Sundhed til mødre og børn i Liberia via Danida og missionsselskab

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Liberia i Vestafrika er et af de lande i verden, hvor der dør flest spædbørn og mødre.

Det vil Curran Lutheran Hospital, som ejes af Den lutherske Kirke i Liberia, lave om på i 121 landsbyer.

Det sker i form af et sundhedsprojekt betalt af Danida gennem Dansk Ethioper Mission, skriver missionsselskabet i en pressemeddelelse torsdag.

Hvis man vil nedbringe børne- og mødredødelighed, kræver det et stærkt sundhedssystem, hvor børn regelmæssigt tilses af uddannet sundhedspersonale, og kvinder kan føde under overvågning af professionelle jordemødre.

Men i Zorzor og Salayea distrikter i Lofa Amt i det nordlige Liberia skal halvdelen af indbyggerne gå i mere end to timer for at komme til den nærmeste sundhedsklinik.

Så hvis en gravid kvinde får komplikationer, kan der gå lang tid før hun bliver bragt til en klinik hvor hun kan få kvalificeret hjælp. Det kan være fatalt både for hende og barnet. Og børnene kommer ofte først til uddannet sundhedspersonale når det er for sent.

Det er en væsentlig årsag til at mere end hvert fjerde barn dør før dets fem års fødselsdag. Børnene dør især af fejlernæring, men også af malaria, tuberkulose og diarré. Sygdomme som forholdsvist let kan forebygges eller kureres med den rette behandling.

Opbygge sundheds-kapacitet

Projektet bygger på erfaringer og positive resultater fra hospitalets projekt med mobilklinikker og basal sundhedsundervisning i 49 landsbyer i 2006-2010.

Danida har bevilget 6.976.000 kr. til at fortsætte og udvide det gamle projekt i 2011-2015, og støtten formidles gennem Dansk Ethioper Mission i samarbejde med Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Det nye projekt skal opbygge kapaciteten i det primære sundhedssystem til gavn for flere kvinder og børn i Salayea og Zorzor distrikter, hvor man vil udbrede modellen til hele hospitalets indsatsområde, i alt 121 landsbyer.

Gennem undervisning og supervision vil man opbygge kapaciteten hos lokale samfund og sundhedsinstitutioner så de samarbejder mere og koordinerer indsatsen, særligt når det gælder kvinder og børn.

Indtil nu har alle sundhedsydelser været gratis fordi løn, medicin osv. er blevet betalt af store udenlandske donorer. Det vil ændre sig den dag pengestrømmen fra udlandet stopper.

Derfor må der arbejdes på en model for selvfinansiering, så sundheds-systemet fortsat kan fungere, når det sker. Til den del får projektet professionel sparring fra Institut for Folkesundhed på Århus Universitet, som har erfaring med at udvikle lokale forsikringsmodeller i Vestafrika.

Finder man en brugbar finansieringsmodel, vil projektet også kunne blive et attraktivt bud på en model for sundhedsarbejde i afsides områder i andre dele af Liberia.

LIBERIAS BARSKE TAL

Antal indbyggere pr. læge: 10.000-50.000
Af 1.000 levendefødte børn dør så mange, før de bliver et år: 72
Af 1.000 levendefødte børn dør så mange, før de er fyldt 5: 258
Pr. 100.000 levendefødte børn dør så mange kvinder, når de føder: 760

Yderligere oplysninger:
Det tidligere projekt i 2006-2010: http://www.dem-dk.dk/globalt/dmr-u-projekter/mobilklinik-liberia/
Det nye projekt: 2001-2015: http://www.dem-dk.dk/globalt/dmr-u-projekter/mor-og-barn-liberia/

DANSK ETHIOPER MISSION . DANISH EVANGELICAL MISSION
Marianne Bach, tlf. 74 56 22 33 og e-mail: [email protected] – web: www.dem-dk.dk