Bevæbnet med macheter gik flokke af lokale indbyggere fredag gennem Johannesburg, hvor de stak ild til forretninger, der er ejet af indvandrere.
Indvandrere bevæbnet med sten forsøgte at forsvare sig mod angrebene. De beskylder det sydafrikanske politi for ikke at gøre tilstrækkeligt for at beskytte dem, rapporterer den amerikanske tv-station CNN.
Natten til fredag havde omkring 100 indvandrere søgt tilflugt på en politistation af frygt for deres sikkerhed, siger polititalsmand Lungelo Dlamini.
Mindst fire indvandrere dræbt
I de seneste uger har Sydafrika oplevet en bølge af vold rettet mod indvandrere. Det begyndte for nylig i havnebyen Durban, hvor to udlændinge og tre sydafrikanere blev dræbt.
Siden er spændingerne mellem de to befolkningsgrupper øget, og blandt sydafrikanere høres beskyldninger om, at indvandrerne tager deres arbejde, og at de står bag kriminalitet.
I de seneste to uger er mindst fire indvandrere blevet dræbt.
Præsident Jacob Zuma har appelleret til sydafrikanerne om at stoppe de “chokerende og uacceptable” angreb.
“Nok så meget frustration og vrede kan aldrig retfærdiggøre angreb mod udlændinge,” understregede Zuma ifølge tv-stationen CBS.
Arbejdsløsheden i Sydafrika er officielt på 25 procent, men menes reelt at være højere. Fattigdommen er udbredt, og det får mange sydafrikanere til at mene, at det er indvandrernes skyld.
Desuden tiltrækker Sydafrika en del flygtninge og asylansøgere fra andre afrikanske lande. På nuværende tidspunkt er der mere end 300.000 asylansøgere i landet.
Evakuerer sine borgere
Kina – som er Sydafrikas største handelspartner – har klaget til det sydafrikanske politi og bedt politiet om at beskytte de kinesere, der bor og arbejder i landet.
Musikere i flere af de lande, som har mange statsborgere i Sydafrika, har opfordret til boykot af landet.
Bølgen af angreb og vold mod udlændinge får nu flere afrikanske lande til at evakuere deres borgere.
Zimbabwes regering siger, at den søndag henter de første cirka 1.000 mennesker hjem i busser, og Malawis regering har ligeledes arrangeret hjemtransport for de malawier, der ønsker at forlade Sydafrika.
Særligt Zimbabwe – som omkring en kvart million mennesker er emigreret fra for at slå sig ned i Sydafrika – er der stor fokus på begivenhederne i Sydafrika.
“Fremmedhad i dag kan let mutere til folkedrab i morgen. Stop det,” skriver Zimbabwes informationsminister, Jonathan Moyo, på Twitter.