Den økonomiske krise i Sudan tvinger nu regeringen til at lukke en række ambassader.
Ifølge det hollands-baserede Sudan-medie Dabanga har staten ikke betalt løn til sine diplomater i mere end syv måneder. Der er angiveligt også problemer med at betale huslejen for visse ambassader eller konsulater i udlandet.
Dabanga citerer et dekret fra præsident Omar Al Bashir for at der skal lukkes 13 ambassader og fire konsulater.
Videre hedder det, at alle økonomiske og kommercielle attache-sektioner ligeledes vil blive lukket.
Det administrative personale i udenrigsministeriet vil blive beskåret med 20 procent. Det kommer oven i en tidligere beslutning om at skære 30 procent.
Demonstrationer over stigende fødevarepriser
Sudan er knuget af en økonomisk og finansiel krise som betyder at priser på brød og andre hverdagsvarer er staget voldsomt. Det har ført til omfattende demonstrationer i flere af landets byer.
Krisen skyldes bl.a. de økonomiske sanktioner, som landet har været underlagt fra USA’s side siden 1997. Her blev landet placeret på USA’s liste over lande, der sponsorerer terrorisme. Osama Bin Laden og terrorgruppen al-Qaeda havde base i landet mellem 1992 og 1996.
Olien forsvandt
En anden væsentlig årsag til landets økonomiske krise er de manglende indtægter fra olien i Sydsudan.
Sydsudan løsrev sig i 2011 efter en langvarig borgerkrig og efterfølgende folkeafstemning fra Sudan. Sudans oliekilder befandt sig fortrinsvist i Sydsudan om med løsrivelsen mistede Sudan over 40 procent af sin indkomst.
Den økonomiske krise mærkes i hele samfundet – også i militæret. Det har fået landets regering til at overveje om der fortsat skal være soldater fra Sudan med i den Saudi-Arabisk-ledede koalition, der fører krig i Yemen.