksomme over for aktivister, der bruger overvågningsudstyr i øde områder, hvor truede dyrearter oftest færdes. Men de er også på vagt for de grønne organisationers samarbejde med NGO’er i udlandet og frygter, at følsomme oplysninger kan blive delt.
Både i Iran og i Irak har der for nyligt været heftige protester mod mangel på rent vand.
“Du kan være for regeringen eller hade regeringen. Du kan være religiøs eller ikke-religiøs”, siger Madani til The Atlantic, men miljøet “forener mennesker. Det er forskelligt fra andre former for politisk aktivisme”.
Det har været nævnt, at den massive forurening i Kina er en trussel mod regimet, men i de senere år er der blevet gjort en indsats for at forbedre forholdene.
Større indsats for tilpasning
Det kan være vejen frem for nationerne. Forskerne bag artiklen publiceret i Global Environmental Change anbefaler på baggrund af konklusionerne, at der gøres en større indsats for at tilpasse sig klimaforandringerne for at undgå uroligheder.