Kvinder, der deltager i offentlige diskussioner på internettet om ligestilling, udsættes for trusler og krænkelser. Det gælder i langt de fleste lande verden over, lyder det fra en række ligestillingsorganisationer.
Derfor havde den svenske bistandsorganisation Sida – som er den svenske pendant til Danida – indkaldt til møde tirsdag for at drøfte, hvordan man kan gøre kvinder mindre udsatte på nettet. Det skriver flere svenske medier.
”Kvindeorganisationer rammes mere og mere af vanskeligheder som trusler og dødelig vold,” sagde Charlotte Petri Gornitzka, der er generaldirektør i Sida, ifølge tv-stationen SVT.
Lavniveauterror
Ny teknologi og internettets fremkomst ses af mange iagttagere som værktøjer, der har været med til at løfte millioner af mennesker ud af fattigdom.
Teknikken har givet flere mulighed for at komme på internettet og få telefoni, der er til at betale.
Men kvinders ret til at organisere sig og deltage aktivt i samfundet har stadig svære kår mange steder.
”Jeg er vældig bekymret over situationen i store dele af verden. Vi ser flere undersøgelser som viser, at internetfriheden mindskes. Vi ser ikke den ‘lysende fremtid’ i disse spørgsmål,” siger Maja Fjaestad, der er sekretær hos fremtidsminister Kristina Persson (S), ifølge netavisen IDG.
Christina Hagner, der er kommunikationschef i NGO’en Kvinna till kvinna, kunne fortælle, at af de 66 aktivister i forskellige dele af verden, som har deltaget i en rundspørge, har over halvdelen oplevet trusler og chikane.
”Det er lavniveauterror i form af bagvaskelse. Det er en effektiv måde at lukke munden på kvinder,” siger hun.
Marcin de Kaminski, som inden for Sida arbejder med blandt andet ytringsfrihed, peger på, at kvinder er mere udsatte end mænd, når det gælder ytringsfrihed.
”Trusler mod kvinder på nettet fører til vold mod kvinder i den virkelige verden,” siger Kaminski ifølge SVT.
Lære af NGO’ers erfaringer
Siden 2008 har Sida mere end tredoblet støtten til organisationer, der arbejder for ligestilling og ytringsfrihed. Hvor der i år 2008 blev givet 47 millioner svenske kroner til kvindeorganisationer rundt om i verden, lød beløbet i 2013 på 180 millioner kroner.
I øjeblikket er den svenske regering ved at undersøge, hvordan man i nutidig sammenhæng bedst muligt beskytter den personlige integritet, skriver IDG.
Formålet med diskussionerne mellem organisationerne ved mandagens møde i Sida var, at den svenske regering skal lære af de forskellige organisationers erfaringer.
Diskussionerne og arbejdet fortsætter på Stockholm Internet Forum senere på året.