Cand.polyt. & polit., lic.tech. Sven Riskær, Taarbæk, fylder 70 mandag den 6. oktober 2008.
Fødselaren kom fra ledende stillinger i Paul Bergsøe & Søn, da han i 1978 indledte det, der vel blev hans livsgerning: At stå i spidsen for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), som søger at være fødselshjælper for danske virksomheders investeringer og engagement i en stribe u-lande.
Han blev den person, der kom til at sidde længst på samme chefstol i u-landsmiljøet, nemlig helt frem til 31. juli 2006, hvor han fratrådte direktørposten både i IFU, Investeringsfonden for Østlandene (IØ) og Investeringsfonden for Vækstmarkeder (IFV).
Eneste afstikker fra hovedsædet på Bremerholm i det indre København var i 1983-85, da han fik orlov til at bestride posten som Vicepresident for Africa i Verdensbankens lånevindue for den private sektor (IFC).
Riskær placerede gennem en stor og vedholdende indsats IFU internationalt som en professionel finansieringsinstitution, der i samarbejde med dansk erhvervsliv bidrog til udvikling af erhvervsvirksomheder i u-landene.
De seneste år på IFUs top blev dog ikke nemme. I 2004 tappede VK-regeringen fonden for 750 mio. kr., hvilket bl.a. førte til fyringer i dens stab. Året efter besluttede regeringen, at IFUs indsats fremover skulle koncentreres om de fattigere udviklingslande, især med fokus på Afrika.
Beslutningen faldt efter åben kritik fra Danidas dav. chef, Carsten Staur, af, at fonden ikke var mere aktiv i verdens fattigste kontinent.
Sven Riskær gjorde hertil gældende, at man godt kan trække danske virksomheder til truget, men ikke tvinge dem til at drikke. Med andre ord: IFU hjalp først og fremmest dér, hvor de danske firmaer var og viste interesse for at gå ind. Og det var ikke Afrika.
Det har fonden rent faktisk mandat til. Den kan operere i u-lande med ret høj indkomst pr. indbygger – altså i mange “rigere” u-lande, men det er ikke altid i overensstemmelse med den fattigdomsprofil, som er dansk bistands adelsmærke.
Samtidig blev det besluttet at udfase IØ i takt med de central- og østeuropæiske landes optagelse i EU, således at denne fonds nyinvesteringer i dag er afgrænset til landene Ukraine og Rusland og forventes at ophøre i 2012. IFV har lukket for nyinvesteringer og er under afvikling.
2005 var også året, da fondene kom i modvind. Først i en sag om miljøsvineri, som IØ-fonden (Investeringsfonden for Østlandene) påstodes at have investeret 36 millioner skattekroner i i Polen. Senere fulgte kritik af, at IFU i årevis havde fremlagt hvad der blev betegnet som urealistisk høje tal for, hvor mange arbejdspladser de udenlandske projekter havde medført. Rigsrevisionen kritiserede, og fondene måtte rette ind.
Riskær forlod sin post det følgende år – efter de trods alt mange gode resultater – og med ham en stor del af IFUs bestyrelse.
Med den regelrette overlægesøns afgang forsvandt en hædersmand fra det danske u-landsmiljø. I Institut for Menneskerettigheder, hvor han har siddet med, sagde dav. direktør Morten Kjærum om ham:
– Han er et af de få mennesker, der formår at slå bro mellem industriens verden og menneskerettighederne. I alt, hvad han gør, er der en grundlæggende anstændighed. Han er hovedansvarlig for, at industriprojekter i udlandet automatisk medtænker menneskerettigheder i strategien, ligesom man overvejer de miljømæssige konsekvenser.
Behagelig, retlinet og kompetent er andre ord, der går igen om ham.
Sven Riskær genoptog efter sin fratræden i IFU sit virke i den private sektor med bl.a. rådgivning om internationale investerings- og markedsforhold. Han er i dag bestyrelsesmedlem og formand i en lang række danske og internationale selskaber. Et af dem er helt hans eget, nemlig Pluribus Aps, hvor han både er direktør og ejer.
