20 millioner mennesker er i fare for at dø af sult i fire lande i Den tredje Verden.
Denne skræmmende melding kom for nylig fra FNs nødhjælpschef, Stephen O’Brien, da han sendte et opråb til verdenssamfundet om at spytte i katastrofekassen og hjælpe sultende i Sydsudan, Somalia, Yemen og det nordlige Nigeria.
Men i kølvandet på nødskriget rejste spørgsmålet sig, om det overhovedet er muligt at hjælpe i dag. Katastroferne skyldes nemlig ikke kun tørke men i højere grad infernalske menneskelige konflikter. Kan nødhjælp nå frem gennem en regn af krudt og kugler?
Eufori afløst af borgerkrig
Tag Sydsudan, hvor FN har meldt om hungersnød i fuldt udbrud.
Her har en borgerkrig afløst den eufori, der jublede og brusede for snart otte år, da sydsudanerne rev sig løs fra Sudan og fik uafhængighed som verdens nyeste stat, Sydsudan.
Det store ansvar for den aktuelle misère skal placeres hos to storhedsvanvittige personer, nemlig præsident Salva Kiir (fra dinka-stammen) og tidligere vicepræsident Riek Machar (fra nuer-stammen). De to har smidt den oprindelige forsonende atmosfære mellem landets 62 stammer ud og kæmper nu om magten med næb og klør.
Når de endelig har forsøgt at forliges, ryger deres stammefæller i totterne på hinanden.
Det skete for eksempel i juli i fjor, hvor Kiir og Machar satte sig sammen i hovedstaden, Juba, til et forsoningsmøde. Men så begyndte stammefællerne at slås i Jubas sandede gader med det resultat, at Machar til sidst måtte flygte ud af landet. Han er ikke vendt tilbage endnu.
I mellemtiden har magtkampen spredt sig til de øvrige 60 stammer. FNs eks-chef i Sydsudan, Ellen Margrethe Løj, sagde for nylig, at situationen er helt uoverskuelig. For hende så det ud, som om alle landets 62 stammer nu slås med hinanden på kryds og tværs.
Meldingerne fra Sydsudan er hårrejsende. Militser slagter hinanden. Landsbyer bliver brændt ned, landbrugsjord ødelægges, kvæg dræbes, kvinder bliver voldtaget. Mennesker, der ikke deltager i kampene, flygter hvorhen de nu kan, og sulter.
Brutaliteten synes ikke at have nogen grænser. Selv den nødhjælp, som humanitære organisationer forsøger at få frem til de sultende, bliver stjålet af militserne. Taktikken synes at gå ud på at skabe hungersnød og rense andre etniske grupper ud.
De bestialske kampe bliver holdt i gang af en strøm af våben til landet. Præsident Kiir selv gør intet for at standse vanviddet. Tværtimod er han storimportør af våben.
Internationalt har der været et spædt forsøg på at standse våbenstrømmen. Det var i december sidste år, hvor USA foreslog en våbenembargo i FNs sikkerhedsråd. Forslaget blev stemt ned af bl.a. Rusland og de tre afrikanske lande i sikkerhedsrådet (Angola, Egypten og Senegal).
Sultkatastrofen i Sydsudan er altså ”drevet af konflikt”, som det konkluderes i en hårrejsende rapport fra IRIN, FNs tidligere nyhedstjeneste, nu uafhængige ”Integrated Regional Information Network”. Tørke er der i Sydsudan, men det er krigen, der er baggrunden for katastrofen.
Proxy-krig i Yemen
Det samme kan man sige om den anden sultkatastrofe, som O’Brien var ude og advare om, nemlig i Yemen.
Her kæmper en shiitisk oprørsbevægelse mod regeringen, der er sunni, og det hele lugter lidt af ”proxy-krig” som i de gamle koldkrigsdage.
På den ene side er der Iran, som støtter shiiterne med våben. På den anden har vi USA, Storbritannien og Australien, der bakker op om regeringen og har lavet en koalition med Saudi-Arabien, som er godt i gang med at bombardere landet tilbage til stenalderen.
Saudierne har siden august 2015 besat landets største havn, hvor de lader våben og ammunition slippe igennem. Mad og nødhjælp derimod blokerer de for, og det i et land, der i forvejen er næsten totalt afhængig af fødevarer udefra.
Resultat: Syv millioner mennesker er på kanten af hungersnød. Tre millioner er drevet fra deres hjem på grund af krigshandlingerne. En halv million børn er alvorligt fejlernærede, og UNICEF rapporterer, at et yemenitisk barn dør hvert 10. minut.
Om USA’s samarbejde med Saudi Arabien vurderede New York Times i august 2016, at ”koalitionen ville blive ”grounded”, hvis Washington tilbageholdt sin støtte”, der til fulde stammer fra Obamas to præsident-perioder i det hvide hus. Han stod bag våbensalg til Saudi-Arabien, øremærket til Yemen-krigen, til en værdi af 115 milliarder dollars (eller cirka 793 milliarder danske kroner).
Det er altså USA, der med disse enorme bidrag er med til at holde gang i krigen, og som dermed også gør sig ansvarlig for sultkatastrofen.
Borgerkrig siden 1991
I Somalia har en borgerkrig bølget frem og tilbage uafbrudt siden 1991, så landet tit trækkes frem som verdens mest ”skrøbelige stat”. Der er da heller ikke ret meget, som fungerer. Infrastrukturen er smadret. Landbrug ligger dødt. Regeringen er det kun af navn, og den politiske realitet er krig i form af kampe mellem en ”fredsbevarende mission” fra den Afrikanske Union og terroristerne i den salafistiske Al-Shaab-bevægelse.
Imens flygter mennesker frem og tilbage, alt efter hvor krigen udfolder sig, og sulter.
Også i Nord-Nigeria er sultproblemet afledt af krig, nemlig terrorgruppen, Boko Harams bombeaktioner mod skoler, moskeer og markedspladser. Gruppen har siden 2009 dræbt omkring 15.000 mennesker og drevet næsten 3 millioner på flugt. Terroristerne kæmper angiveligt for at indføre et muslimsk kalifat og erklærer sig som ligesindede med Al-Qaeda, Al-Shabab og ISIS i Mellemøsten.
Våben flyder ind mens det kniber med nødhjælpen
Imens våbnene runger og slagterierne fortsætter i de fire lande, kan de sultende mennesker kun sætte deres lid til, at kampene standses, og at organisationer som World Food Programme (WFP) kommer dem til hjælp.
Begge dele har svære udsigter. Våbnene flyder uhæmmet i Afrika, og nødhjælp har trange tider. WFP er verdens største distributør af fødevarer som nødhjælp men er altid underfinansieret, og det problem bliver særligt markant i akut-situationer, hvor WFP skal ud og råbe meget højt, for at få verdenssamfundet til at spytte en ekstra gang i kassen.
Man kan i dette dystre lys spørge, om der overhovedet findes en opskrift på at forhindre sultkatastrofer i fremtiden?
Den britiske forfatter og Afrika-ekspert Ben Rawlence har et bud, og det giver han til Globalnyt:
”For det første skal der være en stabil regering, som har kontrol over statens territorium. Det vil sige: ikke som Somalia eller Sydsudan.
For det andet skal regeringen være villig til at distribuere fødevarerne på en retfærdig måde uden at være alt for korrupt”.
Rawlence synes at have ret. Der er tørke andre steder i Afrika, særligt i den sydlige del, men her tages toppen af problemerne, fordi der ikke er krige og alt for skrøbelige regeringer.
I Sydsudan, Somalia, Yemen og Nord-Nigeria, derimod, smadrer menneskene vilkårene for sig selv og omgivelserne.
Det er tragisk og i virkeligheden unødvendigt. Som Transparency Internationals tidligere Kenya-chef, whistlebloweren, eks-ministeren, John Githongo, skriver til Globalnyt, da vi spørger om hans syn på sultkatastrofen i de fire lande:
”I vore dage bør intet menneske dø af sult. Er viljen til stede, er der ingen sult, intet sted i verden”.
Lars Zbinden Hansen er freelancejournalist men mange års erfaring fra Afrika og Mellemøsten.
