Børnefonden har sammen med Superligaklubben FC Nordsjællands ejer, Right to Dream Group i Ghana, skabt ”Kick It!” projektet. 320 piger mellem 12 og 18 år, fordelt på otte udvalgte lokalsamfund i Mali, får tilbudt at deltage på fodboldhold. Kvindelige trænere bliver rekrutteret fra de lokale ligahold og bliver uddannet til også at virke som rollemodeller for pigerne.
De 320 piger skal ikke kun lære at spille fodbold. Gennem sporten skal de få selvtillid til at gå forrest og påtage sig et lederskab, og blive styrket i deres skolegang, så de udvikler sig til selvstændige personer med bevidsthed om egne rettigheder, skriver Børnefonden.
Fodbold og skolegang
”Vores forbillede er fodboldprojektet ”Right to Dream” i Ghana. Her udvikles drenge og piger via fodbold og skolegang til at udnytte deres fulde potentiale. Mange drømmer om en karriere i en berømt europæisk klub, men alle får et stort skub fremad. Vi vil samarbejde, så 16 fodboldpiger kan rejse på sommerlejr fra Mali til Ghana og opleve Right to Dream,” fortæller erhvervskonsulent Birgit Schram fra Børnefonden.