Af Helge Kvam
U-landsnyt skriver fredag på sin hjemmeside, at Røde Kors var for hurtigt ude med resultatet af landsindsamlingen den 3. oktober.
Det er klart, at Røde Kors ikke har det samlede resultat af indsamlingens resultat samme aften. Derfor pointerer vi også i den pressemeddelelse, at vurderingen er foretaget på de første optællinger.
Vi melder hurtigt en prognose ud, for det forventer både medierne og de mange, der deltager i landsindsamlingen.
På dagen kom der 17.473.483 i indsamlingsbøsserne samt et par enkelte endnu ikke optalte afdelinger. I 2003 kom der 18.244.668 kr. i bøsserne. Efterfølgende blev der indbetalt og ringet yderligere tre kvart million ind – så det samlede resultat nåede op på 19 millioner.
Vi skrev – da vi hurtigt sendte en pressemeddelelse ud søndag aften den 3. oktober – at ”de første optællinger tyder på” at hver indsamler i 2004 havde samlet mere ind end i 2003. Det holdt ikke stik, for resultatet per indsamler blev i år 932 kr. mod 936 kr. sidste år. Det viste sig, at der var flere indsamlere end vi første havde regnede med på selve indsamlingsdagen. Og det er vi godt tilfreds med.
Det er for tidligt at sige noget om, hvad det endelige resultat bliver.
Landsindsamlingen er nemlig andet end det, der havner i bøsserne den 3. oktober. Den løber helt frem til 31. december – og der står mange indsamlingsbøsser rundt omkring i kantiner, i sportsklubber og på caféer. Og de lokale Røde Kors afdelinger har deres egne aktiviteter.
Allerede nu har vi fået over en halv million ind i efterbetalinger fra selve indsamlingsdagen. Derfor tror vi – og håber vi – fortsat på, at resultatet for landsindsamlingen 2004 bliver bedre end for landsindsamlingen 2003. Og det endelige resultat vil naturligvis på samme måde, som hvad der er havnet i bøsserne, blive offentliggjort i detaljer.
Og når så alle disse tal er lagt til side, er det vigtigt at sige, at uanset om der er tale om 15, 17 eller 20 millioner, så falder pengene på et sted, hvor i hvert fald læserne af U-landsnyt ved, at der er hårdt brug for dem.
NB! Vigtigt:
Man kan fortsat støtte indsamlingen ved at ringe 100 kroner ind på telefon 90 56 56 56 eller på sms: send RK til 1231 eller på www.indsamler.dk
Helge Kvam er pressechef i Dansk Røde Kors