Af Marianne Rejnholt Hansen, u-landsnyt.dk
Det er hverken apartheid eller Rainbow Nation, som Roger Ballens fotografier handler om. Det er en hvid, sydafrikansk underklasse, som lever gemt og glemt i de såkaldte Dorps. Se billederne frem til d. 3. november i Nikolaj Kunsthal i København.
En mand gemmer sig bag en slidt sofa. Man kan kun se hans hoved. Over manden og sofaen er en ledning spændt usystematisk ud på væggen, ved siden af hænger en fastelavnsmaste og et afrevet billede.
Manden ser ud i luften. Et par svampeangrebne fødder med flæskesværdsnegle holder en hundehvalp. Hvalpen er så nyfødt, at den nærmest ligner en nøgen rotte. De kvadratiske sort/hvide billeder er grafisk smukke og uhumske og åbner dørene til en for mange ukendt side af det sydafrikanske samfund.
I 1600-tallet blev de første hollandske kolonier grundlagt i Sydafrika. Nogle af disse hollændere slog sig ned i udkantsområderne for at opdyrke plantager. Hen ad vejen opstod der små landsbyer – dorps – omkring plantagerne. I 1800-tallet overtog briterne magten i Sydafrika, og urbane centre langt fra dorpsene opstod.
Men de små samfund levede videre som isolerede og marginaliserede økosystemer – også fra det senere apartheidstyre – og er forblevet hollandske til den dag i dag. Det er efterkommerne af disse tidlige landbrugere, man møder i Ballens fotografier.
Fra geologiske til menneskelige aflejringer
I 1980’erne drog den unge, amerikanske geolog, Roger Ballen, til Sydafrika for at finde mineraler, der kunne sælges. På sine rejser til landets yderste afkroge mødte Ballen nogle mennesker, som gjorde ham nysgerrig, og han begyndte at fotografere dem. Det er blevet til seks billedserier.
Ballen allerførste fotografier i serien Dorps fra 1986 holder en vis distance. Det er personløse fotografier af materielt forfald. Mest af alt er de uhyre smukke. Næste serie er fra 1994 og hedder Platteland, og nu kommer der ansigter på. Det er billeder af tandløse gummer, savl og fysisk deformitet pga. af indavl. Men det er også billeder af liv og glæde. Kan man godt være lykkelig, når man ser sådan ud og bor på den måde? Det er det, Ballen undersøger. Hvad giver livet mening sådan et sted?
I sin tredje serie Outland fra 2001 begynder Ballen at iscenesætte sine motiver og bringe rekvisitter ind. Der optræder mange dyr i billederne. Er der et slægtskab? Er mennesket i bund og grund et dyr, for hvem det at eksistere er nok i sig selv? Griner de tandløse gummer ad os, fordi vi sætter os så mange mål og høje standarder for hvad et godt og indholdsrigt liv er, for derefter at stresse os halvt ihjel for at opfylde de mål? Eller er personerne i deres indavlede isolation endt som dyr, for hvem det at eksistere er nok i selv?
Det ville være for simpelt. Mennesket definerer sig i forhold til sine omgivelser. Det kategoriserer det, det ser. Det danner tegn og tegnene sættes i system og bliver til sprog – det være sig tale – eller billedsprog eller noget tredje.
Et fællesskab kan kun eksistere, hvis man tillægger de samme tegn den samme betydning. Ellers kan man ikke kommunikere. Et sted som de sydafrikanske drops har begrebsverdenen fået lov til at leve et nogenlunde uforstyrret liv uden så meget påvirkning udefra. Derfor er det også en begrebsverden, som er svær for andre at trænge ind i.
I Outland tager Ballen personerne ud af deres omgivelser, arrangerer det hele og sætter dem tilbage, så de selv indgår som genstand i deres egen begrebsverden. Først og fremmest må beskueren erkende, at man ikke har eneret på virkeligheden, og det er på en måde mere foruroligende end de groteske billeder.
I Fink U Freeky
Et lag længere nede rammer Ballen noget almenmenneskeligt. Som det halvnøgne fede barn, der fryder sig over en udmagret olding på sit sygeleje. Det får Ballen til at se ind i selv.
De næste tre serier Shadow Chamber (2001), Boarding House (2010) og Asylum (2012) udvikler sig til et Ballen-teater, hvor personerne reduceres til marionetter i hans todimensionelle installationer. Mættede fotografier med lag på lag af symboler og genstande bliver mere uigennemtrængelige end dorp-beboernes lykke.
Også selvom man inviteres med ind hans billeder i form af en installation komplet med graffiti og udstoppede dyr. Det fungerer ikke, for det er og bliver ikke andet end døde ting og tegn. Dorp-beboernes ting har betydning i deres kontekst. I sig selv er de uden betydning.
Udstillingen byder også på to videoer; kunstnerportrættet Memento Mori og musikvideoen I Fink U Freeky, som Ballen har lavet i samarbejde med den sydafrikanske rap-rave gruppe Die Antwoord, der betyder svaret på afrikaans. Videoen er blevet set af flere end 34 millioner på Youtube.
Det skal på kraftigste frarådes, at se videoen på Youtube. I stedet skal man sætte sig ind i mørket i kunsthallens lille biografen, for på den måde er man tvunget til at overgive sig til Ballens billedunivers.
Hjemme foran computeren vil man nemlig være omgivet af genstande, man kan gribe fat i og aflede sig med, når foruroligelsen og væmmelsen melder sig.
I forhold til fotografierne virker I Fink U Freeky videoen meget mere åbenlys politisk. Mon ikke det at være sydafrikaner til tider har føltes lidt som at være dorp-beboer? Man har i generation efter generation levet i sin egen verden med egne værdier, som verdenen udenfor har set på med foragt. I sidste ende vælger man jo ikke, hvor man bliver født. Man tilpasser sig.
Se Roger Ballens værker her: http://www.rogerballen.com/
